Ironman 70.3 Race Report

status på livet: det er fandme noget lort

Jeg har været helt stille den sidste uge. Jeg er hårdt ramt. Af negative ting. Desværre er flere i min familie blevet alvorlig syge, hvilket jeg ikke vil komme nærmere ind på. Men jeg er meget, meget ked af det. Det gør ondt i hjertet.
Jeg havde regnet med, at når vi var på den anden side af min fars operation, så ville tingene blive lidt bedre. Men det gjorde de ikke. Tværtimod. Det er hårdt. Rigtig hårdt. Og frustrerende. Opgivende.
Min blog handler altid om positive ting. Træning. Mad. Mig. Og hvordan man kan se positivt på livet, selvom man bliver mødt af mange udfordringer. Men her på det sidste har det handlet om min far. Sygdom. Fortvivelse. Uretfærdighed. Fordi nu er livet for meget. Det er for hårdt.
Jeg føler selv jeg har en helt masse jeg skal leve op til her på bloggen, fordi jeg har startet den i en positiv ånd, for at sprede glæde og for at motivere andre. Og jeg forestiller mig ikke at jeg har været det her på det sidste. Jeg føler virkelig ikke jeg har det. Fordi jeg har grædt. Rigtig meget. Og jeg har været så træt af livet og alle dets urimeligheder og uretfærdigheder. Ikke at i ved det. Men jeg har følt det. Og nu ved i det.
Det her indlæg kommer lidt ude af kontekst. Og uden struktur. Men uanset hvilken hensigt jeg har startet denne blog i, så har jeg ikke startet den for at være uærlig. Eller stille nogle facade op. Så her er den ærlige mig, med følelserne uden på tøjet. Livet er ualmindeligt hårdt i øjeblikket. Fucking uretfærdigt og pisse urimeligt. (sorry)
Men jeg vil se det positive. Om ikke andet, så fokusere på de gode ting der er i løbet af min dag, trods det overordnet faktum, at det hele fandme er noget lort i øjeblikket. Jeg vil gøre det for min families skyld. Men mest for mig egen. For de dage her kommer ikke igen, og livet har i den grad lært mig på det seneste, at det virkelig kun er til låns. Og pludselig an det gå meget stærkt det hele.

Så status på livet lige nu er; det er fanme noget lort. men det er livet. og jeg må finde en måde at komme igennem det her på.
For min families skyld vil jeg ikke uddybe, hvem i min familie der foruden min far også er blevet syg. Men for min egen skyld vil jeg heller ikke ligge skjul på, hvordan jeg har det. Jeg vil ikke stille nogle facade op. Det er ikke nogen hemmelighed at jeg synes det er hårdt. Og jeg vil ikke ligge skjul på det. Men jeg vil heller ikke lade det overskygge det hele, der være plads til begge dele. Og jeg håber i vil give plads til begge dele. Jeg håber i vil forsætte med at læse med.

God søndag, C.

Processed with VSCO with a5 preset

Billede af www.brianlichtenstein.com

   

3 kommentarer

  • Samantha

    Hej Caroline. Jeg er rigtig ked af at høre du oplever mere sygdom i den familie. Jeg har selv det sidste halve år været igennem et kræftforløb med min kæreste og ved hvor pisse hårdt det er når nogen man elsker er så syge. Jeg var ikke selv god til at finde det positive frem når jeg synes alt var noget lort, men det skal man også have lov til at synes engang imellem. Jeg er sikker på du nok skal finde din helt egen måde og tackle det hele på, og hvis ikke er der ingen skam i at bede om hjælp og evt. snakke med en psykolog. Jeg håber alt det bedste for dig og din familie! Og jeg er sikker på dine læsere vil forsat vil følge med. <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe Op.

    Hør nu… Livet ér bare ikke sjov og ballade hele tiden. Ærgerligt nok. Jeg har altid levet med den overbevisning, at nok er man ikke selv (altid) herre over, hvad livet byder på – men man kan selv være herre over, hvordan man FORHOLDER sig til de ting.
    Jeg er selv i en træls situation helbreds- og arbejdsmæssigt. Nogle dage er jeg fuld af gå-på-mod, og andre dage er jeg nedtrykt og modløs. Sådan ér det bare! Og helt tydeligt er du, og andre i din familie, midt i en krisesituation. Håndteringen af kriser strækker sig over flere forskellige faser – og det er helt normalt. Så ja, du er ked af det og magtesløs. Selvfølgelig er du det!! Nogle dage har man lyst til at åbne vinduet og råbe “RØØØØØV!”, andre dage har man lyst til at ligge i fosterstilling under dynen. Og det er helt okay! Mit bedste råd må være, at du skal anerkende de følelser, du nu engang har (ja, det lyder sgu lidt zen…) For alle følelser er okay!
    Og så vil jeg ønske for dig og din familie, at der snart kommer lidt medgang til jer.
    Kh.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kir

    En lyserød candyfloss blog er dejlig livsbekræftende at følge. I en periode. En kort periode. Så bliver det kedeligt, opstillet, instafint, og man ser lige i gennem det. Du skal ikke være bekymret for dine læsere, måske de overfladiske smutter, men så får de bare nogle andre.
    Selv folk med det mest positive livssyn, kan rammes så hårdt, at de kommer ned i et dyk. Det er livet, og du skal nok komme op igen. Jeg ønsker alt det bedste til dig og din familie.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Kommentér gerne!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ironman 70.3 Race Report