Skal jeg give op?

Jeg har stadig ikke styr på tankerne

Og i morgen går det løs. Jeg startede med at tælle måneder. Så uger. Så dage. Men nu tæller jeg timer. Og der er ikke mange tilbage. Oppe i mit hoved er der stadig kaos. Kæmpe kaos.
Jeg tænker på den træning jeg ikke har fået den sidste uge, pga. min fars sygdom. Den mad jeg ikke har spist. Og de søvnløse nætter. En uge før det hele går løs og så vælter min verden. Har jeg overhovedet gjort det godt nok? Er jeg god nok? Kan jeg klare det? Og hvad sker der hvis jeg ikke gør? Hvad sker der egentlig hvis jeg bliver nød til at give op midt i det hele?

Jeg forsøger virkelig at slutte fred med mit rod af negative tanker. Jeg forsøger virkelig at råbe igennem med positiv energi. Men det virker ikke. Ikke lige nu. Lige nu er jeg bare pisse nervøs. Nervøs for løbet. Nervøs for min familie. Nervøs for min far. Nervøs operationen på mandag. Jeg er faktisk pisse bange. Der er ikke noget af det der må gå galt. Og slet ikke min fars operation.

Jeg forsøger at putte tingene i kasser. Altså tankerne. Og jeg forsøger ihærdigt at lukke de kasser med de negative tanker. Jeg kan ikke bruge dem til noget. Slet ikke lige nu. Jeg har virkelig brug for at holde mit rigtige fokus. Fokusset på løbet. Jeg burde tænke på små ting som at kontrollere småsten i mine cykeldæk og løsne snørebåndet i mine løbesko. Jeg burde have helt styr på min energi-strategi for hele løbet. Jeg burde sidde med ruterne og gennemgå dem, så jeg er klar over hvilken vej jeg skal morgen. Jeg burde alt muligt. Men jeg gør det ikke. Jeg sidder og stirre ind i min computer og forsøger at skrive mig ud af alle mine frustrationer.

Jeg lovede mig selv i går at jeg skulle genfinde glæden til det her løb. Den glæde jeg havde for bare 10 dage siden. Den motivation. Den lyst og vilje til at gennemfører min første Ironman 70.3.

Så nu skærer jeg altså igennem overfor mig selv. Det kan simpelthen ikke være rigtig. Der er under 24 timer til startskuddet går og jeg vil altså ikke stå halvhjertet ved den startlinje med tankerne alle mulige andre steder.
Fakta er, at jeg ikke har trænet den sidste uge, jeg har ikke spist nok, jeg har ikke sovet nok. Jeg har grædt. Rigtig meget. Fakta er at min familie og jeg står i endnu et mareridt, og min far skal igennem endnu en stor operation.
Men fakta er også, at i morgen går startskuddet til mit livs hidtil største løb. Og min far er med. Han hepper på mig og når jeg løber i mål kan vi fejre min medalje sammen. Fakta er også, at det bliver en vanvittig fed dag, hvis jeg vælger at gøre den til det. Fakta er nemlig lige præcis, at min dag i morgen, mit løb i morgen, bliver præcis som jeg vil have det. Og jeg vil have det skal være en kæmpe succes. Så det bliver det.

Dagens to-do liste:
– Få pakket alle min grejer, uden at glemme noget.
– Få hele molevitten kørt til Helsingør, inklusiv mig selv
– Få tjekket det hele ind, hente startnummer og klargøre alt til løbet.
– Kramme ekstra meget på min mor, far, søster og kæreste!
– Spise god mad, og masser af det!
– Nyde dagen sammen med alle dem jeg elsker.
– Og vigtigst af alt: glæde mig helt vildt vanvittigt til i morgen!

18891657_834818219999719_7935946727950723009_o

   

4 kommentarer

  • Mor

    Hej skat
    Har læst alle dine indlæg, og giver dig nu en løftet pege finger ❤️ Du SKAL koncentrere dig om i morgen, du SKAL værre positiv om chancen i morgen, du SKAL glæde dig til i morgen – i morgen er din dag, i morgen skal vi som famile værre der for dig, vi vil heppe på dig, vi vil juble med dig, vi vil fejre dig ❤️Ingen ting af det vi gør i morgen, kan gøre en forskel for mandag, så lad os nyde den sammen, lad os flytte fokus bare en enkelt dag, lad os tænke på noget andet, noget godt, noget positivt, noget vi virkelig kan forholde os til og som gør os alle glade ❤️ Vi glæder os til i morgen, og vi er sikker på, at du vil klare dig rigtig godt, for du er pisse sej, også gir du ikke op når du har sat dig et mål, og det mål har du kæmpet for det sidste år, du har stået op kl 5 for at svømme, kørt fra Odense til Esbjerg for at gå i skole, hjem og ud og løbe el. Cykle, for derefter at træne og lave lektier. Du skylder din famile, og din kæreste, men allermest dig selv, at du giver den maks gas i morgen, at du smider alt det trælse ned i en skuffe og sparker den så hårdt i, at den ikke springer op igen før det passer dig, og ja det bestemmer man ikke altid selv, men i morgen SKAL du ❤️ Du ved vi elsker dig uendeligt højt, og vi er der 100 % for dig i morgen. I morgen vil vi nyde dagen sammen med dig ❤️Og du SKAL nyde den sammen med os ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Schack

      Sikke en kommentar! Jeg er helt mundlam <3 Tak mor, det gav tårer i øjnene at få en sådan løftet pegefinger. Nogle gange glemmer jeg at du læser med, men tak, tak fordi du tog dig tiden og skrev denne kommentar til mig <3 jeg har taget det hele til mig, helt ind i hjertet. Tak for dig, tak fordi du altid er der for mig, og hele familien <3 Og tak fordi du gjorde min store dag til den absolut bedste!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Sikke en sød mor du har 🙂 Og hvor har hun ret, du er pisse sej! At træne som du har gjort for at kunne deltage i det løb, det er der ikke mange mennesker der kan. Det kræver en for sindssyg selvdiciplin. Jeg synes du er mega inspirende! Selv træner jeg ikke til noget stort, men for at forbedre min sundhed og komme af med overvægten og du skal vide du er en kæmpe motivation for en som mig. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Schack

      Tusind tak for din kommentar, og ja min mors kommentar er virkelig sød og rørende, den havde jeg ikke set komme. Jeg er glad for jeg kan være en inspiration for dig, det betyder virkelig meget! og tak for din ros, den sætter jeg meget pris på! <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Kommentér gerne!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Skal jeg give op?