En lørdag i KBH

Angst

I mit indlæg omkring min fars operation, skrev jeg om at jeg var bange. Du kan evt. læse indlægget her. Jeg beskrev hvordan jeg følte, at der stod en elefant ovenpå i min brystkasse som gjorde det svært at få luft. At mit hjerte hamrede hurtigt. Og meget hårdt.
Og så nævnte jeg ordet angst.
Efterfølgende har jeg fået mange søde og hjertevarmende beskeder om, at det er flot jeg tør at stå frem. For nogle er ordet åbenbart tabulagt. Forbundet med man er psykisk syg.
Det har taget mig flere dage at få sat de rigtige ord på dette indlæg, og jeg ved endnu ikke om jeg synes det er fyldestgørende, og om det overhovedet er noget jeg burde udgive.
Men det har fyldt meget inde i mit hoved. Og når noget gør det, har det altid hjulpet at skrive det ned og dele det med jer. Så det gør jeg. Nu. Med en underlig mavefornemmelse.

Jeg har ikke været ved læge og fået konstateret angst.
Jeg ved ikke, hvordan andre har det, når de har angst.
Men jeg ved, at jeg den dag, og i dag, og i morgen er angst for at mindste min far.
Og jeg ser det ikke som noget tabu, men som en naturlig del af alt det jeg har været igennem de sidste 3 år. Det gør det bestemt ikke nemmere. Men det er rart at vide hvorfor.

Jeg ved min angst er her fordi, at jeg ikke har valgt den her situation. Min familie har ikke valgt den her situation. Men vi er blevet tvunget ud i den. Og nu har vi levet i den i over 3 år. Alt har ændret sig, og ja der har været langt flere dårlige dage end gode. Det er så mega frustrerende og angstprovokerende, at blive sat i en situation, hvor hele ens kernefamilie bliver væltet til jorden. Tingene falder fra hinanden. Ens hverdag og daglige rutiner bliver revet væk. Alt er aldrig mere som det plejer at være. Og man skal op til flere gange ligge ens fars liv i andres hænder.

Nu er min mormor også blevet syg. Uhelbredelig kræft. Og min mor er selvfølgelig hårdt påvirket og meget svækket på grund af alt det her. Det er min søster også. Lige som jeg også er. Vi 5 har et særligt bånd til hinanden. Vi har været enormt tætte siden min morfar døde i et trafikuheld for nogle år siden. Og nu er alle i min lille familie ramt. Lige i hjertet. Dér hvor det gør allermest ondt.

Nogen vil mene jeg overdriver. Jeg har i hvert fald fået af vide her på bloggen, at jeg tuder for meget og er pisse svag. Måske jeg er. Men jeg er okay med det. Jeg er okay med at tude meget. Jeg er okay med at være svag. Og jeg er okay med at have angst og være bange.
Jeg er langt fra okay med den situation jeg, min familie og min far er blevet sat i. Den har ændret hele vores liv. Jeg er langt fra okay med at skal frygte for at miste min far. Jeg er langt fra okay med at skal vinke farvel til alt det vi plejede at gøre. Tage på jagt. Tage på ferie. Småting som at tage i biffen eller ud at spise. Alt er mere besværligt og kræver enormt meget planlægning.  Vi havde planer og drømme, men nu er det hele sat på standby. Og det er jeg ikke okay med.
Det tager tid, rigtig lang tid, at rejse sig når man så hårdt er blevet skubbet i jorden. Og det tager endnu længere tid at bygge noget nyt og solidt op af de murbrokker der er tilbage.

Når jeg ser tilbage på de sidste 3 år i helvede, forstår jeg ikke, hvordan jeg er kommet hertil i dag. Hvem den stærke pige inden i mig er, som har kæmpet så hårdt for sin familie og især sig selv. Men jeg tror på hende. Det bliver jeg nød til. Jeg skal nok klare endnu et år mere. For jeg skal kæmpe. Jeg har ikke nogen andre valg. Min mormor kæmper. Min far kæmper. Hele min lille familie kæmper. Og så kæmper jeg selvfølgelig også. For dem. Og for mig selv.

22140670_1437696116346932_303565852_o
Min søster mangler på billedet, men ellers udgør disse fantastiske mennesker alt hvad jeg er.

   

2 kommentarer

  • Signe

    Hej Caroline
    Hvor er du stærk. At sætte ord på det der gør ondt er stærkt og det skal du aldrig selv betvivle. Jeg ved hvordan det føles at have angst og det vigtigste er at når man mærker følelsen af det, at give sig selv egenomsorg og acceptere det man føler i kroppen. Hvis du kæmper imod vil følelsen blot forstærkes og det ønsker man ikke. Det er så forbandet hårdt, men giver på en måde også en indsigt i sig selv, som man kan drage nytte af i fremtiden.
    Jeg værdsætter din åbenhed i dine blogindlæg og så kan det være vi pludselig løber ind i hinanden når jeg til december skal starte som redderelev 😉☺
    God søndag aften.
    Vh. Signe

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kære Caroline.
    Du er på ingen måder svag – tværtimod! Jeg følger dig på IG og faldt over dit opslag, hvor du fortæller om dette indlæg. Jeg skriver også på min blog om min fars ulykke, som han blev svært hjerneskadet af, og netop i dag har jeg udgivet et indlæg om angst – angsten for at miste mine nærmeste til endnu en forfærdelig ulykke eller sygdom.
    Jeg beundrer din åbenhed, og det inspirerer mig til at blive ved med at være åben omkring mit liv, tanker, følelser, op- og nedture efter min fars ulykke. Jeg føler mig tit alene med disse tanker og følelser omkring det at være datter til en senhjerneskadet far, men når jeg læser din blog, så føler jeg mig ikke alene. Så tak for din åbenhed – måske kan du få noget ud af at læse min blog. Jeg ved det ikke, men du skal også vide, at du ikke er alene.
    Kh. Mia

    Siden  ·  Svar på kommentar

Kommentér gerne!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En lørdag i KBH