Vi skal igennem endnu et mareridt

Skal jeg give op?

img_0907

Jeg har overvejet det. Mange gange. Jeg kan slet ikke finde rundt i mine tanker. Det hele virker så uoverskueligt. Men min far skal jo først opereres på mandag. Og jeg har trænet et helt år til det her. Og glædet mig i et helt år til det her. Men jeg glæder mig ikke lige nu. Og jeg orker ikke lige nu. Den Ironman 70.3 virker som det mest uoverskuelige projekt jeg nogensinde har sat mig selv for. Og det er i over morgen. Om 48 timer er løbet kørt. Om jeg deltager eller ej.

Det er som om jeg ikke kan tage nogen beslutning. Det påvirker mig ubeskriveligt meget at min far, min familie og mig selv skal igennem det mareridt igen. Jeg kan slet ikke se mig selv på den anden side af det. Selv i skrivende stund græder jeg, fordi jeg står så magtesløs i den her situation min familie er sat i. Og det gør ondt. Lige der hvor hjertet sidder.
Men min far er en stærk mand. Så stærk at han har besluttet sig for at tage med til Sjælland, sammen med min mor og søster, og bakke mig op i mit løb, hvis jeg altså deltager. Han vil ikke se hans sygdom ødelægge mere for mig.
Min far kan ikke tage med ud til løbet, da det strækker sig over for mange timer og han vil have behov for hvile uden at have ordenligt adgang til det. Men han tager med derover, så han kan heppe på mig, også selvom det bliver fra en seng i København mens jeg løber i Helsingør. Han gør det for at vise mig, at han ikke bare tror på mig, men også ved jeg kan. Og jeg selvfølgelig skal deltage. Min familie mener bestemt ikke at jeg skal give op. Ikke nu. Jeg har kæmpet så meget for at nå her til og jeg har glædet mig hele vejen. Det vil være så dumt at smide det hele på jorden nu. Især når min far, med den situation han står i, alligevel kæmper videre. Og tilmed har overskud nok til også kæmpe med på min sidelinje. Han er virkelig et stort forbillede!
Så nej, jeg giver ikke op. Jeg deltager på søndag og jeg gør det med hjertet. Jeg går ikke efter nogen tid, men efter den oplevelse jeg har glædet mig til siden jeg startede min træning for et år siden. Jeg vil vise min far, min familie, og i særdeleshed mig selv, at jeg godt kan. At vi godt kan. Også selvom livet igen har vist sig fra en urimelig side.

Jeg håber inderligt at jeg søndag morgen har den helt rigtig glæde i maven og i tankerne. Det løb bliver 80% mentalt for mig, og hvis ikke jeg holder det rigtige fokus, så kommer jeg ikke igennem det. Jeg har ikke trænet den sidste uge. Jeg har spist for lidt. Sovet for lidt. Grædt for meget. Men med den opbakning jeg har fra min fantastiske familie på sidelinjen, så tror jeg det lykkes. Det skal det.

Så nu holder jeg fokus. På alt det positive. Alt det gode. Alt glæden.
Der er søndag lige om lidt, og jeg skal deltage i Ironman 70.3 European Championship.
Med et smil. Punktum.

   

6 kommentarer

  • Patricia

    Jeg hepper SÅ meget på dig! Du er simpelthen for sej! Pøjpøj med på søndag og gode tanker til dig, din far og familie. Tak for en inspirerende blog ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Schack

      Hej Patricia, tusind tak for dine opmuntrende kommentar, den gjorde mig rigtig glad! Tak fordi du vil læse med <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine

    Jeg hepper på dig. Hvor er du sej hvor er din familie sej! Jeg er sikker på at du finder det rigtige mindset på søndag og giver den gas! Stort knus fra en trofast følger!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Schack

      Tusind tak Tine, fantastisk at blive bakket op på den måde, det sætter jeg virkelig pris på! tak fordi du følger med <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette Mellergaard

    Du skal nok gennemføre din far være pave stolt af det dig. Han ved hvor meget det betyder for dig.. Du kan godt Caroline du er sej..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Schack

      Tusind tak for din kommentar Mette, og du havde helt ret, min far var virkelig pave stolt! Tak <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Kommentér gerne!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vi skal igennem endnu et mareridt