Lækker rejesalat uden flere tillægsoverskrifter

Et lægetjek blev til endnu en blokade og 24 timer i sengen.

Foden. Min venstre fod. Den diva. Gud fader i skuret!

I går var jeg ved speciallæge med den, fordi den jo er lidt speciel. Jeg fik tiden i februar, med henblik på en positiv undersøgelse af min fod og et forhåbentlig “go” på fuldspeed på løb igen. Og nok har den da været ret øm gennem de sidste par måneder, men jeg var stadig meget optimistisk i går morges og tog til lægen med ja-hatten på.
Men den blev pillet af. Med et ”nej nej neeeeej”, og et stort suk. Og et ”amen forhelvede”.Og et ”forfanden altså…!”
Fordi min ellers meget søde speciallæge var ikke imponeret, hverken over at jeg stadig havde ondt, eller resultaterne af den ultralydsscanning han lavede mens jeg var der.

Men vi tager lige hele forløbet forfra, så jeg også opfylder kravet om at tag læseren i hånden, ikke være hemmelighedsfuld eller holde nogle udenfor…
Altså, i august 2017 begyndte jeg at få rigtig ondt i min fod, særligt i forbindelse med arbejde hvor jeg gik i sikkerhedssko. Det gør jeg sådan set stadig og det gør stadig nas. Men tilbage til august. Jeg tog til lægen og lægen sagde, at det lød som betændelse i svangscenen, muligvis en hælsporre. Hun foreslog hæl indlæg, ingen løb og en Fys. Så det gjorde jeg, og fik nogle øvelse til udstrækningen af scenen. Men det hjalp ikke meget og med min mangel på tålmodighed, så tog jeg fat i Doktor Google og hørte hvad han foreslog af alternative behandlinger, og der var mange. Jeg startede med akupunktur et par gange, heller ikke noget resultat. Så en særlig smertefuld fodmassage, heller ikke noget resultat. Så var jeg en tur forbi min egen læge igen og kom på en pille-kur for at dæmpe betændelsen. Men heller ikke noget resultat kom der af det. Min læge og jeg blev herefter enige om at sende mig til en speciallæge, som i december lå den første blokade i foden. Det hjalp lidt, så i januar lå han en til. Det hjalp også lidt, så i februar lå han den tredje, og sidste. Herefter gik det faktisk okay, ikke bragende godt, men okay. Jeg købte nye sikkerhedssko for at se om det kunne hjælpe det sidste stykke og kom til en kiropraktor som fik låst mit fodled op, efter nogle behandlinger her blev smerterne mindre og mindre. For en periode. Så jeg fik et go fra Fysen om at begynde at løbe igen, ganske lidt og kort tid af gange – men jeg var glad! Så jeg fik lavet løbsanalyse, fik købt de helt rigtige sko og kom til løbeundervisning for at lærer at løbe helt rigtig. Men det blev bare ikke rigtig til så meget mere end 1 minut løb, 1 minut gang, fordi smerterne kom snigende igen, særligt efter en arbejdsdag i sikkerhedssko. Så løbet blev sat på pause og sikkerhedsskoene blev skiftet ud med klipklapper så snart jeg var på stationen ikke var på tur. Desperat og naiv som jeg nu er, så tænkte jeg, at det jo nok gik lidt i sig selv igen, hvis jeg nu bare opførte mig pænt, gik i de rigtig sko, ikke løb og lavede udstrækningsøvelser hver aften. But no. Snydt pigebarn. 

Så da jeg kom til speciallægen i går, fortalte jeg om smerterne, der ikke helt ville gå væk. Han lavede en ny ultralydsscanning og kunne konstatere, at scenen godt nok var mindre hævet under midten af foden, men stadig meget hævet der hvor den hæfter til knoglen, og tilmed var der kommet en lomme af betændelse inden under scenen. Den har ikke været der tidligere og er nok den udløsende årsag til smerterne.

Lægen gav mig valget mellem to ting: blokade eller operation. Pest eller kolera. Karius eller baktus. Nederen eller nederen. Okay operation er trods alt mest nederen, så jeg valgte selvfølgelig blokade. Igen. 4 på stribe – udløser det nogen præmie et sted i en selvmedlidenhedsbod?
Og hvis jeg troede det havde gjort nas de andre tre gange den blokade har været lag, så var det peanuts, slik og skumfiduser ved siden af i går, da han skulle på den anden side af svangscenen og ligge blokaden. Jeg forsøgte at trække vejret dybt ind gennem næsen, bevare roen og ligge stille, men alt luften kom ud igen, gennem munden, med lyd på. Fy for helvede altså. 
Og eftersom jeg jo slet ikke var forberedt på det her, så havde jeg hverken fået mor eller M’s hånd med til at holde i, eller nogen anden kramme-tude-bamse.

Efter en snak med lægen kom beskeden om, at operation nok var alternativet hvis ikke det her hjalp. Så tog jeg hjem med smerter i foden, bæfjæs på, frustrerende tanker og en kold lussing af livet lige i ansigtet.

Og så var der jo lige det lille plus (eller minus, om man vil), at min mor havde fødselsdag i går og kom til Odense for at jeg kunne fejre hende. Og den fejring, som jeg havde planlagt inkluderede på ingen måde at jeg skulle være sengeliggende i 24 timer. Så det faldt totalt til jorden det hele. Men det tog hun heldigvis pænt. Vi lå bare ude i haven og blev stegt af solen, mens vi læste i hver vores bog. Hun er jo en herlig dame, så vejret var fantastisk!
Om aftenen biksede jeg alle resterne i køleskabet sammen til en omgang salat med stegt kalkun til. Det var nu også meget lækkert, og så var det pyntet med flag!
Tilmed fik jeg lige klasket en kage sammen på 5min som blev lavet i mikroovnen, og det var en jævn stor succes! Den smagte fantastisk og havde den berømte “blødende” chokoladekage effekt! Og så bilder jeg mig selv ind, at den også var semi sund, da de 4 muffins var lavet af en banan, et æg og to tsk. usødet kakaopulver. I midten var der lagt et stykke mørk chokolade, til den ”blødende” effekt, og det samme på toppen, som blev lidt glasur der blev pyntet med blåbær!
Så alt i alt blev det en rigtig god dag, og det vidste sig, heldigvis, at det min mor også allerhelst ville, var egentligt bare at slappe af! Men det kan hun selvfølgelig sagtens sige, bare for at være sød, og dejlig, og for at jeg ikke skulle have dårlig samvittighed, når nu det var det eneste jeg kunne “tilbyde” med min lille diva fod.

I dag er foden ikke meget bedre, men jeg havde lovet min mor at vi skal ud og kigge på noget nyt tøj til hende, da hun snart skal til bryllup! Så jeg havde lånt et par krykker og forsøgt at dope mig selv lidt fra morgenstunden, så jeg kunne holde min fod ud. Det blev dog kun værre da en cyklist både havde overset rødt lys og mig, og kørte ind mig, så min fod kom i klemme. Jeg var rasende. Og ked af det. Fordi for satan hvor gjorde det ondt! (Og hvad er chancerne lige for, at man kan være så uheldig?)
Så det var hjem på sofaen igen, og efter en time med is på on/off, og noget mere smertestillende, blev jeg så ejer af en fod der både er hævet, misfarvet og gør hamrende ondt.
Her til aften tog jeg mig dog sammen, hældte lidt mere smertestillende på og inviterede jeg min søde mor ud og spise på Munkebo Kro, og det var død lækkert! Både maden og udsigten var i top! Og jeg fik lov til at sidde med foden oppe, så alt var godt!

Ha’ en dejlig solskinsaften!
-Smil fra C.

facetune_31-05-2018-19-21-26

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Kommentér gerne!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lækker rejesalat uden flere tillægsoverskrifter