Tusind tak til Kolding Sygehus

En uventet operation

image

Jeg havde planlagt en hygge-weekend med M. Hjemme hos mig i Odense. Vi skulle bare slappe af, spise god mad, drikke noget vin og nyde hinanden. Det trængte vi begge til. Især mig. Der er foregået utroligt meget siden julen, og det har været hårdt. Men intet blev som jeg havde planlagt. Tværtimod. Endnu en gang må jeg se mig slået ud af livets udfordringer. En total knock-out denne gang. Hvor jeg igen mistede kontrollen, og frygten for at miste min far, igen blev på sit højeste.
Min mor ringede fredag aften, og fortalte at far var kommet på sygehuset. I samme åndedrag sagde hun, at det nok ikke var alvorligt. Han var godt nok hævet i hovedet, lige der, hvor kraniepladen har været taget ud og ind 2 gange.
Vi blev enige om, at vi ikke ville male fanden på væggen, fordi lægerne virkede meget rolige. Så vi ventede på, at min far kunne komme i scanning og vi havde svar herfra.
Vi lå på. Med den dårligste mavefornemmelse nogensinde. Fordi noget var ikke rigtig. Det er det aldrig når min far er på sygehuset. Det er aldrig rart. Men M forsøgte at berolige mig, og gentog det min mor sagde til mig, mange gange. Vi slog natten ihjel med en film og en masse snakkeri om positive ting, både i fortiden og fremtiden. Indtil M faldt i søvn, og mit eget tankemylder tog over. Jeg hader det. Min fantasi. Den er ustyrlig, negativ og voldsom, når jeg er ked af det.
Det blev ikke til mange timers søvn, før det var morgen igen og mor ringede. Intet nyt endnu.
Vi stod op, spiste morgenmad og gik en lang tur. Og mens vi stod nede i gågaden, en lørdag formiddag, sammen med det der føltes som resten af Odenses befolkning, så brød min verden sammen. Igen.
Min mor ringede med beskeden om, at svarene på fars scanning var kommet, der var en stor væskesamling i hans hoved, og at han skulle opereres akut.
Jeg grad. Stortudet. Jeg havde mest lyst til at skrige, men det blev kun til en høj hulken. M holdte om mig. Selvom gaden var fyldt med mennesker der alle gik forbi os, føltes det som om hele min verden stod stille. Alt var lige meget. Jeg ville væk fra det hele. Ikke bare fra gaden eller offentligheden. Men helt væk. Jeg var bange, hele min krop rystede. Og der var pludselig uoverskueligt lang fra Odense gågade til Aalborg sygehus.
Vi skyndte os hjem, tog bilen og kørte mod Aalborg. Det har aldrig gået så langsomt før.
På vejen ringede jeg til min far, han var ligeså bange som mig. Og han grad. Jeg forsøgte at overbevise ham om, at vi nok skulle klare den, at vi var stærke end det her. Men jeg var lige så bange som ham, og udmattet. For det her har længe været en urimelig kamp, hvor vores kræfter slap op for længe siden.

Da vi endelig kom til Aalborg, efter hvad der føltes som en evighed i bil, løb jeg ind af døren og direkte ind på gangen jeg vidste, de ville komme forbi på, når min far skulle køres ned på operationsbordet. Og lige som jeg fik åbnet døren, kom portører trillende med min far. Jeg nåede lige nøjagtigt at give ham det største knus, og minde ham om, at jeg elsker ham himmelhøjt, og at vi altid kæmper sammen. Altid.

Han blev kørt væk og nervøsteten tog for alvor til. Sammen med tårnene. Rystelserne. Og fortvivlelsen på, om vi nogensinde vinder denne kamp. Følelsen af uretfærdighed raste inden i mig og jeg havde lyst til at råbe og skrige. Men det kan man ikke. Ikke på et sygehus. Og lægen havde sagt det nok skulle gå. Som lægerne altid siger, på deres læge-måde, hvor man ikke helt ved, om man kan stole på det, eller om det bare er for at sige noget, som virker beroligende. Men jeg forsøgte at rette alle min tanker over på det positive, at han jo var hammer dygtigt, og at jeg ikke havde andre valg, end bare at stole på ham, og min far, og at det her nok skulle gå.

Tiden gik. Langsomt. Urimeligt langsomt. Jeg tænkte mest på Afrika. Min far og jeg havde lige bestilt billetter til en Jagtrejse. En milepæl vi havde snakket om, siden han vågende fra koma i 2014. En drøm vi endelig havde bestilt og betalt, og som skulle udleves om bare en måned. En drøm der nu var knust. Penge føltes ligegyldigt, men målet der pludseligt var så tæt på, var nu undendeligt langt væk. Jeg følte vi havde tabt på forhånd. At den kamp vi dagligt har kæmpet, både for at holde motivationen på livet oppe, men også for at finde nye måder min far kunne komme på jagt på, med hans nye handicap, var spildt. At det hele var ligegyldigt, fordi livet bare ikke vil give os medvind.

Det føltes som en evighed var gået, da lægen endelig stod på stuen og fortalte, at operationen var gået planmæssigt. Og godt. At min fars kraniepladen var blevet fjernet igen. Sammen med en halv liter betændelse. En halv liter betændelse. Det er meget. Men han mente ikke, at min fars hjerne ellers havde taget skade, hvilket dog er noget de aldrig vil forsikre os med. Da alt jo kan udvikle sig og sene symptomer altid er en mulighed, når det er hjernen vi har med at gøre.
Min far var blevet flyttet til intensiv, hvor han skulle ligge natten over, for at holde øje med indre blødninger i hjernen. Men vi måtte gerne gå ned og sige Hej. Så det skyndte vi os at gøre.

Det var en lettelse at se ham. Han var rørt. Og lettet. Det var vi alle. Men også kede af det. Fordi nu starter kampen forfra, og en ny operation er i vente, hvor en ny kraniepladen skal sættes i. Det føles som skuren uden ende, og selvom øjeblikket her og nu er godt, at min far endnu engang overlevede og er i bedring, så er fremtiden usikker. Nu venter en lang periode, hvor den ene halvdel af min fars hjerne ikke er beskyttet, fordi der ikke er noget kranie. Og herefter venter en stor operation, hvor der endnu engang skal åbnes ind, og en ny kranieplade skal sættes på.

Men vi kæmper, sammen. Det vil vi altid gøre. Uanset, hvor meningsløst det føltes, så vil kampen for min far altid give menig. Uanset hvor udmattende det bliver, så vil der altid være flere kræfter at give af. Og uanset hvor uretfærdig livet føltes, så vil min kærlighed for min far altid retfærdiggøre alt, hvad jeg skal gå igennem for at beholde ham. Han giver ikke op, og det gør jeg heller ikke. Det har vi lovet hinanden.
Drømmen om Afrika er udskudt for nu. Men vi skal nok nå den milepæl en dag. Det har vi også lovet hinanden.

Man ser livet fra et andet perspektiv, når man så drastisk igen bliver mindet om, at intet her er en selvfølge, hverken dagen imorgen eller menneskerne du har omkring dig. Jeg vil holde ekstra godt om dem jeg elsker den næste periode, fordi jeg er skrøbelig lige nu, og fordi livet for mig, er hårdt i øjeblikket. Men livet skal leves, også på de dage hvor det gør ondt.

Tak fordi du læser med, og tak fordi jeg må dele mine tanker, frustrationer og følelser. Jeg håber du får en dejlig aften, og en god start på ugen imorgen. Og jeg håber, at hvad end du kæmper med, stort som småt, snart er en vundet kamp.

-Smil fra C.

   

8 kommentarer

  • Anita Myrup

    Åh Caroline livet er bare ikke godt ved dig i perioder. Jeg håber alt vil udvikle sig i den positive retning fremover, og at din far snart er på benen igen. Jeg sender dig og din familie de varmeste tanker og en masse lykke støv til jer ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke D

    Sikke en kamp. Hvor er det flot, at I kæmper og godt at du har nogle gode mennesker omkring dig. Sender masser af tanker i jeres retning!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mor

    Så længe vi har hinanden, skal vi nok klare os ❤️ Jeg elsker dig – jeg er utrolig stolt af dig. Tak fordi I kom hjem ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Hej Caroline.
    For det første er jeg frygtelig ked af at læse det med din far, det skærer mig dybt i hjertet og jeg kan kun forestille mig hvad du og din familie går gennem i denne tid.
    Dernæst vil jeg fortælle hvor dybt rørt jeg blev mens jeg læste dit opslag. Virkelig flot skrevet! Jeg krydser alt hvad jeg kan for din far og ønsker dig og din familie alt godt i denne svære tid.

    – Maria

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Alexandra

    Sender de varmeste tanker til dig og din familie. Du er så sej! ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Åh, det er så hårdt at læse! Min mor blev for 5 måneder siden ramt af en meget stor hjerneblødning. Hun er på genoptræningscenter nu, men delvist lammet i venstre side og det er så tydeligt at det bliver en ufattelig lang kamp! At livet sådan fra den ene dag til den anden kan ændre sig så radikalt er ikke til at forestille sig.
    Jeg har kun min mor da min far døde for snart 3 år siden af kræft. Livet er så skrøbeligt – det lærer man desværre på den hårde måde. Alt det bedste til dig og din familie.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anita Myrup,thank you for this post. Its very inspiring.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • s

    Sender varme tanker herfra <3

    Siden  ·  Svar på kommentar

Kommentér gerne!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tusind tak til Kolding Sygehus