Strik til kulden

Alene i mit kaos

Jeg oplevede det igen i dag. At mit hjerte bare hamrede der ud af. Mens jeg sad helt stille. På en stol. Midt i klasselokalet.  Jeg var bange for de andre kunne se det. Eller hører det.

Jeg snakkede med min mor i morges da jeg kørte i skole. Hende og far var på vej på sygehuset til en scanning. En almindelig en af slagsen, i forbindelse med den operation min far fik lavet i efteråret.
Men scanningen udvikler sig til en indlæggelse, da den havde vist, at der var opstået nogle væskeansamlinger inde i min fars hoved. Ikke noget akut, men stadig alvorligt. For væsken skulle jo ikke være der. Så hvorfor var den kommet, hvor var den kommet fra, og hvordan skulle de få den ud? Alt sammen nogen spørgsmål vi først får svar på i morgen når hjernelægerne har holdt møde omkring det, og derfor har lægen valgt at beholde min far på sygehuset.

Jeg får beskeden om, at min far er blevet indlagt i en SMS. Og mit hjerte galopere mens jeg forsøger at tale mig selv til ro. Men jeg kan ikke styre det. Trods der i sms’en står, at det hele er stille og roligt, så reagere min krop som en orkan af dårlige, usikre og bange følelser der hvirvler frem.
Jeg hader det. Fordi i det jeg modtager sms’en er jeg jo ikke, altså hvis du spørger mig, hverken ked af det eller bange. Fordi jeg vil jo også gerne, at lægerne beholder ham til observation og finder ud af hvad årsagen og løsningen til problemet er. Jeg vil jo gerne, at min far er i de tryggeste hænder, og i den her situation er det på sygehuset.
Og alligevel reagere min underbevidsthed som om, at der er noget fuldstændig galt. Og jeg kan ikke kontrollere det. Selvom jeg prøver at sige til mig selv tusinde gange, at der jo ikke er noget alvorligt. I hvert fald ikke endnu. Og så længe vi ikke ved mere end det, hvorfor så overhovedet bekymre sig om det? Altså det udvidende. Og alligevel kan jeg bare mærke, at jeg slet ikke kan styre det. Mine følelser. Eller min tanker.
Jeg har slet ikke lyst til at være inde i mig selv. Inde i det her kaos. Jeg vil bare gerne smække døren til alle de tanker og frustrationer, der alle sammen starter med ”hvad nu hvis…”

Jeg har ingen kontrol. Over mig selv. Over ting som jeg slet ikke ved noget om eller kan forudse.
Jeg har ikke lyst til at reagere som jeg gør. Jeg har ikke lyst til at sidde der, og være bange uden grund. Men det er jo tydeligvis ikke noget som jeg bestemmer, heller ikke selvom jeg siger til mig selv at jeg skal holde op med at skabe mig.

Jeg synes det er (fucking) frustrerende, at skal være en del af den her rutsjebane som min underbevidsthed sender mig igennem, selvom jeg virkelig ikke vil. For jeg vil jo bare gerne tage det som det nu en gang bare er, en scanning, en undersøgelse, og en samtale mellem nogle læger. Men jeg kan ikke styre det. Mine tanker bliver til et kaos af frustrationer der alt sammen bygger på uvished og angst.
Og mit hjerte hamre så hårdt, at jeg føler det er på vej ud igennem brystkassen eller op igennem halsen. Det lyder måske lidt overdrevet, men hvis nogle af jer som sidder og læser med har prøvet det, så ved i hvad jeg mener. Og det er død ubehageligt.
Og jeg bliver pinligt berørt over, at jeg reagere som jeg gør. Og jeg sidder dér, midt i en klasse, og har bare slet ikke lyst til at blive opdaget i, at jeg har det pisse træls. Jeg har faktisk slet ikke lyst til at være der. Eller nogen som helst andre steder. Jeg har kun lyst til at få kontrol over det kaos der er inde i mit hoved.

Jeg hader min underbevidsthed stadig har så meget kontrol over mig. At den kan skabe sådan et kaos inde i mig. Og jeg hader, at jeg stadig ikke helt ved, hvordan jeg skal tackle det.
Der er sikkert nogen af jer, som sidder og læser med, som synes at det vil være godt for mig, at snakke med en psykolog, en terapeut, en veninde, en der har prøvet det selv eller min mor. Og det er også en god tanke. Min mor er i hvert fald altid god at snakke med. Men i de her situationer, der har jeg ikke brug for en overdosis af kærlighed, omsorg, forståelse eller andet.
Jeg har brug en forklaring på, hvorfor jeg ikke selv kan styre, hvornår jeg skal være bange, og hvornår jeg ikke skal. Hvornår min krop skal reagere som om, at der faktisk er noget galt og hvornår den ikke skal. Hvorfor jeg ikke kan få mit hjerte til at falde til ro igen. Fordi det er jo ikke noget. Indtil videre er det jo bare væskeansamlinger i hovedet.  Måske en lidt uventet opdagelse. Men stadig ikke noget akut. Han er jo i trykke hænder, så jeg forstår slet ikke, at jeg skal have det sådan her.
Jeg har brug for de svar.

Men jeg ved jo godt de svar ikke findes. Eller jo: at ting tager tid. Og at det er helt ”normalt” at have det ”unormalt” i en hverdag, der fra en dag til en anden blev totalt ændret, og hvor der siden hen konsekvent har været kaos. Og hvor afstanden mellem op og nedtrue er meget lille.

Men jeg finder ro i at skrive det her. Jeg finder ro i at tvinge mig selv til at sætte ord på mine følelser og tanker. Tvinge mig selv til at rydde op i mit kaos og skrive det ned, sort på hvidt. Jeg finder ro i at klargøre overfor mig selv, at alt det her ”bare” er en del af de lorte situationer som livet til tider sætter mig i.
Min far er sej. Jeg forstår ikke, hvor han får styrken fra.
Han har været til to scanninger i dag, og planen for væskeansamlingerne kommer i morgen. Vi har talt sammen i telefonen. Han fortalte mig, at han er bange, men at det hele jo selvfølgelig nok skal gå. Det gør ondt når han siger det. Ondt i hjertet. Fordi han fortjener slet ikke at være bange. Det er hårdt at være 300km væk fra ham, når han har det sådan.
Det er også hårdt at være 300km væk hjemmefra, når jeg har det sådan her.
Jeg føler mig pludselig helt ensom her i Odense. Jeg ville ønske jeg havde min familie, kæreste, venner og veninder lige ved sinde af mig. Ikke til at snakke om mit kaos, men bare til at give mig et kæmpe knus. Det er det bedste nogen kan give mig, når jeg har det sådan her.
De vil ikke kunne tage følelsen af ensomhed fra mig. Fordi jeg føler, at jeg er ensom i det hér. Altså at være i situationen. Alene. Jeg føler ikke, at der er nogen som forstår det. Mest af alt, nok fordi jeg heller ikke selv forstår, hvordan jeg har det eller, hvorfor reagere som jeg gør.

Føler du nogen gange også sådan? Hvor du føler dig helt alene? Og ensom?
Fyldt med frustrationer over de situationer du bliver sat i, og den måde du reagerer på?
Så er vi i hvert fald to.
Og så er man ikke helt alene.

-C.

16244080_1180369355412944_773464250_n

Et billede af min far og jeg taget i starten af det her år.
Det er vores første jagt sammen siden ulykken.

 

1 kommentar

  • Morten Kjær

    Har du været omkring en psykolog..? Det er i mine øjne vældigt fornuftigt.. tænk på hvor meget tid du bruger på din krop.. men hjernen følelser hvor tit er det? Hvad med næste gang en kær bliver syg eller når du skal være mor og den naturlige angst for at miste kommer.. du vil være overtændt. Primært grundet dit traume, psykisk traume skal behandles..

    Siden  ·  Svar på kommentar

Kommentér gerne!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Strik til kulden