En pige med jagttegn

Jeg skal til Europamesterskabet

Hver uge gør jeg status over min træning og sender det til min træner, Ole Stougaard. Så kan han både følge med i min udvikling og samtidig lige læse, hvordan jeg har det rent energimæssigt, motivation for ugen osv. Men i dag da jeg sad og skrev min status slog det mig, at jeg havde passeret 50-dages grænsen. Altså der er nu under 50 dage til min store konkurrence. Shit.
Det er jo nærmest lige om lidt.
Jeg har aldrig rigtig prøvet at stille op i nogle konkurrencer, kun små forhindringsløb, hvor jeg har løbet sammen med et hold. Jeg har aldrig stået alene ved startlinjen. Jeg ved det psykiske pres blive enormt den dag, for jeg er kun mig, alene ved startlinjen til mit første tri-stævne!
Og det her er jo ikke bare et hvilket som helst tri-stævne. Som der står skrevet i en pressemeddelelse: ”Det mest prestigefyldte triatlonmesterskab på distancen i Europa og det største mesterskab i Danmark nogensinde.”

Altså vi snakker om Europamesterskabet i at svømme 1.9km, cykle 90km og løbe 21km! Intet mindre en 2500 mennesker har købt startnummer og der forventes at være op til 100.000 tilskuer!
Og så er der mig… Lille mig… Jeg prøver at lade være med at tænke for meget over det, men det er fandme svært. Selvfølgelig er de 2500 der har købt startnummer ikke alle sammen professionelle, og der er sikkert andre i blandt som også har deres debut til stævnet – men stadig! Det giver alligevel et pres fordi der er så stort et stævne og ikke et lille lokalt løb.

Det pres har til tider fyldt rigtig meget i min træning, men mest når jeg ikke har haft mulighed for at træne, hvis jeg har haft meget arbejde eller mange lektier. Men jeg bliver virkelig nød til at huske mig selv på, at jeg altså ikke er professionel triatlet, men ambulanceredder. Mit job og min uddannelse er det vigtigste, og så må jeg træne i det omfang jeg kan derudover. Hvis jeg lod min træning tage overhånd, vil jeg miste mit fokus på min uddannelse, og det må ikke ske.

Jeg ved, at jeg kommer til at stå på ved startlinjen med de vildeste sommerfugle i maven og tusinde tanker kørende i hovedet med ”kunne jeg have gjort det bedre?” ”hvad nu hvis…” og ”kommer jeg nu til at klare mig godt nok?”
Især den sidste tanke frustrerer mig. For hvad er ”godt nok”? Og hvem er det der skal definere om jeg gør det godt nok?
Ja det er skuda’ mig selv! Og hvorfor stille så dumt et tvivlsspørgsmål til sig selv?
Den absolut eneste måde jeg kan fejle på den dag, er ved ikke at nyde det!
Jeg bliver ikke nummer 1, eller nummer 30 for den sags skyld. Jeg bliver nummer et-eller-andet-ligegyldigt, fordi det er slet ikke vigtigt. Overhovedet ikke.
Det vigtige er, at jeg virkelig nyder hele stævnet, fra start til slut, og mærker at de mange timers træning nu endelig kulminere. Faktisk skal jeg allerede nyde det fra nu af, og også ugen efter løbet er gennemført. For jeg har sku kæmpet, på alle fronter, og jeg har flyttet mig på så mange områder. Ikke nok med, at jeg i mit 24. år nu endelig kan blære mig med, at jeg godt kan svømme, så har jeg også rent mentalt virkelig lært en helt masse om mig selv.
Jeg troede, at løb skulle blive den letteste del af min træning, men det har vist sig at blive den hårdeste, mest smertefulde og opgivende kamp af dem alle. Jeg er blevet totalt nulstillet i mit løb 3 gange gennem denne proces, været til flere undersøgelser med benene og taget piller mod de enorme smerter. Det har været så pisse fustrende – og det er det stadig! I dag løb jeg 8km, det er min længste distance gennem de sidste 2 måneder! Altså 8km?! Om små 50 dage skal jeg løbe 21km(!), vel at mærke efter jeg både har svømmet og cyklet det meste af min energi væk.
Hvad angår løb, så har jeg virkelig ramt muren mange gange, og lige nu føles det lidt som om jeg står med næsen trykket helt op mod den og desperat leder efter en måde at klatre over den på. Det jeg troede jeg stod stærkest i, har vist sig at være mit absolut svageste punkt, og jeg har været rigtig tæt på at give op! Men som jeg skrev lige før, så har mentalt også taget nogle store skridt gennem min træning. Aldrig har jeg skulle kæmpe så meget med noget fysisk, og villet noget så meget med hjertet, som at blive god nok til at klare en Ironman 70.3. Jeg har for første gang i mit liv virkelig trænet målrettet efter noget, og det føles helt fantastisk at arbejde med sig selv på den måde. Trods de udfordringer jeg har haft med mit løb, så ser jeg kun positiv på den udvikling jeg har taget gennem de sidste mange måneder. Det har været benhårdt, men virkelig også fedt, og det er det heldigvis stadig.
Hver eneste gang jeg hopper i poolen for at svømme baner bliver jeg er stolt af mig selv. Jeg er bevidst om, hvor meget jeg stadig har at lære endnu, men hold nu op hvor er jeg kommet langt! Og på en eller anden måde er jeg taknemmelig overfor mig selv, for at tage kampen op og lærer at svømme, fordi det er sku en fed ting at kunne.
I dag står den på 3.5 times cykling i et helt fantastisk vejr! Havde det ikke været for min tri-træning, så havde jeg aldrig erhvervet mig så dyr en cykel eller brugt så meget tid på landevejen. Jeg havde helt sikkert aldrig fundet ud af hvor død lækkert det er at cykle, jeg er virkelig fan! Og så er jeg så heldig at have en kæreste der synes det er lige så lækkert som jeg, så den står på kvalitetskærestetid på landevejen – det bliver skønt!

Kunne du tænke dig at være en del af det løb jeg stiller til start ved, så ved jeg at de søger frivillige!
Hvis det kunne være noget for dig, så kontakt Frej Elbæk Schjeldal på facebook.

Jeg håber du har haft en rigtig dejlig weekend,
Smil fra C.

14438762_1055142254602322_391092565_o
Fotograf: Line Von Schmidt.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Kommentér gerne!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En pige med jagttegn