Jeg var bange for sukker 

En milepæl på godt og ondt

I dag er en dag fyldt med følelser. Fyldt med taknemmelighed og frustrationer på samme tid.
I dag er det præcis 3 år siden min verden faldt sammen om ørene på mig, og hele min familie. Jeg husker dagen så tydeligt. Jeg var lige startet som værnepligtig i forsvaret. Jeg havde lige fået udlevet min fine uniform. Jeg var stolt. Pisse stolt faktisk.
Vi stod i geled, altså mig og min deling, og pludselig bliver jeg bedt om at træde frem af en senior sergent og følge med. Jeg var sikker på jeg havde gjort noget forkert og jeg skulle have røvfuld.
Gid det var så vel. Men det var meget værre. Han fortalte mig, at der var sket noget på min hjemmefront og at jeg skulle ringe til min mor. I den anden ende af røret var der kaos. Jeg forstod ikke et ord af, hvad der blev sagt fordi min mor grad så meget. Men jeg forstod godt at der var noget fuldstændig galt og at det handlede om min far. Jeg grad. Hold nu kæft hvor jeg grad.

Jeg kom til Aalborg sygehus og mødte min nye virkelighed. En far der havde fået flere blodpropper i hjernen og som nu var alvorlig syg. Men ikke syg nok til at sygehuset gjorde noget ved det. Frustreret løb jeg rundt på gangen for at få hjælp af sygeplejerske og læger, men ingen havde tid. Samtidig prøvede jeg at bevare roen overfor min far, som udmærket godt vidste det var noget pis. Han var allerede blevet lam i venstre side og blind. Hver gang han spurgte efter hans blodtryk og jeg svarede, sagde han ”det er noget lort det her Caroline, jeg er bange” .. min far som eller altid har været den stærke. Min far som aldrig har været bange. Min kæmpe klippe lå nu ned. Og jeg kunne intet stille op. Tingene bliver kun værre og han endte i koma. Hele kraniet på højre side af hjernen bliver fjernet fordi hjernen hævede op pga. de store skader fra blodpropperne.

Pludselig var han mere død end levende. Ingen vidste noget.
Og dem som vidste lidt ville ikke fortælle noget.
Jeg var bange. Fucking bange.
Og jeg grad. Hver en time.
Og når jeg ikke grad, så sov jeg. Ved siden af min far.
Jeg ville ikke give slip på ham. Og under ingen omstændigheder give op på ham.
17 dage. 17 evigheder.

Men han vågende.

Og shit han har kæmpet.
Kæmpet sig til at sidde op, til at stå op, til at delvist kunne gå.
Kæmpet for at kunne tale igen og læse igen.
Kæmpet for at lærer at skrive på mobil igen.
Kæmpet for at lærer at give et knus og et kys.
Kæmpet for at lære og sige ”jeg elsker dig min lille pige” igen.
Men mest af alt, kæmpet for at få livet tilbage og være en far og mand igen.

I dag er det 3 år siden, at vores liv ændrede sig fuldstændig. Ingen troede det ville være muligt.
I en alder af 52 år blev du totalt nulstillet, og med de absolut dårligste forudsætninger rejste du dig fra et hul og nu er vi her.
Hver eneste dag er en kæmpe udfordring, men tak fordi du aldrig giver op og altid kæmper.
Jeg vil aldrig undvære dig.
Mit største idol.
Min far.

far1
Fra da min far lå i koma, senere kom op og sidde og begyndte at kunne tale igen, hvor han første gang sagde “Hej”, og anden gang sagde “Jeg elsker dig“. Og nogle måneder efter endelig kom op og stå og jeg fik mit første knus siden ulykken.

far2
Jeg kom og besøgte min far i min ambulance fra forsvaret på et plejehjem han kort var på inden han endelig fik lov at komme helt med hjem. Og han var med til min udnævnelse til konstabel halvandet år efter ulykken. Mine forældre kunne også fejre sølvbryllup og min far og jeg fik åbnet vores ishus sammen i sommeren 2016.

far3

Min far i hans flotte Falck uniform og med medaljerne der viser tro tjeneste i over 25 år. Og et billede fra vores første jagt sammen igen efter ulykken. Og så var der her i juni, hvor jeg løb over målstregen til min første Ironman 70.3, og dér stod verdens sejeste far med tårer i øjene og klar til at give verden største krammer. Jeg blev så glad, for på daværende tidspunkt var han både for syg og for træt til at kunne deltage i dagen, så det var en kæmpe overraskelse at han alligevel var der da jeg løb i mål!
Og så et billede fra vores sidste kamp. Som vi også slog! Da min far fik fjernet den ene side af kraniet igen, på grund af den sad løs.
Disse billeder er fyldt med følelser og minder jeg aldrig vil glemme. Det er de her øjeblikke jeg hiver frem og husker mig selv på, når jeg synes min verden bliver uretfærdig og tingene svære at overskue. Fordi alle disse billeder minder mig om én ting: den som altid kæmper, taber aldrig helt. Min far er en figther uden lige, og har i den grad vundet livet tilbage. Og hver eneste dag, kæmper han for at komme et lille skridt tættere mod den hverdag vi havde for bare 3 år og én dag siden.
Og vi har mødt modstand. shit vi har mødt modstand. Han har i den grad. Gang på gang. Men han giver ikke op. Vi giver aldrig op. Aldrig. Jeg er så evig stolt af, at han er min far, og jeg elsker ham for alt hvad han er.

Dette indlæg er skrevet med hjertet, masser af tårer og følelserne helt uden på tøjet.
Tak fordi du læste med.

   

7 kommentarer

  • HA

    Du tuder generelt bare lidt for meget tøs 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Annette Novrup

    Jeg tænker, at du også er sej – Det er ofte sværere at stå på sidelinjen! En sej far, mor og datter!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Diana

    Så flot skrevet ! Kender jer ikke – men sad med en tåre i øjnene da jeg læste det her ! Flot kæmpet af jer alle !
    God weekend og alt godt til jer fremover fra en ” gammel ” sæbynit 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christian

    Rigtig flot skrevet og godt at du holder humøret selv om det er meget svært! Familie er det vigtigste og lov mig at i støtter hinanden i gennem alt. Jeg mistede min far for lidt over et år siden, familien og venner har været det der har holdt mig oven på!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Linea

    Sej far 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ole

    En meget rørende historie. Faktisk første gang jeg hører så meget om forløbet. Tak for det.
    Du er sgu en sej datter og Det er sejt, som Erik kæmper sig op fra sumpen. Godt han har sin familie, der støtter, som I gør.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sikke et smukt indlæg. Man mærker tydeligt kærligheden mellem jer. Hvor er din far bare virkelig sej ❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Kommentér gerne!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg var bange for sukker