Træning er for alle

Jeg er bange

Jeg har ikke sovet i nat. Min mave føles som om den er ved at eksplodere af smerte.
Min far skal opereres i dag. Han skal have sin nye kranieplade sat i.
Jeg har ventet på den her dag i flere måneder. Jeg vidste jo den ville komme. Og alligevel er jeg fuldstændig ved siden af mig selv. Men hvordan forbedreder man sig også mentalt til, at man måske mister sin far igen? Jeg hader det. Hele den her lorte situation.
Hvorfor mig? Hvorfor os? Mine mange frustationer giver mig kvalme.

I dag er en lorte dag. Virkelig. Min far er allerede på operationsbordet. Ingen ved hvor lang tid det vil tage. Men timer. Mange lange timer.
Men i dag er også en god dag. For når min far vågner, så har han fået en ny kranieplade. Og så er han ikke dagligt i livsfare længere. Så er han “rask” igen. Rask i den forstand, at hans kranie igen beskytter hans hjerne. Ikke at hans hjerne er rask, men bare at den er beskyttet.

Men hvad nu hvis? Jeg hader den sætning. Den fylder enormt meget inde i mit lille hovede.
Fordi hvad nu hvis han ikke overlever?
Der er risikoer. Og der er mange.
Risikoer for han ikke overlever.
Riskikoer for at han overlever, men får nye hjerneskader.
Risikoer for at han får epilepsi.
Risikoer for alt muligt. Og det hele er kun negativt.

Jeg sidder udenfor. Jeg prøver at nyde solen. Men lige nu er den bare i vejen. Og for varm. Og skinner mig irriterende meget lige i ansigtet. På en lorte dag som denne, er det absolut intet som er godt. Jeg har ikke spist noget siden igår aftes en gang, for jeg er ikke sulten. Min mave er en stor hård knude fyldt med smerter. Min mor har spurgt 7 gange om jeg ikke vil have noget at spise, og jeg er ved at eksplodere af irritation over hendes kærlighed og overskud. For jeg har ikke noget i dag. Min konto er tømt. Alt er i minus. Undtagen tårer, dem er der til gengældt rigeligt af.
Det føles som om der står en elefant ovenpå min brystkasse, der gør det svært at få luft. Jeg kan mærke hver gang mit hjerte slår, og lige nu slår det alt for hurtigt. Jeg er bange. Og med det jeg skriver her, vil nogen nok mene jeg er direkte angst. Måske det også er rigtig. Men det er også okay. Man må gerne være bange for at miste. Og det er jeg. Der findes ikke noget mere angstprovokerende, end at ligge livet på en af dem man elsker aller mest, i hænderne på nogle andre.

Jeg har talt med lægen som skal lave min fars operation. Hun er sød. Rigtig sød. Og helt sikkert også dygtig. Hun tog snakken og alle mine spørgsmål med et smil. Jeg kan ikke rigtig huske hvad jeg spurgte om, eller hvad hun svarede, men det var bare rart at få snakket med hende.

Jeg forsøgte også at snakke med min far inden han blev kørt ind. Men det var svært. Man kunne så tydeligt se, hvor pisse bange vi begge to er for at det her går galt. Det er umuligt at finde kampgejst med tårer i øjnene og en trang til at sige farvel, som var det for sidste gang.
Vi har talt meget i telefon sammen de sidste par dage. Vi har forsøgt at snakke om, hvor bange vi begge to er, men det har slet ikke hjulpet. Måske snarre bare bekræftet, at der virkelig er noget at være bange for. Men det ved vi godt. Det har vi hele tiden vidst.

Det føles rart at forsøge at sætte ord på mine tusinde følelser, selvom ordene langt fra rækker.
Jeg er taknemmelig for i vil læse med. Jeg ved godt jeg ikke er alene, men hold kæft hvor føler man sig alligevel ensom med de titusinde spørgsmål som ingen kan svare på.

Min mor har spurgt om vi skal gå en tur. Det vil jeg sige ja til.
Tiden skal jo gå med noget. Og lige nu går den bare ufatteligt langsomt.

Jeg har fødselsdag på fredag, og han har lovet mig, at han er der til at fejre mig.
Jeg stoler på ham. Det har jeg altid kunnet.

Her er et billede, taget imorges, inden han blev kørt ind.
Han smiler som altid. Verdens sejeste far.
img_2396

 

 

   

10 kommentarer

  • Jan Nielsen

    Kære Caroline
    Vi er mange mange der føler med jer. Jeg håber at alt er gået som det skal. Jeg håber du får overskud til at komme med en status melding. Vi er mange der har brug for at høre hvordan vores dejlige Erik har det.
    De kærligste hilsner
    Jan Nielsen

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pøj pøj med din far. Er sikker på det hele kommer til at gå godt og din far er der til at fejre dig på fredag. <3 Håber gåturen med din mor hjalp lidt. Tanker herfra Aalborg :-*

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Finn Elisiussen

    Hej
    Jeg var udrygningsleder i Aalborg hvor jeg havde en del vagter sammen med din Far han var et dejlig menneske meget pligtopfyldende og en dygtig redningsmand , håber det bedste for Jer han er sejr og skal nok klarede det tænker på Jer..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Schack

      Hej Finn, det lyder spændene og det glæder mig at hører, at du har sådan et godt indtryk af min far. Mange tusinde tak for din søde kommentar. Jeg er sikker på jeg skal hilse mange gange!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Edward

    Jeg tænker meget på jer flot beskrevet hils Erik når han vågner hilsen Edward

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Hej Caroline. Jeg håber alt er vel og at din far har det godt efter omstændighederne. <3

    Siden  ·  Svar på kommentar

Kommentér gerne!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Træning er for alle