Hvem er egentlig triatlon for?

Verdens sejeste far

I dag har verdens sejeste far fødselsdag.
Jeg er i skrivende stund på vej hjem til nordjylland for at fejre den store dag med ham. Han bliver 55 år. Og det er fucking sejt. For bare 3 år siden var jeg tæt på at miste ham. Det værste tænkelige mareridt blev vores hverdag.  Min hverdag. Det var et helvede. Og det er det til tider stadig. Men som årene er gået, så er der kommet flere gode dage end dårlige, og det værdsætter både jeg, min far og hele vores familie inderligt. Dage som denne, altså fødselsdage, har været rigtig svære de seneste par år, især for mig. Fordi dage som disse minder mig om traditioner vi har haft, og ting vi plejer at gøre. Ting som vi ikke længere kan, fordi min fars handicap begrænser os. Og det har virkelig været svært fordi mig at acceptere. Fordi jeg så inderligt gerne ville tilbage til ”normalen”. Tilbage til den familie hvor min far var rask. Tilbage til den tid, hvor der var flere smil end tåre, og mere glæde end bekymringer.

Men i dag længtes jeg ikke efter fortiden som jeg tidligere har gjort. I dag ser jeg tilbage på den med et stort smil. Et smil fordi der er så mange fantastiske minder skabt med min far og hele min familie. Og de minder har jeg muligheden for at skabe endnu flere af i dag. Intet bliver som de var før, men det er også okay. Fordi i dag skaber vi nye traditioner, så vi næste år, og om 10 år, kan gøre det igen, og minde hinden om, at det her er ”normalen” for os, og at det ikke bare er ”godt nok” – det er helt perfekt.

Et af de minder ejg især ser tilbage på, er dette stolte øjeblik fra vores største rejse sammen.

f

Jeg fik jagttegn som 15-årig, og siden da drømte min far og jeg om at komme til Afrika på jagt. En drøm der blev realiseret i sommeren 2013! Det her er et af vores absolut største minder sammen, og et billede end ikke 1000 ord kan beskrive. Det er præcis dette billede jeg printede ud og satte i en ramme ved siden af min fars seng, da han lå i koma. Det billede har fulgt min far gennem alle hans ophold på forskellige sygehuse og rehabiliteringscentre. Det har altid stået ved siden af hans seng og mindet ham om, hvorfor det er han kæmper så hårdt, hvorfor vi kæmper så hårdt, sammen. Vi skal nemlig til Afrika igen. Det er helt sikkert. Målet for min far og jeg er uden tvivl, at komme på jagt igen i Afrika.

Jeg ville ønske jeg kunne give min far dette i fødselsdagsgave, men det kan jeg ikke. Hvad jeg kan give ham, er forsikringen om, at det kommer til at lade sig gøre, en dag. Så derfor får han i stedet et lille hjemmelavet ”klippekort” til riffelbanen, så vi kan komme ud og skyde en masse i løbet af de næste par måneder. Min far er nemlig tidligere venstrehåndsskytte, men er nu lam i venstre side – derfor skal der en masse træning til, så han igen kan tage det perfekte aftræk, bare med højre hånd.

Jeg håber i alle får den absolut bedste weekend, og at i vil nyde den ekstra meget med dem i elsker. Det vil jeg gøre.

Smil fra C.

 

 

 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Kommentér gerne!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvem er egentlig triatlon for?