Endelig er far udskrevet, men Afrika er aflyst

Jeg vil altid kæmpe for min far

For 1 måned siden blev min far akut indlagt, fordi han havde fået en stor infektion i hovedet, som følge af, at han i september fik en ny kunstig kranieplade opereret ind. Den kranieplade er nu blevet fjernet igen, sammen med en halv liter betændelse, som lå inde i hans hoved. Den var en helt uventet operation, som endnu en gang rykkede gulvtæppet væk under mig og min lille familie. Igen blev vi sat i en (lorte) situation fuld af afmagt og usikkerhed. En situation, hvor vi hverken kan gøre til eller fra, men bare må acceptere livets uretfærdighed. Det er hårdt når man bange, især når frygten er at miste noget helt uvurderligt. Ens far. Jeg husker telefonsamtalen jeg havde med min far i bilen på vej til sygehuset. Det var tydeligt at hører i hans stemme, hvor bange og udmattet han var. Udmattet af livet og de konstante udfordringer vi møder, særligt ham. Det har været en urimelig lang kamp, og vores kræfter slap op for længe siden. Men på en eller anden måde formåede vi at finde flere. Og kæmpe os igennem endnu et ”uvejr”. Når jeg tænker på, hvor udmattet min far var, da jeg løb ind på gangen på sygehuset og krammede ham inden de lukkede døren til operationsstuen, så kan jeg simpelthen ikke finde ord for, hvor utroligt et menneske han er. Tænk at man kan rejse sig så stærkt igen. Og igen. Og igen. Tænk at han har klaret endnu en operation, endnu en hel måned på et sygehus, og endnu en udfordring der kræver langt mere end man overhovedet har at give.

Jeg er så stolt af ham, og så imponeret over ham. At han rejser sig endnu en gang fra den hospitalsseng i går, forlader sygehuset og forsætter jagten for at komme tilbage til livet. Nu igen, uden kranieplade på 1/3 af hans hjerne, helt sårbar og skrøbelig. Han ved, at det her aldrig nogensinde bliver let, at han aldrig nogensinde bliver 100% rask, at han aldrig nogensinde får sit gamle liv tilbage. Han kæmper mod det absolut uvisse, kun med håbet om, at det på et tidspunkt bliver bedre, og det er jeg ham så inderligt taknemmelig for. Jeg vil altid kæmpe med ham, og for ham. Jeg vil aldrig nogensinde give op. Det vil vi aldrig nogensinde.

daddycool

I dag tog vi på jagtmesse i Odense, hvor vi lod drømmene flyve og snakken gå, om alt det vi skal ud og opleve, så snart han er stærk nok igen. Vi skulle sådan set have rejst til Afrika i morgen, men som jeg skrev igår (læs her), er den rejse desværre aflyst. Så selvom det tætteste vi nok kommer på Afrika i denne omgang er overstående billede, så har det alligevel været en uforglemmelig dag. At slentre rundt mellem de mange jagtstande, se på en masse dyr og våben, skåle i øl og bare nyde, at vi har hinanden er absolut også fantastisk, og en dag jeg sent vil glemme.

   

1 kommentar

  • Randi

    Hold op, hvor er livet uretfærdig for din far. Jeg beundrer hans mod på livet trods alt han har været igennem! Og samtidig stor respekt for at du altid støtter ham og er ved hans side.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Kommentér gerne!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Endelig er far udskrevet, men Afrika er aflyst