Jeg har stadig ikke styr på tankerne

Ironman 70.3 Race Report

 

Photo by Martin Paldan | GripGrab Media Crew

Photo by Martin Paldan | GripGrab Media Crew

Min Race Report starter faktisk allerede om lørdagen, for jeg tænker jeg vil tage jer med gennem det hele; tanker, følelser, forberedelser og oplevelsen af det hele! (hvis du bare vil læse det svedige fra selve dagen, kan du bare scrolle ned)
Lørdag morgen pakkede vi bilen og satte kursen mod Helsingør, hvor nervøsiteten allerede havde plantet sig solidt i maven. Da vi ankom til Helsingør parkede vi bilen og gik ned til indregistreringsteltet. Jeg var allerede snot forvirret. Der var virkelig mange mennesker og hele området var lavet om til en større labyrint med reklameskilte, afspærringshegn, toiletvogne osv. Det var for en rookie som mig en smule overvældende. Men min kæreste, som må siges at være ret så erfaren på dette område, tog det ganske køligt. Han mindede mig konstant om, at det jo i virkeligheden var pisse fedt og jeg skulle huske at nyde det hele, især stemningen der var blandt de andre deltager!

Vi kom op i teltet hvor jeg fik udleveret chip, race-nummer på både klistermærker, papir og tattoo (blæret!) og så fik jeg slået sten, saks, papir med kæresten om hvilken badehætte jeg skulle have på. Badehætterne var i forskellige farver, inddelt efter hvor hurtigt man forventede at svømme.. men for en nybegynder som mig der kun har svømmet 1100m i Open Water var det liiidt svært at gætte på en tid. Men min kæreste synes bestemt at jeg skulle snuppe en grøn med tidsintervallet 40-45 min (tror jeg det var). Selv synes jeg måske det var lidt optimistisk, da jeg havde svømmet de 1100m på 32 min, og nu skulle svømme næsten det dobbelt men kun havde knap 10min mere tid til det. Men grøn det blev!
Bagefter gik vi tilbage til bilen og pakkede mine ting ud. Jeg fik udleveret 3 forskellige poser som mine ting skulle pakkes om i; en blå pose til mit cykelgrej (sko, strømper, håndklæde, energigels), en rød pose til mit løbegrej (sko, solbriller, energigels, bælte med racenummer) og en hvid pose til efter racet (trøje). Bagefter gik vi tilbage til race-området, hvor min cykel blev tjekket ind og jeg fandt min plads på de forskellige racks i skifte-områderne.
Et lille pro-tip fra cykelindtjekningen; sørg for at lukke lidt luft ud af dækkene hvis der er varmt, da de ellers kan eksplodere! Ikke at det skete for mig, men kunne hører det skete for en del andre, desværre.

Photo by Martin Paldan | GripGrab Media Crew

Photo by Martin Paldan | GripGrab Media Crew

Da jeg havde tjekket alle mine grejer ind, gik min kæreste og jeg rundt på pladsen. Jeg havde seriøst mavepine og kunne slet ikke se hvordan jeg dagen efter skulle komme fra A til B uden at løbe forkert. Vi gik ned til vandet og gennemgik svømme-ruten. Jeg er på ingen måde en haj til er kort, og selvom min kæreste ellers meget nøjagtigt kunne udpege hvor de forskellige bøjer ville ligge og dermed, hvor jeg skulle dreje i vandet, ja så blev jeg hverken mindre forvirret eller nervøs. Han sagde cirka 3 gange i minuttet: ”men Caroline, i skal alle sammen den samme vej, du skal bare svømme efter de andre…
Vi, eller jeg, gennemgik min energi strategi 1000gange og snakkede højt for hele tiden at bekræfte mig selv i, at jeg ikke glemte noget. Jeg tænker min kæreste var ved at blive lettere sindssyg af mig, men han tog det virkelig pænt og gav plads til alle min dumme spørgsmål og enorme nervøsitet.
Klokken 16.30 var der Race-Breifing inde i en stor hal, hvor de forskellige regler blev gennemgået og der blev fortalt lidt forskelligt om ruterne. Nervøsiteten blev dæmpet lidt og glæden kom frem! Jeg blev virkelig mindet om af den søde Speaker, at det ikke handlede om at nå noget på en hvis tid eller være bedre end nogen andre, men at det for alt i verden handlede om at nyde det, og at man i den grad havde vundet hvis man ”dansede over målstregen med et stort smil”. Jeg tog det hele til mig, for i min verden havde han virkelig ret og det var fantastisk at blive mindet om det efter en hel dag med mavepine og nervøsitet!

Bagefter kørte vi hjem til min kæreste lillebror som bor inde i København, hvor vi lavede en masse lækker mad, og tankede de sidste depoter op med en stor is fra Ismejeriet! Mmmh.
Og så ved det for mit vedkommende på hovedet i seng til en god nats søvn inden raceday!

img_0970

RACE-DAY!

05:45 ringede vækkeruet, og jeg vågnede med cirka tusind sommerfugle i maven. Så der var jo ikke noget at sige til at jeg var absolut flyvende fra morgenstunden. Meget nøjagtigt og præcist kravlede jeg i tøjet og sikrede mig at hver en syning sad hvor den skulle. Jeg tapede mig selv til med kinesio-tape på de områder jeg forventede at få skav mærker (det viste sig efter løbet slet ikke at have været nok, og kroppen er stadig fyldt med sår diverse steder). Jeg lavede mig en kæmpe skål morgenmad: skyr yoghurt med chokolade mysli, den helt usunde cruslï udgave! Og selvom det ellers plejer at være noget af et hit i min verden, så ville det bare ikke ned. Hver gang jeg fik skeen op til munden skulle jeg kaste op. Tiden løb totalt fra mig og jeg måtte opgive mit morgenmads-projekt og tage det med i bilen. Nervøsiteten tog virkelig til og det var en helvedes kamp at presse morgenmaden ned. Sindssygt fustrende at sidde dér med sit sidste måltid inden sin store konkurrence, vel viden om at kroppen i allerhøjeste grad for brug for den vigtige energi i løbet af dagen, og så kan man pludselig ikke spise noget….!

Da vi kom til Helsingør var der allerede fyldt med biler og mennesker. Trods min ellers grundige forberedelse havde jeg ikke lige læst at skifteområderne lukkede kl08! Så jeg havde knap 5 minutter til at løbe ind og pumpe mine dæk på cyklen. Jeg var max presset! I mit forsøg på at skynde mig ekstra meget i at pumpe dæk, fik jeg lukket aaalt luften ud af dem i stedet for! Og kunne pludselig ikke få sat pumpen ordenligt på fordi jeg var så pisse nervøs at det hele rystede.. men 1 minut i lukketid fik jeg pumpet dækkene til det rigtige tryk og måtte sprinte op til min cykel-racebag for lige at kaste et par ekstra energibarer (yankie chokolade!) ned til cykelturen.

gripgrab-caroline-2

Photo by Martin Paldan | GripGrab Media Crew

Jeg gik over til svømmestarten sammen med min mor og kæreste, der virkelig gav det er bravt forsøg på at muntre mig op. Men shiiit jeg var nervøs. Jeg kunne slet ikke finde smilet frem og havde den vildeste kvalme. Sådan virkelig. Vi fik muligheden for at hoppe i vandet i et lille bassin som opvarmning før vi skulle svømme, så det gjorde jeg. Måtte konstatere at vandet var pisse koldt! Og at det altså var ved at være tiden til at tage sig (fucking) sammen og nyde at jeg om lidt blev skudt i gang, og at jeg har trænet et helt år til lige præcis det øjeblik!

Så jeg tog mig tiden i vandet, gik og gav mor og kæreste et kæmpe (vådt) kram, og så gik jeg ellers i start køen sammen med alle de andre grønne badehætte.

gripgrab-caroline-6

Photo by Martin Paldan | GripGrab Media Crew

Jeg blev ret hurtigt sluset frem til den blå bademætte hvorfra starten gik, og så var det ellers i vandet og svømme det bedste jeg har lært! Jeg fandt ret hurtigt en rytme med at at tage et par svømmetag (crawltag om man vil) og så kigge efter retning. Det gik, rent ud sagt, fremragende! Jeg fik af og til et ordenligt klask i hovedet af nogle af dem der svømmede ved siden af, men det må man jo tage med! Og rigtig nok som min kæreste havde sagt, så skulle jeg ikke bekymre mig om selve ruten, men bare svømme efter alle de andre.

gripgrab-caroline-12

Photo by Martin Paldan | GripGrab Media Crew

43 minutter efter var jeg oppe af vandet igen, og med et kæmpe smil løb jeg gennem publikum og op til skifteområde 1! Jeg var vildt glad for at se min svømmetid, havde slet ikke regnet med jeg ville klare det så hurtigt!
I skifteområdet fik jeg smidt våddragten og fundet sko og strømper frem. Jeg tog dem bare i hånden og satte i løb ned mod cyklen. Der var et stykke ned til cykelområdet, og ville helst undgå at smadre min klamper af at løbe i dem. Det var dog knap så fedt at jeg med mine fugtige fødder nu havde småsten og sand siddende mellem tæerne, og gav måske ikke mig selv helt tiden til at få det børste ordentligt af.. men fik da både sko, strømper og hjelm på og så ellers i rask løb ud af cykelområdet og op på cyklen.

gripgrab-caroline-36

Photo by Martin Paldan | GripGrab Media Crew

De første par kilometer på cyklen blev brugt på lige at rydde lidt op i tankerne. Blev pludselig forvirret over reglerne om at man ikke må drafte (ligge på hjul) og så føle at jeg virkelig synes de andre cyklede tæt på mig, og jeg var lidt bange for at blive taget for at drafte. Men efter et par kilometer gik det op for mig, at det lidt var gamet at vi cyklede lidt tæt fordi vi var så mange, så det handlede altså bare om at komme frem af. Jeg fik lige repetere min energi-strategi for mig selv; fik det vel at mærke sagt så højt at personerne bag ved mig smågrinte lidt af min ellers dybe samtale med mig selv.. jeg kom lidt let igennem de først 5 km og besluttede mig herefter at brænde mig selv totalt ud. Jeg ville absolut ikke have mere at give af på den cykel når jeg ramte de 90km, så nu skulle der altså leveres. Med mig på sidelinjen havde jeg fotograf Martin Paldan, som udover at gøre en kæmpe indsats for at tage nogle fede billeder af mig, også kom med nogle enormt motiverende ord og han gjorde mig så glad! Han mindede mig virkelig om at nyde det, og jeg gav ham et kæmpe smil retur. For at være helt ærlig, så følte jeg mig faktisk lidt prof at cykle afsted med en motorcykle lige ved siden af med en fotograf på. Det var så super fedt!!

gripgrab-caroline-51

Photo by Martin Paldan | GripGrab Media Crew

Jeg gav den alt hvad jeg overhovedet havde i benene og bekræftede mig selv i, at jeg virkelig nød det. At jeg virkelig synes det var så vanvittigt fedt! Og så fik den lige lidt ekstra i pedalerne!

Ruten var lukket af for andet trafik og fyldt med skønne frivillige, der både sørgede for vi satte farten ned mod skarpe sving, fik drejet den rigtige vej, rakte vand og energi frem i depoterne og, vigtigst af alt, kom med de sødeste tilråb og agerede pragtfuldt heppekor!

Photo by Martin Paldan | GripGrab Media Crew

Photo by Martin Paldan | GripGrab Media Crew

Smilet ville, for mit vedkommende, ingen ende tage! 90km senere sprang jeg af cyklen og byttede cykelskoene ud med løbeskoene. Den første kilometer blev klaret i en sprint, da jeg viiirkelig skulle tisse! Så pacen mod første energi-depot blev 04:44, hvorefter der blev holdt tissepause.
gripgrab-caroline-58

Photo by Martin Paldan | GripGrab Media Crew
Herfra kunne jeg ikke rigtig få mig selv i tempo igen, og den lille pause gjorde mig opmærksom på, hvor pisse ondt jeg egentligt havde i bentøjet. De efterfølgende 5km blev en mental kamp, hvor energien gik fra høj til absolut lav. Nærmest i minus. På sidelinjen mødte jeg familien der gjorde en stor indsats for at kaste noget energi ind i mig, men det hjalp ikke rigtig. Jeg var helt færdig. Solen stegte og benene ville slet ikke flytte sig i det ønskede tempo. Min pace steg til ca 06:00.
gripgrab-caroline-66

Photo by Martin Paldan | GripGrab Media Crew
Jeg besluttede mig for ikke at presse mig selv yderligere ved at ’hade’ jeg pludselig ikke kunne levere min ønskede pace. I stedet lyttede jeg til min krop, og tog en beslutning om at gå gennem alle energi-depoterne for at sikre mig at jeg fik nok væske og fik fyldt noget energi i kadaveret igen. Jeg skulle jo (forfanden!) ikke nå noget, udover at sikre mig selv en skide god oplevelse. Og min strategi hjalp. Jeg fik stille og roligt styr på tankerne, kroppen fik noget energi og der kom et smil på læben igen. Jeg begyndte igen at nyde de mange tilskuer der heppede og den smukke udsigt som ruten strakte sig over. Familien og kæresten gjorde det virkelig til en fest at komme forbi dem, og min kæreste mindede mig hurtigt om, at jeg skulle huske at få spist nogle salt kiks så min muskler ikke begyndte at krampe. Og det delikate øjeblik med kiks og vand fik Martin fanget ret godt..

gripgrab-caroline-65

Photo by Martin Paldan | GripGrab Media Crew

Igen var det fantastisk at have Martin med. Han kastede også nogle rosende ord med på vejen og mindede mig om hvor super vigtigt det var at jeg virkelig nød den her fantastiske dag, som jeg jo havde ventet på i et helt år.
Jeg fik samlet alle 3 armbånd og satte kursen mod mållinjen. Tankerne fløj gennem hovedet; om få minutter havde jeg gennemført det helt store løb. Fandme ja. Der kørte en mindre billede film på øverste etage med forskellige øjeblikke siden jeg satte mig det her mål; alle min nederlag, fortvivlelser, opture og nedture, alt i mens jeg bare kom tættere og tættere på mållinjen.

Photo by Martin Paldan | GripGrab Media Crew

Photo by Martin Paldan | GripGrab Media Crew

Jeg fik sagt til mig selv, højt og tydeligt; du er fandme for vild! Og så passerede jeg målstregen. 5timer, 45minutter, 53sekunder. Fyldt med lykke, stolthed og glæde fik jeg medaljen om halsen.

Photo by Martin Paldan | GripGrab Media Crew

Photo by Martin Paldan | GripGrab Media Crew

Photo by Martin Paldan | GripGrab Media Crew

Photo by Martin Paldan | GripGrab Media Crew

Photo by Martin Paldan | GripGrab Media Crew

Photo by Martin Paldan | GripGrab Media Crew

Et kort øjeblik forsvandt følelsen i mine ben af ren udmattelse, og jeg lignede end der gik lidt småfuld rundt. Jeg var træt. Helt færdig. Fuldstændig brugt. Og så får jeg øje på min far. Lige på den anden side af alle fotograferne der sad ved mållinjen, der stod han. Og jeg som troede han ikke ville kunne opleve den her store dag med mig, og så stod han lige dér! Lykken bruste frem i mig igen og energien vendte tilbage! Jeg blev så ovenud glad! Jeg havde fået lov at dele øjeblikket med ham. Det var så mega stort! Jeg fik verdens største krammer og tårerne trillede ned af os begge. Af ren lykke. Og stolthed.

gripgrab-caroline-90

Photo by Martin Paldan | GripGrab Media Crew

gripgrab-caroline-85

Photo by Martin Paldan | GripGrab Media Crew

Og så fik jeg øje på hele min familie. Hele banden fik den største og svedigste krammer. Jeg har svært ved at finde ordene der kan beskrive det her øjeblik. Jeg var så pisse glad og enormt stolt! Jeg havde sådan håbet jeg ville klare det på 6 timer, men langt fra troet på at det ville være muligt. Men jeg gjorde det fandme. Jeg gennemførte. Jeg gjorde det på under 6 timer. Og jeg (fucking!) nød det!!
p1030149

Vi fejrede det hele med champagne, lækker Ironman burger fra Halifax og øl! Jeg nåede at blive lidt halvfuld mens vi sad der og hyggede os. Jeg var helt høj på den vanvittige dag og den store oplevelse, og samtidig helt udmattet efter at given den alt hvad jeg overhovedet havde i mig.

p1030103

Det er et helt år siden jeg satte mig det her mål. På det tidspunkt kunne jeg ikke svømme. Jeg brugte kun cyklen som et transportmiddel og jeg var elendig til at løbe. Jeg satte mig målet uden overhovedet at kende til sporten eller vide hvad det faktisk krævede.
Jeg har lagt uendeligt mange timer i min træning, og haft mange vanvittig fustrende øjeblikke. Jeg har utallige gange overvejet at kaste håndklædet i ringen, men så igen mindet mig selv om, at jeg trods alt hele tiden rykkede mig tættere på målet. Jeg har mødt nogle vildt tarvelig mennesker på vejen, men jeg har også mødt et hav af fantastiske mennesker. Jeg har mødt så mange som mindede mig om glæden i sporten, og delte den med mig, og som gav mig motivation når jeg var nede. Jeg har sagt nej til rigtig mange ting for at prioritere mig træning og haft mange timer alene på landevejen, og det har været hårdt, men det har på mange måder været en gave til mig selv. For jeg har lært enormt meget om mig selv i den her periode, udviklet mig rigtig meget og fundet mig selv til rette i et helt nyt miljø. Jeg elsker triatlon, og jeg elsker især den ånd som er i og omkring det.

Jeg skylder en kæmpe tak til Ole Stougaard, Strong4Life, som har assisteret mig gennem hele forløbet med træningsplaner, madplaner, vejledning og opmuntring. Han har virkelig været en kæmpe hjælp, og jeg var aldrig nået så langt uden ham.
Der skal også lyde en stort tak til MyBikeshop9900 som har stillet en fantastiske triatlon cykel til min rådighed, og givet med et en fed hjelm og et par lækre sko. De har stået klar med service til cyklen og hjulpet til når jeg har haft behov for det.
Tusind tak til RepeatFitness som gav mig billetten til selve løbet og det fine race-suit fra SaySky!
Tak til Garmin for pulsur og andet lækkert grej der hr gjort det muligt at holde ekstra skarpt øje med min fremgang i min træning.
Tak til GribGrap for altid at sørge for jeg har alt i cykeltøj og tilbehør i absolut bedste kvalitet.
Tak til MyProtein for levering af kostilskud og energibarer!
Tusind tak til Odense Triklub (OTK) for at tage virkelig godt imod, hjælpe mig på vej og altid give mig et stort smil til træningen. Tak til verdens bedte (og mest tålmodige!) svømmetræner, Casper Sterndrup, der også har holdt mig ud på diverse cykel- og løbeturer!
Og endnu en gang et kæmpe tak til Martin Paldan for at forevige de absolut bedste øjeblikke på min store dag!

   

5 kommentarer

  • Jeg har stor respekt for mennesker der har en jernvilje til, at gennemføre de løb.
    Synes virkelige det er flot! Respekt herfra 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Schack

      Mange tusinde tak Marianne, den kommentar gjorde mig rigtig glad! <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Wow, fik helt tårer i øjnene. Hvor er du bare mega fucking sej, Caroline. <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Stort tillykke med at du nåede dit mål om at klare det på under 6 timer! 🙂 Du er seriøst for sej og du viser virkelig at hvor der er vilje er der vej <3

    Siden  ·  Svar på kommentar

Kommentér gerne!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg har stadig ikke styr på tankerne