Om at være sin egen værste fjende og bedste ven

Den værste tid

I går skrev jeg om, at være min egen værste fjende og bedste ven. Jeg skrev om, at jeg mine absolut værste og hårdeste tider, også er de tider hvor jeg har udviklet mig mest og fundet min styrke. Læs det her. Og i dag, skal det handle om den hårdeste tid, indtil nu.

Jeg husker tydeligt min tid i forsvaret. Min far blev syg dagen efter jeg startede i værnepligten. Jeg havde alle grunde til at stoppe. Give op. Og jeg havde lysten til det. Tusinde gange. Men alligevel blev jeg ved. Og det kostede mig dyrt i tårer, frustrationer og søvnlæse nætter. Jeg var konstant træt. Alt var uoverskueligt. Jeg kunne sjældent få mine tanker eller sætnninger til at give mening. Det var som om jeg langsomt lukkede ned. Jeg har aldrig prøvet noget så hårdt, og jeg håber aldrig jeg skal igennem det der føltes som 1,5 år i helvede.

Jeg tog min værnepligtigt i Skive, og min HRU i Aalborg, hvor jeg efterfølgende blev ansat i stående styrke. Det var en tid, hvor der konstant blev sat krav, både fysisk og psykisk. En tid, hvor jeg konstant blev udfordret på alle fronter, og hvor det var nødvendigt altid at levere sit bedste, hvis man ville være en del af flokken og videre i uddannelsen. Og det var selvom jeg kæmpede en kamp for min far og familie på hjemmefronten. Og kæmpede en kamp for mig selv og dét at finde mig selv i en hverdag med en pludselig hjerneskadet far. Men jeg havde også sat mig for, at hvis min far skulle kæmpe for at komme tilbage til livet, så kunne jeg jo ikke bare give op. Jeg sammenlignede vores kamp, og det tror jeg vi begge fandt inspiration i.
Jeg føler selv, at jeg mødte meget modstand i forsvaret, fordi jeg altid gik på arbejde med halv energi og hele tiden var bagud i læringsprocessen sammenlignet med de andre i min deling. Jeg blev konstant skadet, fordi min krop var så evigt træt. Jeg havde også meget fravær, fordi jeg blev syg eller fordi min far skulle opereres. Jeg gik glip af så meget, men som der alligevel blev forventet, at jeg kunne. Jeg blev kaldt til samtaler, fik dårlig udtalelse, sat bagerste i flokken osv. Jeg havde SÅ dårligt selvværd, jeg følte slet ikke jeg passede ind og mistede næsten troen på, at jeg overhovedet kunne finde ud af at være soldat.

Nu skal det ikke lyde som om, at det er forsvarets skyld, at jeg havde det hårdt. Fordi nok er en uddannelse i forsvaret krævende, men det er den jo for alle. Grunden til det ramte mig så hårdt, var måden mit gulvtæppe blev rykket væk under mig, og hele min verden væltede. Mens jeg stod i en hel ny uddannelse, en hel ny hverdag, hvor alt bare var anderledes. Jeg vil aldrig mene, at forsvaret skulle have taget hensyn til mig, tværtimod. Så skulle jeg have taget mere hensyn til mig selv, og måske have sagt fra. Ikke givet op. Men sagt fra. Fordi det var ikke menneskeligt det jeg gjorde mod mig selv, ved konstant at tvinge mig selv til at forsætte.
Men jeg så det bare ikke sådan, dengang. Jeg så det som om, at jeg gav op, hvis ikke jeg forsatte. Og dagen derpå, hvor jeg faktisk havde besluttet mig for at give op, vendte bøtten. Faktisk var jeg på vej ind til chefen for at sige op. Give op. Kaste håndklædet i ringen og hele lortet på gulvet. Men så blev jeg stoppet af en god kollega. Og han fik sagt en masse kloge ting. Hvilket fik mig tilbage på rette spor, og jeg blev i forsvaret indtil den dag jeg sagde op pga ny uddannelse.

Jeg referere altid til den her periode i mit liv, som “min tid i forsvaret”, men faktisk burde det jo nok mere hedde “sommeren 2014 til 2016”, hvor jeg arbejde i forsvaret. Men forsvaret kom til at betyde rigtig meget for mig. Også selvom jeg lige nu, stadig ser tilbage på den tid, som det absolut hårdeste jeg har været igennem, så var min tid i forsvaret også den tid, hvor jeg udviklede mig allermest. Fordi uddannelser i forsvaret er sgu hårde, det er de for alle, og jeg måtte kæmpe endnu mere fordi jeg var ved at miste min far, og hele min verden væltede om ørene på mig. Forsvaret krævede jo som sådan ikke mere af mig, end de gjorde af alle andre som gerne vil være professionelle soldater, men det var kampen for min far, min familie og mig selv der gjorde forskellen. Men på de dage, hvor jeg var allermest presset, ked af det og frustreret, var også de dage, hvor jeg byggede min styrke endnu større og stærkere. På de dage, hvor jeg ikke orkede at stå op, hvor jeg var helt tom indeni og hvor alt bare kunne være lige meget, så tvang forsvaret mig op og igang, tvang mig til at få noget ud af min dag og lærte mig noget nyt hele tiden. Jeg tror ikke, at jeg havde klaret mig så “godt” i perioden efter min fars ulykke, hvis ikke jeg havde haft dette at stå op til hver dag.
Jeg blev aldrig en virkelig dygtig soldat. Men jeg endte da med at blive nogenlunde. Til gengæld blev jeg en stærkere og bedre Caroline. Og det er jeg glad for jeg aldrig gav op på. For siden jeg stoppede i forsvaret for at begynde på en ny uddannelse, har jeg mødt meget modstand i livet. Både fysisk, men især og psykisk. Jeg har virkelig skulle kæmpe både med og mod mig selv gennem de sidste par år, og jeg er overbevidst om, at jeg aldrig kunne have gjort det, hvis ikke det var fordi jeg havde taget den udvikling i forsvaret.

Som du nok kan læse, så fylder mine år i forsvaret stadig meget for mig. Men jeg minder også mig selvom, at bakspejlet er lille og at forruden er stor. Og når jeg som nu, vælger at kigge bagud, så er det aldrig for at gøre opmærksom på, at det var synd for mig. Men for at finde viden til at se klare fremad og med konstant fokus på, hvordan jeg kan bruge de kampe jeg kæmpede den gang, til at kæmpe endnu en kamp jeg møder på min vej mod næste mål.

Jeg er overbevidst om, at jeg en dag vender tilbage til forsvaret. Jeg tror ikke, at jeg er færdig med at være soldat endnu. Og selvom det var den hårdeste tid, så er jeg sikker på, at der venter en fed tid, måske også hård, hvis jeg en dag vender tilbage.

11695900_789084621208088_3973442012286643592_n
Billedet er fra den dag, hvor jeg blev udnævnt konstabel. Det var en stor milepæl for både min far og jeg.

   

6 kommentarer

  • Pia

    Du er fantastisk til at sætte ord på dine følelser, en god egenskab at have, jeg håber du får nogle dejlige positive tilkendegivelser retur, for det fortjener du 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Du er bare den sejeste! Jeg kan slet ikke forestille mig hvor hård en hverdag du måtte have haft, men hvor er det sejt, at du gjorde det alligevel. Sejt, at du holdt ud! Det virker til at have gavnet dig meget, den tid.
    Jeg skal selv i forsvaret til februar, med en forventning om også at udvikle mig og blive psykisk stærkere. Det har jeg en ide om, at man ikke får muligheden for ret mange andre steder.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Schack

      Virkelig tusind tak for den søde kommentar. Jeg øsnker dig alt det bedste i forsvaret og håber det indfrier dine forventninger og drømme. Det bliver en hård tid, men også rigtig fed. Husk det, snus ind og få det bedste ud af det hele!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Susanne

    Du er så fantastisk sej, så åben og hudløs ærlig fortæller om dig selv og Eriks ulykke. En ulykke og et forløb efter jeg ved har rystet mange, nuværende falckredder samt tidligere kollegaer som mig selv til din far. I er i vores tanker.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Schack

      Mange tusinde tak Susanne. Den besked varmede rigtig meget! <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Kommentér gerne!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om at være sin egen værste fjende og bedste ven