Jeg er bange

Dagen derpå: et kaos

Dagen i går var lang. Urimelig. Unfair.
Frustrerende. Og pinefuld.

Efter mange lange timer fyldt med tomme blikke fra både min mor og jeg, ringede lægen endelig.
Operationen var gået “planmæssigt”. Jeg hader ordet “planmæssigt”.
Planmæssigt i forhold til hvad?
Planmæssigt i forhold til hvilke risikoer? Planmæssigt i forhold til hvilke bivirkninger?
Jeg er nu sikker på at hun mente planmæssigt = godt.
Men når man har følelserne uden på tøjet og et hoved der er ved at eksplodere med tanker og frustrationer, så er det sidste man har brug for et ord som kan “gradbøjes”.
Men hun lød glad, og en smule lettet. Og det gav ro i maven.
Og uanset hvad hun havde sagt, så havde det nok ikke ændret på vores eneste respons: hvilken afdeling bliver han kørt på nu? 

Han blev kørt til opvågning og overvågning på NOTIA. Hvilket var en lettelse for mig.
Jeg kender NOTIA godt. Ja jeg har jo nærmest boet der i 3 uger, da min far første gang lå i koma. Så jeg havde det godt med, at han blev kørt derover.

Han var træt. Og langt fra vågen. Et eller andet sted, som forventet. Men alligevel var det hårdt at se.
Han så svag ud. Men da vi kort fik øjenkontakt, så han også lettet ud.
Han klemte min hånd. Hårdt. Han var for træt til at sige noget, men jeg vidste hvad det betød.
Vi vandt. Igen.
Og nu vil tiden vise, om det forhåbentlig ikke var den sidste operation som vi skulle kæmpe os igennem.

Da min far klemte min hånd, føltes det lidt som om, at den elefant jeg snakkede om i går, steg af mit bryst. Hvilken lettelse det var at have ham i hånden. En hånd fyldt med varme, styrke og kærlighed.

img_2416

Vi blev enige om, at det nok var bedst min far fik en masse ro og hvile. Så min mor og jeg satte kursen mod Sæby. Han er jo i trykke hænder – sagde vi en 7-8 gange i minuttet. Og forsøgte at bekræfte os selv i, at det hele nok skulle gå.

Men da vi nåede til Sæby startede en ny lavine. Op af aftenen ringede min mormor.
Hun grad. Og var meget svær at forstå.
Min mor og jeg skyndte os ud til hende. Hun havde virkelig svært ved at få luft.
Ambulancen kom. Sammen med frustrationer. Fortvivlelse. Og afmagt.

Hvorfor mig? Hvorfor os?

Min mormor blev kørt afsted. Og min mor grad.
Jeg var helt stille. I situationen føltes det hele så uvirkeligt.

Elefanten er tilbage på mit bryst. Og den har taget 50kg på.
Det hele spænder til. Og det gør ondt i hjertet.

Det blev til endnu en nat uden så meget søvn.
Endnu en nat med et tankmylder af spørgsmål, som alle sammen startede med ”Hvad nu hvis….”
Jeg forsøger at være positiv. Men det er fandme svært.
Jeg føler at de rammer som danner mit trykke ”hjem” er ved at krakelere fuldstændig i en storm. Her er utrygt. Og jeg er bange. Bange for at miste alle de elementer som er mit ”hjem”. Min familie.

Jeg har brugt hele min formiddag på Hjørring sygehus, for at være der for min mormor og få en snak med hendes læge.
Snakken var både positiv og negativ.
Fakta er at hun har kræft. Fakta er at hun ikke kan blive rask.
Men fakta er også, at der findes flere hjælpemidler til at give hende en bedre hverdag. Så det håber jeg vi kan finde ud af. Fordi det gør ondt helt inde i hjertet, og se hvordan hun lider. Jeg kan ikke holde det ud.
Mormor fik et kæmpe knus og et kys, og jeg fik en reminder på, at vi kæmper sammen og at hun elsker mig højt.

Kursen blev bagefter sat mod Aalborg sygehus, hvor min far ligger.
Det var fantastisk at se ham. Han er lettet. Glad. Og rørt. Lige som mig.
Men han er også træt. Hævet. Og fyldt med smerter.
Han har anlagt et dræn i baghovedet. Og han er plasteret godt til.
Han får masser af morfin. Men han smiler.

Jeg har fødselsdag i morgen. Og jeg har inviteret gæster.
Jeg forsøger at glæde mig. Men det er svært.
Det virker meningsløst at skal fejre fødselsdag, når dem man elsker mest, måske slet ikke kommer.
Og jeg har langt fra styr på det hele. Jeg er træt.
Jeg føler jeg er blevet kørt over af en damptromle.
Jeg ville ønske der var nogle, som kunne komme og overtage min rolle i det her spil. Bare for én dag. Så kunne jeg tage et sted hen. Uden bekymringer. Uden at være bange. Uden tankerne om ”hvad nu hvis…”
Men sådan er livet ikke. Sådan er mit liv i hvert fald ikke. Jeg kunne rejse hele jorden rundt, uden det vil ændre på, at min base er et kaos. Der findes ikke et sted, som kan ændre på min virkelighed. Der findes ikke et sted jeg kan rejse hen, uden jeg har min frygt med mig. Min frygt for at miste dem jeg elsker mest.
Så jeg bliver her. Og kæmper videre. Fordi selvom her er kaos, så er her også ubetinget kærlighed. En kærlighed jeg langt fra er klar til at miste, og som jeg for alt i verden vil kæmpe for at beholde.

img_2420

   

8 kommentarer

  • Rikke

    Hvor er det forfærdeligt, at du skal rammes så hårdt. Håber det bedste for dig og sender mange tanker til dig og din familie.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Schack

      Det er virkelig hårdt. Men mange tusind tak for din søde kommentar!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Isabella

    ❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mie

    Du er virkelig en pige med vilje og styrke selvom at er ved at falde fra hinanden!! Jeg sender så meget kærlighed til dig og din familie. Husk det er okay hvis din fødselsdag ikke bliver som planlagt, dine gæster vil forstå dig og fejre dig alligevel uanset hvordan du kommer til at blive fejret. Du er pisse sej! Og det vildt fedt at følge dig som jeg har gjort i laaang tid. Fortsæt din kæmpe styrke du har i dig, for du kan godt og du er vildt stærk bare i dig selv. !

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Schack

      Tusind tak for en virkelig sød kommentar Mie. Den varmede meget. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • <3 Sikke en dejlig nyhed med din far – tænkte sådan på jer! Hvor er det bare synd for dig med din mormor, håber I alle snart kommer på den anden side af det her kaos og at du får en dejlig fødselsdag i morgen, trods alt. Stort tillykke herfra <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Schack

      Tusind tusind tak Kamille, det var virkelig pænt af dig. Jeg havde en god fest, selvom det var hårdt at undvære min far. Jeg håber snart han kommer hjem fra sygehuset!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Kommentér gerne!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg er bange