Race-report

Min verden er væltet. Igen.

Nogle indlæg skriver sig selv. Altså oppe i hovedet. De indlæg fylder enormt meget indtil de bliver skrevet ned i sort/hvid. Og det her er et af dem. I det fleste tilfælde spiller jeg med lukkede kort i forhold til mit privatliv, men ikke denne gang. Ikke nu. For jeg har ondt. Jeg er ked af det. Jeg er desperat. Forvirret. Bange. Magtesløs. Igen. Min verden er væltet igen.

Igår var en dag jeg havde set frem til. Min fætter holdte fødselsdag og jeg havde glædet mig enormt meget til at være samlet til en hyggelig dag med min familie. Vi er blevet enormt tætte efter min far blev syg for 2 år siden, og det er jeg meget glad for. Vi er en meget lille familie, men vi er en god familie.
Under fødselsdagen får min far en kraftig hovedpine. Da han blev syg for 2 år siden blev et stykke af hans kranie skåret af, grundet hans hjerne hævede. Det stykke er efterfølgende blevet sat på igen. Men det er stadig et meget svagt punkt og det var lige dér han havde ondt. For en sikkerhedsskyld blev vi enige om at kører til vagtlægen, om ikke andet, så for at få bekræftet at der ikke var noget galt. Men det var der. Dét stykke af kraniet som har været savet af sad løs, helt løs. Jeg blev bange. Virkelig bange. Det er jeg også nu. For jeg ved ikke hvad der skal ske. Og jeg ved ikke hvad konsekvenser det får. Jeg ved jeg er magtesløs og evig desperat for at min far overlever. Og at han ikke bare overlever, men også lever.
Første gang min far blev opereret lå han i koma i 17 dage. 17 evigheder. Ingen kunne fortælle mig om han overlevede, men alle kunne fortælle mig at, hvis han gjorde, så var han højst sandsynligt ikke den samme far som før.
Jeg husker, hvordan jeg forsøgte at sove tiden væk. Hvordan jeg flygtede væk fra min virkelighed i mine drømme. Alt var et mareridt.
Jeg husker hvordan jeg stirrede på ham i håb om han ville åbne øjnene og stirre på mig. Og hvordan jeg klemte hans hånd i håb om han ville klemme min. Jeg husker hvordan jeg i mine vågne timer tiggede og bad ham om at komme tilbage, indtil jeg havde grædt mig selv i søvne igen.
Jeg vil ikke tilbage dertil. Jeg vil ikke tilbage til den stol ved siden af den seng med alle de maskiner der larmede. Den larm som var lyden af min fars liv. Jeg vil ikke tilbage til det mareridt der var min virkelighed. Jeg vil faktisk længere væk. Meget længere væk. Men nu føles det som om det hele indhenter mig igen.
Der er ikke kommet nogen afgørelse på, hvad der skal ske endnu. Vi skal først til møde med den læge som udførte de sidste 2 operationer på min far. Lægen, hun er heldigvis rigtig dygtig. Og rigtig sød. Men jeg har ikke lyst. Jeg har ikke lyst til at sidde der med fordele og ulemper for de forskellige operationer eller tiltag der kan gøres. Jeg har ikke lyst til at sidde der og prøve på at finde en rigtig løsning på noget der er så (pisse!) forkert. For min far skulle jo aldrig have været syg. Han skulle aldrig have været lam. Han skulle aldrig have været hjerneskadet. Han skulle jo bare have været på arbejde, og så komme hjem og være far igen. Præcis som da han tog afsted. Hvorfor skal han igennem det her? Hvorfor skal vi som familie? Hvorfor skal jeg? Jeg hader den her situation. Og jeg er så magtesløs i den. Jeg kan ikke mere. Jeg har ondt i hjertet. Jeg ryster over hele kroppen. Jeg stortuder. Og intet hjælper.
Men “det skal nok gå” som alle siger. For hvad skal man ellers sige?

Der er 6 dage til jeg skal deltage i Ironman 70.3 European Championship. En dag jeg har trænet til. Set frem til. Glædet mig til. Nu virker det hele dumt. Umuligt og uoverskueligt. Jeg ved jeg ikke får lov at dele den enorme oplevelse med min far. Han står der ikke når jeg løber i mål. Jeg er allerede 3 træninger bag ud. Alt står stille. Undtagen tiden. Den går til gengæld alt for hurtig. For jeg ved ikke hvad fremtiden bringer lige nu. Og jeg har ikke lyst til at møde den.

12231372_850492845067265_1857802281_n
Billedet er fra min fars første operation, hvor han lå i koma i 17 dage.

Tidligere indlæg:
Min verden er væltet
Når ens verden vælter
Ulykken der ændrede mit liv

   

10 kommentarer

  • Årh nej, søde Caroline 🙁 Det er jeg forfærdeligt ked af. Tænker på dig og din familie ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tenna

    Kære Caroline.
    Jeg har været præcist det samme sted som dig.
    Min far fik en meget stor blodprop i hjernen på ferie i Spanien med hans venner for 3 år siden. Lå i koma i over 2 uger. 2 akut operationer grundet hævelse af hjenen. De skar noget af kraniet af og transporterede det til Danmark og satte det tilbage nogle måneder efter. Min far er lam og ikke den samme far, men han overlevede, men hvor er det hårdt, mest for min mor. Min far har også hovedpine, og din historie får mig lyst til at få min far i en Mr-skanner med det samme!
    Jeg føler din smerte og sender positive tanker din vej. For det eneste man tænker er: hvorfor lige vores familie!
    Vær stærk ♥️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Schack

      Kære Tenna,
      Puh det gør mig ondt at hører, at du, din far og hele din familie har været igennem samme mareridt. det er simpelthen det værste jeg nogensinde har prøvet, og selvom man kan vende sig til meget, så er dét at ens familie aldrig bliver det samme igen, simpelthen det sværeste nogensinde at vende sig til, eller i det hele taget at acceptere. Tusind tak for din kommentar, det er på en eller anden måde dejligt at blive bekræftet i, at man ikke er den eneste der står som datter og har været igennem det her, og præcis som du skriver, stiller sig selv spørgsmålet: hvorfor os?! <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mange tanker til dig. Det er den værste ventetid at sidde der ved sengen. Jeg har selv været der for to år siden, da min far lå i koma i en måned. Det var ganske skrækkeligt at vente ❤️ Der er ikke så mange ord, der hjælper. Jeg sender positive tanker og håber det bedste for din far og din familie.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Schack

      Hej Signe, tusind tak for din søde kommentar, den varmede meget. Og ja, ventetiden og udvidenheden er simplethen den værste. Endnu en gang tak, jeg håber din far kom godt igennem det hele, og at i som familie er okay <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bent

    Uha gør mig ondt for jer alle, jeg mødte og lærte din far at kende på Vejle fjord sidste forår, jeg ønsker det bedste for Erik, du må endelig hilse ham og ønsker ham rigtig god bedring.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Schack

      Hej Bent, jeg skulle hilse mange gange igen. Tak fordi du skrev.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kære Caroline.

    Vi kender ikke hinanden. Men i går skrev Camilla Vroue til mig (jeg har gået på efterskole med hende), hun fortalte mig, at I har været roomies på højskole. Hun linkede til din blog. Jeg har lige læst to af dine indlæg omkring din fars ulykke, og jeg sidder nu med tårer i øjnene. Både fordi din historie er så utrolig uretfærdig og meningsløs, men også fordi den ligner min historie rigtig meget! På billedet ligger du over din fars seng, hvor han er indlagt. Var det på NOTIA i Aalborg? Stuen ligner den, min far lå på på en prik. Jeg får virkelig helt kuldegysninger, og i mit hoved vender jeg tilbage til den dag, hvor min fars ulykke skete.
    Jeg begyndte for nyligt at blogge, og jeg skriver næsten udelukkende om livet med en senhjerneskadet far. Ulykken skete for lidt over 3 år siden, men først nu her har jeg lyst til at fortælle min historie for andre i håb om at få lettet mit hjerte men også hjælpe andre.
    Du er meget velkommen til at læse med – jeg håber du vil læse med 😊 I hvert fald skal du vide, at du ikke er alene!

    Kærligst Mia Mejlby Sørensen – http://www.miamejlby.dk

    Jeg prøvede at sende denne som en mail, men det ville ikke lade sig gøre, derfor får du denne lange kommentar.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Schack

      Kære Mia,
      Jeg kender desværre ikke Camilla Vroue, og har heller ikke gået på nogen højskole. Men tak fordi du har læst med her å bloggen og mange tusinde tak for din hjertevarmende kommentar. Ja, billeder er taget på NOTIA i Aalborg, og hvor gør det mig ondt at hører du også har brugt utallige lange timer derinde. Jeg håber din far er okay, jeg ved hvor enormt svært det hele kan være. Hvor er det stærkt du har startet en blog om det, og kan skrive om det. det kræver meget at kunne sætte ord på præcis de følelser og tanker som absolut ingen andre forstår.
      Jeg håber det bedste for din far, familie og især dig. Det er ubeskriveligt at være datter, og det glemmer omgivelserne ofte. Jeg sender et kæmpe knus i din retning <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Kommentér gerne!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Race-report