Fødselsdag og sygehus

En hård weekend

Det har været en særlig weekend.
Jeg har fejret min 25 års fødselsdag, omgivet af alle de mennesker som jeg elsker mest, og mange af de venner som jeg savner i min hverdag. De har alle været der for at fejre mig, og det har været helt fantastisk. Det var i det hele taget en fantastisk fest.
Men det var også en hård fest.
Hård fordi min far ikke var der. Jeg ved hvor meget han havde set frem til at skulle fejre mig. Give mig kanel. Møde alle de venner som jeg så tit snakker om, men som han ikke har mødt. Og allermest glædet sig fordi, at nu fyldte hans lille pige jo 25 år, og det skulle være en helt særlig fest som han rigtig gerne ville tage del i.
Men det fik han ikke lov til. Da han ikke har fået lov at komme hjem fra sygehuset.
Jeg besøgte ham igen i dag. Det gjorde også i går. Og på min fødselsdag.
Det er hårdt. Og det gør ondt helt inde i hjertet.
Han har det rigtig skidt.
Operationen er gået som den skulle. Men den efterfølgende proces har været slem.
Han er hævet i hele hovedet. Han kan næsten ikke åbne øjnene.
Han har ondt. Man kan se han lider. Både fordi han har mange smerter. Og fordi han ser ud som han gør. Men mest af alt lider han fordi, at han er gået glip af det han har set så meget frem til.
Hans udseende er heldigvis bare for en kort periode. Man forventer at hævelsen har fortaget sig inden for en uge. Men min 25 års fødselsdagsfest kommer ikke igen. Desværre.
Jeg ville ønske den gjorde.
Jeg ville i det hele taget ønske jeg havde udsat den, så min far kunne have været med. Men det var svært at vide, da jeg planlagde den, at han ville være indlagt der. Vi fik først operationsdatoen få dage før. Og da vi fik den, spurgte jeg ham, om vi skulle ændre datoen. Men som han så tit siger, så må jeg ikke pause mit liv, bare fordi han er syg. Så det prøver jeg at lade være med. Men det gør det bestemt ikke nemmere, når man så bliver tvunget til at undvære ham til nogle oplevelser. Især de oplevelser, hvor det både for ham, men bestemt også for mig, havde været vigtig at han havde været en del af det.

Men vi kæmper sammen. Og det bliver vi ved med.

22015346_1432919376824606_1256572952_o

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Kommentér gerne!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fødselsdag og sygehus