Om endelig at finde den rette hylde

Når tårerne triller uden forklaring.

Det er underligt, hvordan alting kan vende på en tallerken.
Nogen gange skal der så lidt til at vække minder som jeg endnu ikke kan rumme.
Jeg savner ham så inderligt. Min far. Den han var, før han blev hjerneskadet.
Humøret går fra godt til dårligt. Overskuddet fra meget til aboslut intet.
På ingen tid.

Jeg vågende klokken7 i morges. Jeg har fri i dag og havde planlagt at sove længe inden jeg skulle til tandlæge klokken10. Men eftersom jeg ikke kunne sove mere, kunne jeg jo lige så godt stå op.
Jeg havde virkelig meget overskud. Det tog mig kun 2 minutter at få tøj på og komme i gang. Jeg kunne jo både nå at vakse bil og få trænet inden jeg skulle til tandlæge.
For bare en time siden havde jeg det virkelig godt. Jeg havde virkelig meget overskud og energi.
Jeg tog til tandlægen, som planlagt. Men her blev mindet om min fortid. Fordi tingene er anderledes herover i Odense. Og voksenlivet er meget anderledes fra min barndom.
Ikke at der er noget nyt i det. Men alligevel kørte der en film på nethinden med hele min barndom mens jeg lå der i tandlægestolen. Og det ramte mig virkelig hårdt.
Jeg kom til at tænke på så mange lykkelige minder med min far og hele den familie vi var, før alt ændrede sig. Minder som blev lavet for bare få år siden. Jeg kom til at savne det hele. Så meget at jeg fik ondt i hjertet.
Og det skræmte mig. Tænk af noget så banalt som at tage en tur til tandlægen kan få minder frem i mig, som jeg slet ikke kan rumme. Trods det at jeg elsker dem. Og værdsætter at have dem.
Men det er så hårdt at vide, at de ting ikke kommer igen. De ting han sagde og de ting han gjorde som fik mig til at føle så meget kærlighed og tryghed. Ting som jeg længtes inderligt efter, og som aldrig kommer igen. Fordi min far ikke er den samme. Fordi min familie ikke er den samme. Og aldrig bliver det.

Jeg ved slet ikke hvad jeg vil sige med det her indlæg. Jeg havde virkelig bare brug for at skrive nogle af de her tanker ned. Jeg er simpelthen så frustreret over mig selv. Jeg føler mig SÅ svag lige nu. Hvordan er det muligt at blive så ked af det, og så hårdt ramt, på en dag hvor man havde så meget overskud. Bare fordi man lukker øjnene i en tandlægestol?
Jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke mig selv og det her virvar af følelser og tanker som endnu ikke er faldet til ro. Og som jeg endnu ikke kan håndtere.

Mit overskud er nul lige nu. Jeg kan slet ikke overskue resten af min dag.
Men jeg bliver nød til bare at minde mig selv om, at det er okay at savne. Det er okay at være ked af det. Også selvom man ikke rigtig kan forklare hvorfor. Og også selvom andre ikke forstår hvorfor.
Endnu mere vigtigt, så bliver jeg nød til at minde mig selv om, at trods min far og min familie aldrig bliver den samme igen, så har vi stadig hinanden, og det er alt hvad vi behøver for at skabe nye minder.

Tak fordi du læser med.
Jeg håber du får en god weekend.
-C.

23484872_1475244522592091_1100164903_oDet her billede blev taget i Wales i sommers. Her er så smukt. Nogen gange hjælper det at kigge på øjeblikke som disse, hvor jeg smiler med hjertet, for at minde mig selv om, at livet skal leves. Uanset hvor hårdt det er. 

 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Kommentér gerne!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om endelig at finde den rette hylde