En uventet operation

Status og positive tanker

I weekenden brød hele min verden sammen igen, da min far akut skulle opereres, og have fjernet den kranieplade, som ellers kun havde været isat i nogle få måneder.
Jeg tog det rigtig hårdt. Jeg var virkelig bange. Bange for at miste ham. Og bange for den virkelighed om, at vi nu havde taget et kæmpe skridt, i den helt forkerte retning. I hvert fald føles det sådan. Fordi uden en kranieplade til at beskytte den ene halvdel af hjernen, er min far utrolig skrøbelig, indtil en ny kranieplade kan sættes i, og det ved lægerne endnu ikke, hvornår det kan lade sig gøre. Derudover blev der fjernet en halv liter betændelse fra min fars hoved, under operationen, hvilket nu betyder, at han er på en hård antibiotikakur.
Han er stadig indlagt, og selvom hans krop er i bedring, så har han det svært. Det har vi alle. For nogle få måneder siden, da den nye kranieplade blev indsat, følte vi, at det var en kæmpe milepæl. At vi havde nået et nyt punkt, hvor min far igen var ”hel” og hvor vi kunne begynde at se frem af. Planlægge en masse ting, og omsider rejse ud i verden, siden min fars ulykke. Vi havde lige bestilt vores første rejse, til Afrika på jagt. Hver gang min far og jeg har snakket om dette, trænet med riflen og drømt os tilbage på savannen, var der lys i begge vores egne. Vi har aldrig glædet os til noget, så meget. Men disse lys er slukket nu. Rejsen skal aflyses. Fordi alt dette er ikke længere en realitet, og det her føles som skruen uden ende. En evig vej op ad bakke, i modvind.

Men jeg forsøger at være positiv. Jeg har forsøgt at overbevise mig selv og min far om, at Afrika ikke løber nogle steder, og at vi nok skal komme afsted en dag. Det har jeg lovet ham. Og vi bliver nød til at være positive. Fordi det er lykkeligt, at han trods alt dette, stadig er her sammen med mig- At vi stadig kan snakke sammen, være sammen og give hinanden et knus. Og vi kan stadig drømme sammen, om alt det vi skal, når det her mareridt en dag slutter.
Og at være positiv giver bare mere energi. Og den energi har vi virkelig behov for, så min far hurtigt kan komme sig. Jeg har også særligt selv behov for den, fordi jeg nu er tilbage på skolebænken i Esbjerg. Jeg har i dag skrevet de første linjer den skriftelige opgave, som jeg skal til eksamen i her på ambulanceuddannelsen.

Min far er stolt af mig. Han er stolt af jeg kæmper for ham, familien, uddannelsen og min sport. Han beundrer mig, siger han. Men jeg beundre ham mindst lige så meget. Jeg tror vi inspirer hinanden på mange områder, hvilket er fantastisk.
Jeg glæder mig virkelig til weekenden, hvor jeg har fri og skal hjem til lille Sæby. Jeg håber meget, at hans tilstand er blevet så god, at han er udskrevet, så vi kan hygge hjemme i vante rammer.

Han er uden tvivl den sejeste, stærkeste og mest kærlige person jeg kender.
Han er den bedste far i verdenen.
– Smil fra C.

19225710_1331259010323977_8170509578699222160_n

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Kommentér gerne!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

En uventet operation