En uge hos anæstesien

Hvorfor ambulanceredder?

27048395_1548390581944151_892429716_o

Jeg bliver ofte mødt med spørgsmålet om, hvorfor jeg har valgt at blive ambulanceredder.
Og egentligt, så var det ikke min karrier-drøm til at starte med. Jeg har faktisk altid drømt om at blive politibetjent.
Da jeg gik i folkeskolen fik politiet nye krav om, at man skulle have en gymnasial uddannelse for at søge ind hos dem. Derfor valgte jeg at tage HHX på en international linje, udelukkende fordi, at når jeg nu skulle til at gå endnu mere i skole, så kunne jeg i det mindste komme på 3 studierejser her. Da jeg fik huen på, var jeg endnu ikke fyldt 21 år og kunne derfor ikke søge ind til politiet. Så jeg valgte at pakke rygsækken, og så fik jeg et par år til at gå med, at rejse rundt i Afrika og Asien, samtidig med, at jeg lige var hjemme i sommerhalvåret og sælge is i mit lille ishus. (Historien om ishuset kan du finde her)
Så fik jeg ideen om, at det nok ville pynte lidt på mit CV, hvis jeg nu havde jeg aftjent min værnepligt. Derfor søgte jeg ind hos forsvaret og fik en plads i Skive et halvt år senere!
I værnepligten var jeg på et udvidet førstehjælpskursus, der strakte sig over en uge, med en afsluttende prøve. Til denne prøve fik jeg en guldmedalje, og der begyndte det så småt at gå op for mig, at jeg var ret vild med ”at redde liv”. Jeg kom efterfølgende til Aalborg som HRU og blev derefter ansat i stående styrke hos sanitetstropperne. Jeg blev uddannet Junior Medic, altså 2. behandler på forsvarets ambulancer. Og jeg elskede det. Det brændte mere og mere i mig, dét med blive dygtigt til at redde liv.
Men egentlig var forsvaret jo tænkt som et springbræt for mig ind til politiet, og nu var jeg pludselig i tvivl om, om det overhovedet var det rigtige. Hvilket gjorde mig en lille smule skræmt og en stor smule forvirret. Jeg er typen, som er ret god til at have store drømme og lave planer. Og nu var jeg slet ikke sikker på hvad det egentlig var jeg ville.
Jeg var afsted med forsvaret på en stor øvelse i Spanien, hvor jeg kom til at arbejde sammen med nogle soldater, der civilt var uddannet ambulancebehandlere, og med de kompetencer, havde de fået plads på forsvarets helikopter. Dét lød i min verden, som det absolut fedeste arbejde. Og med det i baghovedet blev jeg så småt enig med mig selv om, at jeg nok hellere skulle sende en ansøgning ud om at få plads som ambulanceredder, i stedet for politibetjent.
Min endelig beslutning tog jeg faktisk først, da jeg sådan virkelig kom til at tænke på min far. Han havde været syg i knap 2 år på dette tispunkt, og det fyldte meget for mig, at tænke tilbage på, hvor stolt og glad han altid har været for sit arbejde. Han var ambulanceredder i 28 år, og trods det, havde det aldrig strejfet min tankegang før nu, at det også skulle være mit drømmejob. Men det blev det. Og jeg er ovenud lykkelig for den beslutning. Og at jeg selvfølgelig kom ind på redder-uddannelsen. Det har været den vildeste rejse, og jeg elsker hver eneste skridt på vejen.
Når jeg ser på mig selv nu, så kunne jeg slet ikke forestille mig selv blive politibetjent. Nu drømmer jeg kun om, at komme op af karrierestigen som ambulanceredder, blive skide god og dygtig, og på sigt forhåbentlig få en plads på en helikopter!
God weekend, smil fra C.

26982432_1548390591944150_159790001_o

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Kommentér gerne!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En uge hos anæstesien