Postkort fra Rom

Postkort fra Venedig

Vi har de sidste par dage nydt smukke Venedig og det har virkelig været en fornøjelse! Jeg har set Venedig mange gange på billeder og hver eneste gang har jeg drømt mig væk til de små gader og mange broer. Jeg havde virkelig høje forventninger til Venedig, og trods det, så overraskede Venedig mig på så mange områder! Det er seriøst en skønhed af en by!
Vi tog flyet fra Rom til Venedig onsdag formiddag og ankom til Venedig et par timer efter. Allerede da vi gik over den første bro til Venedig, var jeg solgt! Vi havde booket et værelse på et Bed&breakfast, og uden egentligt at kende til byen, så viste det sig at være helt perfekt! Hoteller er ufatteligt dyre i Venedig, hvis man gerne vil bo i byen. Det er noget billigere at få et godt hotel hvis man vil bo på den anden side af floden, men det var jeg blevet rådet til at lade værre med, når vi kun havde to dage i byen. Så bed&breakfast var et super alternativ for os, vi boede virkelig fint og i den stille ende af byen. Det var skønt.
Første aften vi havde i Venedig blev brugt til bare at gå rundt. Jeg nød det simpelthen så meget, der var bare virkelig smukt overalt. Vi havde aftalt at gemme alle de berømte seværdigheder til dagen efter, hvor vi havde en hel dag til at udforske byen. Men ved et rent tilfælde fandt vi ned på Markus pladsen og så den imponerende kirke udefra, vi gik også forbi nogle af de berømte broer og havnefronten. Selvom Italien endnu ikke har ramt højsæsonen for turister, så var der rigeligt med folk, selfiestænger og kameraer på disse berømte steder. Alt for meget larm og alt for meget ”say cheeessee” .. Ja jeg var nu mere fan af det område vi selv boede i, hvor der var helt stille, og hvor man kunne have de små intime gader og broer helt for sig selv. Og hvor de lokale restauranter også havde besøg af lokale fra Venedig. Så vi gik tilbage til vores eget område og nød aftenen her på en lille lokal restaurant med den hyggeligste gårdhave! Her fik vi både masser af bruschetta, en stor salat og pastaretter samt en hel liter af husets rødvin – og det smagte fantastisk. For lige at nævne prisforskellen, så fik vi dagen efter frokost inde i turistområdet, hvor vi fik et lille styk bruchetta og en pizza hver, samt en flakse rosé (70cl) og det kostede knap 100kr mere, trods vi både fik mindre mad og vin, og det tilmed var frokost. Så skal du besøge Venedig, så kan jeg kun anbefale at trække ud i de mindre turistede områder.

img_0476

Torsdag var vores eneste hele dag i Venedig, så vi havde aftalt at det var her vi skulle ind og se den berømte San Marco kirke samt finde de mange broer. Det kostede ikke noget at besøge kirken, og selvom køen faktisk var ret lang, så tog den kun 20min at komme gennem den. Og kirken var så smuk! Fra gulv til loft var kirken beklædt med mosaik der dannede billeder fra biblen over alt. Det var virkelig et imponerende kunstværk, og i guder, hvor må det have taget lang tid at lave! Overetagen af kirken var bygget op som et museum, hvor man kunne se de gamle grundtegninger fra kirken, læse historien og se de berømte 4 heste der står på kirken samt se ud over hele Markus pladsen fra kirkens balkon. Vi havde som i Rom igen ikke booket os ind på nogen guidet tur, men tog os vores egen tid og læste historier op både fra skilte og fra google.
Da vi var færdige med at se kirken gik vi videre ned langs havnefronten og fandt ”Sukkernes Bro” som er kendt fordi den i gamle dage var et fængsel. Også her var der et overload af turister som stod i kø med deres selfiestænger for at få det perfekte billede. Der er ikke langt rundt mellem de forskellige seværdigheder i Venedig og vi fik set alle de vigtige allerede før frokost.

img_0477
Personligt synes jeg virkelig selv, at den absolut vigtigste seværdighed i Venedig er at ”fare vild”. Altså virkelig bare at gå rundt i de små gader der på en måde danner en labyrint med de høje huse og små gange. Bare at slentre rundt, og gå lidt til høje og lidt til venstre er virkelig fantastisk. Jeg blev i hvert fald helt betaget af det, og hvordan de mange kanaler og broer skaber den absolut hyggeligste og mest romantiske stemning. Vi nød virkelig de turisttomme områder og spiste is på kanten af kanalerne. (Og jeg legede model på hver en bro…)
Vi havde faktisk aftalt skulle ud og sejle i kanalerne og jeg havde jo selvfølgelig drømt om, at vi skulle sidde og være pladderromantiske i en gondol mens en mand i striber tog os gennem byen. Men sådan helt ærligt, så levede gondolerne slet ikke op til hvad jeg havde forestillet mig min lille drømmeverden. For det første var de vanvittig dyre, 80-100€ for 30min. Og for det andet, så var det slet ikke så en intim oplevelse som jeg havde forestillet mig. Det virkede som om gondolerne kun måtte sejle visse steder, hvilket resulterede i en kødrand af gondoler gennem kanalerne hvor man på ingen måde havde oplevelsen for sig selv, og hvor de der sejlede gondolerne havde mere travlt med at snakke(råbe) til hinanden, i stedet for at den her romantiske stemning for gæsterne i gondolen. Så jeg blev faktisk lidt skuffet her, og havde slet ikke lyst til at bruge min penge på det. På nettet havde vi læst om, at i stedet for gondolerne, kunne man sejle i en form for ”busbåd”, hvor man også på en måde kom gennem de mange kanalerne, men uden at betale overpris. Det havde jeg dog heller ikke rigtig lyst til, jeg ville meget hellere bare slentre rundt og farer vild i de mange gader og nyde de turisttomme områder, som for hvert hushjørne imponerede mig med den romantiske stil.

img_0478

Vi udsatte aftensmaden og nød i stedet solnedgangen på havnefronten med medbragt rosé, plastikglas og snaks. Det var simpelthen så hyggeligt og at sidder der og snakke mens bådende tøffede forbi!
Klokken blev alt for mange før vi kom i tanke om, at vi egentlig begge var sultne, og på vej tilbage til vores værelse fandt vi en nyåbnet amerikansk streetfood cafe, og selvom klokken var 23 havde køkkenet stadig åbnet. Det viste sig så tilmed at være en outstanding lækker burger der blev serveret med specialøl! Død lækkert altså!

I dag er det fredag og lige nu sidder vi faktisk i toget på vej videre til Milano! Vi havde formiddagstimerne i Venedig som vi nød med morgenmad på kanal-kanten (igen) og så slentrede vi lidt mere rundt i gaderne, fandt i igen små romantiske gader og broer, drak øl og spiste is på kanalkanten (igen) og inden vi hentede taskerne og gik til togstationen, ja så spiste vi take-away frokost ved kanalkanten igenigen. Nok kom vi aldrig ud og sejle i kanalerne, men vi har i den grad nydt Venedig!

Jeg havde hjemmefra booket billetter til toget og helt automatisk blev vi opgraderet til first class! Så nu sidder jeg altså her med et glas champagne og med udsigten til ”the contryside of Italia”, som er fyldt med vinmarker, små gårde og bjerge ude i horisonten. Italien er virkelig en perle og hold nu op hvor er jeg glad for endelig at opleve det!
Vi er i Milano om lidt, og i morgen står på tilfældig gåtur, nok også lidt shopping! Søndag skal vi opleve afslutningen på det store italienske cykelløb ”Giro D Italia” inden vi mandag morgen flyver tilbage til Danmark igen.

Smil fra C – der i den grad nyder sin ferie i Italien!

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Kommentér gerne!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Postkort fra Rom