Når tårerne triller uden forklaring.

Om at være sin egen værste fjende og bedste ven

Søndag er altid den dag, som jeg bruger til at planlægge og tilrettelægge den kommende uge. Jeg planlægger min træning, tjekker op på aftaler, laver en grovskitset madplan og får handlet ind til den, får gjort lidt rent, og sat de sidste flueben på ugens to-do liste.
Det er også søndag, hvor jeg gør regnskabet op for ugen der er gået. Har jeg nået alt det jeg ville, har jeg været stresset, fået for lidt søvn etc., og hvad der evt. skal til, for at jeg kommer igennem de næste 7 dage uden at tabe mig selv.
Det lyder måske meget voldsomt, at jeg har behov for dette, og ikke bare tager søndag som en søndag og slapper af. Men jeg er typen der fungere bedst med en plan. Jeg har mange bolde i luften, og jeg vil gerne gribe dem alle. Jeg vil gerne være dygtig og udvikle mig konstant, både på arbejde, til træning, og her på de sociale medier. Samtidig med dette vil jeg gerne være der for min familie, være en god kæreste og en god veninde. Og det hele kræver tid, overskud og energi. Derfor er planlægning nødvendigt for mig, især hvis jeg ikke skal tabe mig selv med følelsen af, at jeg enten ikke slår til som person overfor dem jeg elsker. Eller tabe mig selv med den dårlige samvittighed af, hvis jeg har været nød til at droppe en del træning fordi jeg ikke har haft tid eller energi. Eller tabe mig selv med følelsen af skuffelse, hvis jeg ikke præstere på jobbet, udvikler mig og lærer noget nyt.
Så ja, jeg er en krævende pige overfor mig selv. Og det har jeg det fint med. Fordi jeg er af den overbevisning, at hvis ikke det var fordi jeg konstant har stillet høje krav og sat store forventninger til mig selv som person, så var jeg aldrig nået så langt som jeg er i dag. Hvilket jeg er pave stolt af.  Og jeg husker bestemt også at rose mig selv.
Jeg skubber mig selv hårdt, og nogle gange har jeg skubbet mig selv så hårdt, at jeg er kommet ud på et sidespor og har måtte søge hjælp for at finde tilbage på det rette spor igen. De tider har været enormt hårde, opgivende og frustrerende. Men det præcis også de tider, der har udviklet mig mest og givet mig den største styrke.
I morgen fortæller jeg om den absolut værste tid, som var den jeg havde mens jeg var ansat i forsvaret.

-C.

1234aa

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Kommentér gerne!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når tårerne triller uden forklaring.