En milepæl på godt og ondt

Dagbog fra ”fuck-det-hele-ferie”

20645840_1388270427956168_1593068943_n

Mit indlæg om min ”fuck-det-hele-ferie” blev læst af virkelig mange, og flere har skrevet og spurgt, hvordan og hvorledes vi gjorde det. Der tydeligvis mange flere end mig, som trænger til bare at skride fra det hele! Derfor tænkte jeg, at jeg ville dele vores tur i detaljer, og forhåbentlig inspirerer andre til bare, at tage en taske på ryggen og holde fuldstændig fri fra alt.

25 juli: Afgang til Sverige med halvanden taske.
Klokken 08.15 tog vi færgen fra Frederikshavn til Göteborg. Vi gik ombord og havde derfor ikke bil med, det er både super billigt og nemt! (Billetter kan købes fra 99kr via StenaLine) Denne tur tager cirka 3 timer, hvilket blev udnyttet på absolut fornuftigste vis med en tilkøbt brunch-buffet. Så vi brugte den første halvanden time på at spise os dårlige i scrambled eggs og bacon – og den sidste halvanden time på at slå mave på dækket!
Om der var ekstra proteiner i de æg ved jeg ikke, men da vi ankommer til Göteborg og jeg hiver tasken på skulderen lyder et ”kkrriiaagh” (eller hvordan man nu lige staver til lyden af, at noget der revner) – og så stod jeg der; klar til vandretur i Sverige med en rygsæk der nu havde halvanden skuldrestrop. Fedt fedt fedt.
Med mit mest ærgerlige bæfjæs kiggede jeg på M med forventningerne om, at han selvfølgelig havde en løsning på mit problem. Det havde han også. Han smilede sødt og sagde ”sådan noget sker bare kun for dig, men heldigvis kan vi købe en ny taske til dig her i byen inden vi tager videre” Og jaja, han havde da ret, men alle mine ambitioner om ikke at bruge en krone på ferien faldt fuldstændig til jorden. Jeg kunne lige frem fornemme hvordan en ny rygsæk snart ville sænke slagskibe på min konto. Men vi gik af færgen og op i byen. Busterminalen ligger cirka 30min til fods fra færgen og er en smuk gåtur gennem brolagte gader og gågaden. Her er der blandt andet rig mulighed for at købe de ting man evt. mangler, så som en taske i mit tilfælde…
(Har du ikke været i Göteborg før, så kan du på færgen få et kort over byen eller bruge google-maps på din mobil, hvis du har fri data i EU, og bare skrive busterminalen ind, som ligger tæt på shopping centeret Nordstrand)
Vi gik ind i ”Naturkompaniget” som havde et stort udvalg rygsække. Flotte, fine, slidstærke, vandafvisende, robuste og mærkerigtige rygsække. Der både kunne gå langt og med masser af oppakning. Og som også alle sammen kunne sætte ild til mit dankort. Faktisk brænde det fuldstændig sammen. Men jeg kunne jo heller ikke tage på vandretur uden rygsæk, såå deeet…
Jeg valgte en rygsæk fra Fjällräven; Kajka 65L. En rygsæk i virkelig slidstærkt stof, med en innovativ træramme som afstiver, udviklet til kvinder (der er også en til mænd) og med mega god bærekomfort. Den kostede 2800kr, men heldigvis blev jeg da ret hurtigt glad for min nye rygsæk, for det gjorde min konto bestemt ikke.
Jeg fik pakket om. Midt i butikken. Fyldt med kunder. Og så fik jeg også lige vasket deres gulv. Fordi jeg glemte at lukke låget på min vandflakse og dermed lavede en større vandpyt midt i det hele. Men det er jo også bare typisk mig. Sådan på den helt pinlige måde.
I Naturkompaniget købte vi også et kort over Boshusleden, som ruten for resten hedder!
Nå men tilbage til ruten gennem gågaden uden at bruge flere penge på vejen op til busterminalen. Her gik vi ind på billetkontoret og købte en busbillet til ”Farshatt”, Grøn expressbus som går hvert 10. minut! Vi tog bussen kl14 efter at have spist romantisk frokost i solskinsvejret (take-away pizza på en bænk). Bussen tog cirka 40 minutter, og fra stoppestedet gik vi op ad en lille villavej og direkte ind på Bohusleden med start fra etape 7. Der er i alt 27 etaper på ruten, så hvis du virkelig har brug for at ”fucke-det-hele” i en længere periode, så er der altså rig mulighed for det!

Klokken var knap 15 da vi gik ind på ruten og vi havde fundet et spot på kortet, hvor vi gerne ville slå lejer. Der var cirka 15km derhen, i meget smukt natur. Vi kom til søen omkring kl20 og slog telt op. Man bliver en smule svedig af at rande rundt med et sneglehus på ryggen, så vi hoppede direkte i søen inden vi lavede aftensmad og spiste det på stenene helt nede ved vandet.
Jeg havde taget en ny bog med ”Papmaché-reglen” af Hella Joof, som jeg ville starte på, men jeg nåede kun 2 sider ind i bogen før jeg måtte flække af grin. M blev selvfølgelig nysgerrig, og derfra blev det til højtlæsning af bogen. Det var mega hyggeligt, den bog er fantastisk god og sjov!

img_1435img_1419

26 juli: Ud i det blå med rygsæk på
Man sover fantastisk i naturen. Og længe. For man går jo i seng når der bliver mørkt og vågner, tja når man nu engang vågner. For mit vedkommende cirka 11 timer senere. Vi pakkede teltet sammen, spiste morgenmad og så tog vi ellers sneglehusene på ryggen igen og gik videre.
Dagens rute foregik i nemt terræn af små stier gennem marker med heste og køer, og med udsigt ud over skovdale. Vi holdte frokostpause ved en sø og fandt også en brønd til at tanke vores vandflasker. Sent på eftermiddagen kom vi til en stor sø, hvor vi igen smed taskerne, og tøjet, og blev nedkølet. Det er uvurderligt skønt efter en lang og svedig gåtur! Vi sad og tørrede i solens stråler inden vi fandt et sted at slå lejer.
Her var der faktisk en shelter-plads, dem er der en del af på ruten. Jeg vil dog anbefale at man tager sit eget telt med, både fordi at shelterne jo kan være optaget, men også fordi der er myg og andet skidtværk man bare gerne vil være fri for når man skal sove.
Vi slog telt op på en græsmark i tilknytning til shelterne og faldt i søvn til den smukkeste solnedgang, mens vi igen læste et par kapitler højt af ”Papmaché-reglen”.

20667940_1388272347955976_1711730472_n

27 juli: Kaffe(kysse)pause og paradispletten
Vi sov igen længe og var først klar til at gå videre omkring kl 11 om formiddagen. Men inden vi smuttede kom en ældre herre kørende ind til shelterpladsen. Jeg tror han arbejde der som frivillig og sørgede for der var pænt og rent. Han var virkelig sød og spurgte ind til vores tur og hvad vi havde planlagt for dagen. På det tidspunkt havde vi faktisk ikke planlagt så meget, så han havde en masse forslag til, hvor vi skulle holde kaffe(kysse)pause, spise frokost og slå lejer! Han var tydeligvis kendt på ruten og vidste hvor de helt smukke steder var, så dem fik vi tegnet på kortet.
Han fortalte os også, at vandet i de store søer var fuldstændig rent og at vi sagtens kunne drikke det. Så vi fik tanket vandflaskerne op, og vandet var virkelig rent og smagte fantastisk – altså som vand nu kan smage.
Dagens rute var lidt mere snørklet med masser af op og ned på små skovstier! Men selvom det var lidt hårdt, så glemte man det når man bevægede sig rundt i den smukke natur. Og det fede ved, at det går op, er at man altid når til punkter med enorm smuk udsigt!
Vi holdte kaffepause ved en stor sø, hvor vandet var helt klart og turkis, med den smukkeste udsigt. Jeg ville gerne have slået lejer her, meeeen M mente bestemt det var alt for tidligt da klokken kun var 13.
Vi gik videre og et par timer efter sad vi på toppen af en klippe med udsigt over endnu en smuk sø. Her spiste vi vores frokost inden vi gik de sidste par kilometer for dagen.
Den søde svenske mand havde tippet os om, at gå lidt af ruten og ned til en vandski-klub og slå lejer der, hvilket jo var helt fantastisk.
Jeg tror vandski-klubben var løbet tør for medlemmer, den havde i hvert fald ikke været i brug længe og området var helt fredeligt. Det var virkelig en lille paradisplet, men en stor sø med helt klart vand, badebro, bålplads og masser af skov. Vi slog telt op helt nede ved søen, hvilket gav den fineste udsigt fra soveposen. Bagefter smed vi tøjet og hoppede i søen. Der var jo alligevel ingen.
Jeg havde pakket små sæbeflasker, du ved dem man får på hoteller, og så tog vi os ellers et bad! Og det var (fandme!) dejligt.
Helt seriøst, hvis du tager sådan en tur her, så lov mig at du finder en sø, hvor du både smider alt tøjet og hæmningerne, og så springer nøgen i! Den følelse af frihed er fantastisk!
Og skulle der alligevel komme nogle forbi, så bare rolig, jeg er sikker på de har set en nøgen krop før.
Bagefter lå vi bare på en badebro og tog sol, mens vi slappede helt af. Om aftenen trak det op til regn, så vi kravlede i posen kl21 til lyden af regn på teltdugen og endnu et par kapitler af Papmaché-reglen. (Fantastisk dag, der i den grad blev overdrysset med glimmer og sat på kaminhylden)
img_1420

20706477_1388268334623044_2003913932_n

28 juli: Typen der ikke vil hjem
(Behøver jeg at sige, at vi sov længe?) Vi spiste morgenmad på badebroen til det dejligste solskinsvejr. Der kan være lidt køligt om morgenen, så jeg havde væbnet mig med lange bukser og uldsokker (ikke at der er SÅ koldt, men de er bare herlige at have på fødderne) men altså, inden jeg fik min morgenmad spist færdig, sad jeg på den badebro i sports-bh og trusser. Solen var sku bare dejlig og ville gerne tanne min krop, så det fik den lov til!
Jeg indstillede alt sammenpakning af telt og lagde mig på badebroen i protest om at forlade stedet. M var heldigvis meget enig med mig i, at stedet her jo var helt fantastisk smukt, fredeligt og en god idé at holde en fuldstændig hviledag ved.
Men… der er altid et men….
Planen var jo sådan set, at vi skulle have bevæget os tættere mod Lilla Edet som vi dagen efter, altså den 29 juli, skulle tage bussen tilbage til Göteborg. M hev kortet frem og regnede hurtigt ud, at hvis vi blev her endnu en nat, havde vi mere end 13km ind til byen, hvor vi forresten skulle være inden kl12, for at nå bussen. Not so cool.
Jeg var af den overbevisning, at trods vi var ude i den svenske vildmark, så måtte der da gå nogle busser ind til byen. Altså vi skriver jo 2017. Men jeg blev klogere. Nok går der nogle busser, men altså ikke i weekenderne. Så med bæfjæs på måtte jeg jo erkende, at vi måtte pakke teltet sammen, forlade paradispletten og sætte kurs mod Lilla Edet.
M fandt heldigvis hurtigt en ny plet på kortet med en sø der lå i perfekt i forhold til, at gå ind til Lilla Edet dagen efter. Der var ikke så langt dertil, og det meste af ruten ville være på grusvej, så jeg trak tiden så lang tid jeg kunne på badebroen før vi fik pakket vores grejer sammen tog sneglehusene på ryggen. Vi forsatte turen og efter 2 timer drejede vi af Bohusleden og gik mod Lilla Edet i stedet. Vi fandt søen M havde udpeget sig på kortet. Det vidste sig at være et endnu mere smukt og endnu mere fredeligt sted end hvor vi kom fra! Vi slog lejer helt nede ved vandet igen, badet nøgne, lavede bål og spise aftensmad i vandkanten.
Om aftenen begyndte det igen at regne, hvilket var perfekt, fordi det er vanvittigt hyggeligt at ligge inde i et telt mens det regner! Og så blev der ellers læst højt fra ”Papmaché-reglen” og drysset glimmer på dagen. (det med glimmeret er noget fra bogen)

20644011_1388268351289709_896881949_n

29 juli: dansk buschauffør, kæmpe kanelsnegl og masser af regn.
For første gang på turen havde vi sat vækkeuret, som ringede kl07.30.
Vi skulle senest gå mod Lilla Edet kl09.30, så vi havde rigeligt tid til at nå bussen.
M er typen som altid er i god tid, hvor jeg nok mere er typen der rander rundt som en høne uden hoved og konstant er 5 minutter forsinket. Han har sat sig for at lære mig, at være i god tid. Hvilket er lidt af en opgave. Men jeg er da taknemmelig for det, fordi det er sgu bare lidt nemmere.
Vi fik pakket teltet sammen og kom afsted mod byen. Der var knap 5km, men det gik stærkt da ruten var på almindelig vej. Vi var allerede i Lilla Edet klokken 10.45, altså 1time og 15min før tid – det var under ingen omstændigheder sket hvis jeg var rejst alene… MEN! Fedt at være i så god tid, for nu havde vi tid til at finde en bager i byen og få noget lækkert morgenbrød.
Vi fandt en café 8minutter fra stationen, og de havde buffet! (ju-fucking-hu!) Der var både rundstykker, æg, pålæg, youhurt, müesli, nutella, juice, kaffe, kakao osv. for en sølle pris af 55 SEK! Jeg ved ikke om i kan forestille jer, hvor meget mit lille ansigt lyste op da jeg så den buffet, for bagefter at grovæde så meget at jeg var helt dårlig. Men nøøøjh hvor var det skønt at få almindelig mad igen! Um num num!
Vi gik tilbage til busstationen. I regnvejr. Seriøst regnvejr.
Oppe på stationen spurgte jeg på mit absolut bedste svensk en flink buschauffør, hvor bus 422 til Göteborg holdte og om vi kunne købe billet i bussen, og han var utrolig hjælpsom. Da vores bus kom forsatte jeg på mit absolut bedste svensk om at købe billet, hvor vi skulle stå af og skifte og hvornår vi cirka var Göteborg.
Buschaufføren svare på dansk. Rigtig dansk. Jeg taber kæben og bliver helt overrasket. Og udbryder ”jamen du kan jo dansk?” ”ja, jeg kommer fra Danmark” svarede han og grinte. Jeg ved ikke hvad han grinte mest af; mit overraskende ansigt eller min egen version af det svenske sprog som han nu lige havde været vidne til. Men han var nu meget flink og svarede på alle min spørgsmål, på dansk, og så lænede vi os ellers tilbage i de bløde sæder mod turen tilbage til Göteborg.
I Göteborg regnede det også. Meget. Men vi mente ikke, at vi kunne tillade os at brokke os, for det var eneste gang på turen vi egentlig gik i regnvejr, og det er bare ikke nær så slemt når man er på vej hjem og ved man kommer i tørt tøj og sko inden for et par timer. Vi var allerede i Göteborg klokken 13.30 og skulle først med færgen til Frederikshavn kl16, så igen var vi jo i enormt god tid! Og vejen ned til færgen gik jo gennem gågaden. Så jeg fik hurtigt charmet mig til, at M kunne passe på taskerne mens jeg lige hurtigt kunne sunderede terrænet (du ved) i de mange tøjbutikker som havde udsalg! På et tidspunkt kom vi forbi en bager med enorme kanelsnegle, jeg lyver ikke når jeg siger at de var på størrelse med en LP-plade (de store ”cd’er” til en grammofon)! Og M var pludselig meget glad og helt okay med at sidde parkeret på taskerne med en stor kanelsnegl mens jeg kiggede lidt mere i butikker.
Godt våde og glade oven på en fantastisk tur tog vi færgen tilbage til Frederikshavn kl16 og var på dansk jord igen kl 19.

Jeg har lidt svært ved at finde de rigtig ord for at beskrive hvad denne tur gav mig. Men først og fremmest så gav den mig fuldstændig ro. Der var ingen ting jeg skulle tage stilling til. Jeg skulle bare følge den orange markering og så sørge for at nyde de smukke omgivelser. Jeg lagde mobilen i tasken og skænkede den ikke en tanke. Bare det, at opleve glæden ved det helt basale som at bade nøgen i en smuk sø omgivet af skov, spise mad ved et bål og falde i søvn til lyden af regn mod teltet. Det kan ikke forklares, bare se af at kom afsted og oplev. Du vil ikke fortryde det!

Lidt praktisk, hvis du selv vil afsted:
Man kan gå ruten som man vil, der er jo 27 etaper! På 5 dage gik vi etape 7-10, og vi havde bestemt ikke det lange ben foran. Vi blev begge overrasket over, hvor godt ruten faktisk er afmærket. Hvert andet træ har en orange markering, ja jeg vil næsten vove at påstå at det er umuligt at gå forkert på ruten! Men jeg vil stadig anbefale at have kort med. Så kan man planlægge hvor man evt. vil holde pause og sove, hvis man som os ønsker at have sø-udsigt hver nat! På kortet kan man også se om ruten der ligger for dagen er nem/middel/svær, hvor lang den er, om der er shelter-pladser osv. Du kan også bruge kortet når du skal af ruten og finde en bus tilbage til Göteborg, men her kan du selvfølgelig også bare bruge google-maps!
Du kan se busforbindelser i området her: https://www.vasttrafik.se/

img_1434Her er der en oversigt, hvor vi gik. Kortet ser måske lidt uoverskueligt ud på billedet, og når jeg siger at Boshusleden er den røde markering der løber igennem, så gør det det heller ikke nemmere. Men kortet giver meget mere mening så snart man har det i hånden. Vi startede faktisk uden for kortet men gik ind på kortet cirka 1 time efter vi var stået af bussen, helt nede i bunden, hvor man lige kan ane en grøn markør.
Første nat overnattede vi ved Romesjön, den blå markør.
Anden nat overnattede vi ved Ålevatten, den pink markør.
Tredje nat overnattede vi Rödevatten, hvor vi gik lidt fra stien og ned til en vandskiklub – den orange markør.
Fjerde nat overnattede vi St. Sildevatten, hvor vi var gået af Bohusleden og tættere mod Lilla Edet – den lilla markør, hvor man lige kan ane Lilla Edet i venstre side.

Der er ingen indkøbsmuligheder på den rute vi gik, så går du den samme, så skal du have alt din mad med fra start. Du kan købe måltider i forskellige friluftsbutikker (ca 60kr pr måltid), og det er selvfølgelig lidt dyrt for en pose frysetørret mad, men kan kun anbefale det, da det ikke vejer så meget og kun skal tilsættes kogende vand! Og alt taget i betragtning, så skal man også lede længe efter en ferie, hvor man kun betaler 60kr pr måltid! Du kan også tage et par af de små poser nudler med (du ved, de små til 3kr), hvis du nu ikke er helt så sultne eller bare får brug for noget andet end den frysetørrede mad.
Jeg sælger måske ikke det frysetørret mad særlig godt nu, for det smager bestemt ikke som en 3retters, men bare det, at du ikke skal forberede andet end at koge noget vand, hælde det i en pose og så ellers bare sidde og nyde det hele ude i naturen, det giver den største ro, tilfredshed og maden smager bare fantastisk i de omgivelser! Og vand kan som sagt tankes direkte fra store søer.
Og så skal du huske toiletpapir! Der findes faktisk toiletter ved nogle af shelter-pladserne, men ikke alle. Så ta et par ruller med, alt efter hvor mange du skal være væk, og skid i skoven. Det er på ingen måde slemt og det værste der kan ske, er at du få et myggestik på balden mens du laver pøller.

Husk du selv skal slæbe din taske, så pak kun det mest nødvendige!
Her er min pakningsliste for de 5 dage/4 nætter vi var afsted i:
5 par strømer
5 par trusser
2 sports-bh
3 t-shirts
1 top
1 varm trøje
1 tynd trøje
1 par shorts
1 par lange bukser
Lommelygte + batteri
Kop/skål og ske i hård plastik
Dunke til 3L vand
Sovepose
Liggeunderlag
Evt en bog og powerbank til mobilen (in case of emercency og så du kan tage billeder på mobilen)
Myggespray og knot-net (net til at tage over hovedet om aftenen når man bare har fået nok af myg der forsøger at gøre sig ansigt til et festmåltid – ja man ligner en bi-farmer, men det er virkelig needed at have med)
Kasket
Solbriller
Solcreme
Alco-gel
Toiletpapir
Regnjakke
Vabelplaster
Hårbørste
En lille sæbe og deo
Micro-fiber håndklæde (evt. badetøj, hvis nu du ikke er ene mand om søen)
Tandbørste + tandpasta
Mad (evt. et par poser slik)

Når i holder pause, fx for at spise frokost, så sørg for at få din svedige t-shirt af og hængt til tørre på et træ og ta’ i stedet en tynd langærmet på. Ta’ også din sko og strømper af så dine fødder kan få noget luft mens i alligevel bare sidder og hygger.

Jeg håber du har lyst til at prøve at tage en ”fuck-det-hele-ferie”, for det er jeg mere end sikker på at alle vil have godt af. Jeg nød det med hele mit hjerte og mine batterier blev tanket helt op igen. Vi var bare os, i de smukkeste omgivelser og det var helt fantastisk. Jeg glæder mig virkelig til vores næste tur sammen.

Smil fra C.

   

6 kommentarer

  • Lykke

    Hej C. Dejlig læsning (: hvor er dit telt, sovepose og liggeunderlag fra?
    Mvh Lykke

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Hvor lyder det bare som en fantastisk tur!! Og tak for alle de brugbare tips, jeg må da lokke min kæreste med på sådan en tur 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Schack

      Det glæder mig at hører, at der både var inspiration og tips at hente i dagens indlæg! 😀
      Jeg håber han får lyst til at tage med, det vil han bestemt ikke fortryde!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sille

    Hej Caroline 🙂 Super fed blog og virkelig godt indlæg her. Jeg er blevet så inspireret og skal helt sikkert på en fuck-det-hele-ferie 🙂 Dog har jeg lige et spørgsmål. Det telt i havde med, hvilken model er det?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Schack

      Hej Sille, mange tusinde tak, hvor er jeg glad for at hører jeg har inspireret dig til sådan en tur også! 😀
      Vi havde et 14 år gammelt telt med fra North Face (Model: Mountain 25) som vi havde lånt af en ven. Det var et ganske almindelig 2 personers og vejede 4kg. Hvis det er fordi i skal ud og kigge på et nyt telt, så tror jeg der her minder meget om det vi havde med, bare det er en meget nyere og lettere: https://www.campz.dk/the-north-face-assault-2-telt-gul-481396.html

      Siden  ·  Svar på kommentar

Kommentér gerne!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En milepæl på godt og ondt