Vandretur til Norge, etape 1

Vandretur til Norge, etape 2

Fortællingen om vores vandretur til Norge i sidste uge forsætter – du kan læse gårsdagens indlæg her:Vandretur til Norge, etape 1.

13 juli: En dårlig Caroline og en ændring af turen
Som jeg fik skrevet i går, så blev denne dag langt fra som forventet, da jeg var blevet meget dårlig i løbet af natten. Selvforskyldt endda. Dagen før, hvor vi havde hiket Preikestolen og derefter også havde gået nogle kilometer i det svært kuperede terræn før vi slog lejer, havde været meget varm. Vi havde svedt ulækkert meget, og M havde et par gange i løbet af dagen gjort mig opmærksom på, at han ikke syntes at jeg drak nok. Og da vi spiste frokost og aftensmad spiste jeg heller ikke op. Rationerne vi har med er ikke særlig store i forvejen, og vi spiser kun 3 gange om dagen, så det er direkte dumt ikke at spise op. Så i det hele taget, havde jeg slet ikke fyldt mad og væske nok i kadaveret og det fik jeg lov til at betale for dagen efter. Jeg var SÅ dårlig. Det føltes som om jeg havde de ondeste tømmermænd. Mit hoved vejede 40kg, jeg var svimmel og skulle kaste op hele tiden – der kom dog ikke noget med op, da der jo ikke rigtig var noget inde i mig. Jeg var seriøst så ynkelig. Og M var så forstående. Jeg forstår ikke hvor han havde alt det overskud fra, men havde jo nok set den komme. Han var i hvert fald ikke sønderligt overrasket, men til gengæld lige så sød som altid. Tilmed var vejret slet ikke med os den dag. Der var meget overskuddet, og eftersom vi var højt oppe på en klippe, ja så vi var omgivet af alle skyerne, der føltes som en tyk fugtig tåge.

M fik pakket begge vores rygsække og teltet sammen. Han tvang en morgenmads-ration i mig sammen med en halv liter vand. Bagefter gik vi et stykke, men vi kom ikke særligt langt før jeg havde behov for en pause. Jeg var så piv dårlig og svimmelheden gjorde det kun svære at komme gennem det kuperede terræn. Vi gik på en sti, hvor skrænten ned var lige ved siden af, og det var død ubehageligt at gå der, og føle at man ikke helt havde styr på sig selv. Men M var sød, og han gjorde mig hele tiden opmærksom på, at han kunne gå frem med den ene rygsæk og komme tilbage, og så hente mig og min rygsæk bagefter, så jeg ikke skulle gå med den. Men jeg var et stædigt lille bæst og ville ikke have han skulle knokle så meget på grund af jeg ikke havde indtaget nok mad og vand dagen forinden. Lige indtil vi kom en stejl klippevæg som vi skulle passere. Så var jeg slet ikke stædig alligevel. Så ville jeg bare gerne af med den rygsæk. Der var sat kæder op, som man kunne holde i, mens man gik over klippevæggen, men jeg turde ikke gå over med min rygsæk på. Jeg var bange for, at hvis jeg mistede fodfæste, så ville jeg ikke være stærk nok til at holde mig selv i kæden med den tunge rygsæk på også. Så jeg smed rygsækken og fik sneglet mig stille og sikkert over. Efter mig kom M med sin egen rygsæk, og kravlede ned og smed den ved siden af mig. Så kravlede han op igen, hentede min rygsæk og kom ned igen. Han synes det var herligt, han elsker at klatre og en udfordring i højderne er lige ham. Men ikke mig. Overhovedet ikke.

Vi gik et stykke videre og nåede til en lille å der løb ned til en stor flot sø. Her måtte jeg igen kaste håndklædet i ringen og satte mig på en sten, fuldstændig omtåget og med en voldsom trang til at kaste op, uden der skete en disse. Jeg havde allermest lyst til at give op. Sådan virkelig. Jeg havde på ingen måde lyst til at være ude i naturen og gad ærlig talt ikke at gå et skridt mere.
M kiggede lidt kort, der skulle ligge en lille Preikestol i området, som var afmærket på kortet som et view-point, men næsten ingen turister kom der. Det havde vi hørt fra en sød mand i en sportsbutik, vi slog forbi inden vi tog færgen til Tau dagen forinden, da M skulle have et par ekstra tynde strømper med. Men den tykke tåge gjorde det svært at se frem i terrænnet.
I mens jeg sad på stenen og forsøgte at samle kræfter gik M ud for at se om han kunne finde den sti, der ville fører hen til den lille Preikestol, men efter et kvarter var han tilbage igen, uden held. Så vi tog rygsækkene på og forsatte.
Ved hver pause vi holdte forsøgte jeg at kvæle energi-barer og slik ned, og drikke en masse vand, og langsomt begyndte jeg at få det bedre.

Men vi gik alt alt for langsomt i forhold til den etape vi havde planlagt for dagen. og i det hele taget, så ville denne forsinkelse have betydning for de andre dages etaper, som nu ville blive forlænget yderligere. Og det havde jeg ret dårlig samvittighed over. Det gav uro og stress indeni at vide, at jeg nok var skyld at vi ikke rigtig fik mulighed for at holde så meget “ferie” på turen, men i stedet skulle sætte vækkeuret og hverdag gå fra klokken 06 til 20, for at nå hele vejen rundt.
På et tidspunkt passerede vi et sted, hvor tågen lettede lidt, og jeg kunne pludselig se den lille Preikestol, dog på afstand, og med et var den væk i tågen igen. Vi blev enige om, at der nok ikke var nogen grund til at forsøge at finde stien der førte derud til, da tågen alligevel var så tyk, at man ikke ville kunne se noget derfra. Den er der hvor jeg peger….

Vi gik lidt igen og slog os så ned, for at planlægge hvad pokker vi lige gjorde med dagens etape der ikke ville kunne nås i denne sneglefart, og min tilstand, som kun meget langsomt blev bedre.
Vi kiggede kortet godt igennem og kunne godt se, at der var stiplede linjer i lysefjorden ud fra nogle punkter, som om der var en færgerute eller mindre bådrute her. Jeg forsøgte at få forbindelse på telefonen og se, om der var mulighed for rent faktisk at tage noget af dagens etape via båd. Og det var der!!! Vi kunne gå af stien vi var på, og ned af klippesiden og fange en færge der kunne sejle os fra “Bratelli” til “Bakken”. Jeg vil ikke kalde det for havne eller andet, fordi det var bare betonklodser i vandet man kunne gå ned til, hvor der så kom en lille færge og samlede en op.
Vi fik booket billetter over Kolumbus hjemmeside (her), som jeg mener kostede 56NOK for 2 pers. Sejlturen var også kun opgivet til at tage 5 minutter, men bestilling af billet var nødvendigt, da færgen ellers ikke kom.
Vi kunne se, at med sejlturen, der ellers kun tog 5 minutter, kunne vi indhente den halve dags vandring vi nu havde misset pga. mig. Med en stor lettelse fik vi rygsækkene på igen, drejet af stien og sat kursen ned af klippen og mod betonklodsen Bratelli!
Vi var der allerede kl 14 og færgen ville først hente os kl 17. Men her skinnede solen og en svag blæst. Så vi fik lagt en masse ting til tørre, der pga. af den våde tåge havde været meget fugtig fra morgenstunden. Og så blev der ellers lavet frokost og spist rigeligt.


Jeg drak og spist alt hvad jeg overhovedet kunne, og så lå jeg mig på betonklodsen og slappede fuldstændig af. Jeg var virkelig lettet og nærmest lykkelig over, at denne færge eksisterede og kunne komme og hente os, og bringe os det næste stykke. Men samtidig var så udmattet og afkræftet, og jeg var så fyldt med dårlig samvittighed og surhed på mig selv over, at jeg følte jeg til dels havde ødelagt lidt af vores tur. Det mente M hårdnakket, at det havde jeg overhovedet ikke! I følge ham var den her tur perfekt, lige som den var, med alle de udfordringer og ændringer vi måtte møde hen af vejen – det er en af de mange glæder ved sådanne ture, siger han: man møder udfordringer som man løser – vejen er målet. Jeps, jeg er verdens heldigste med ham!

Klokken 16.20 kom færgen pludselig forbi, og fra kaptajnen blev der råbt “hver klar om 40 min” og så sejlede de igen. Og 40min stod vi så klar, og der kom bare ikke nogen færge. Pokkers også, tænkte jeg. Men omvendt, de vidste vi skulle med, fordi de havde jo lige været inde forbi og sige vi skulle stå klar. Men jaja, der kunne jo være sket en masse ting der gjorde de var forsinket. Jeg slog tiden ihjel med at kigge kort og kom til at se, at hvis vi blev sat af ved Bakken, som vi havde købt billet til, så havde vi en seriøs skrap stigning lige foran os. Så skulle vi nemlig hele vejen op af klippesiden igen, for at ramme noget som var fladt, hvor en mulighed for en teltplads evt. kunne findes. Jeg mistede lynhurtigt mit overskud igen og kunne bare slet ikke se mig ud af, hvordan jeg skulle få kræfter til at gå 4-500 højdemeter i det kuperede terræn klokken 17 om aftenen.
Jeg kiggede på M og spurgte om vi ikke i stedet kunne tage færgen til Sognesand”, hvor der så fladt ud, med mulighed for at slå telt op. Der så ud til at være en lille by på kortet, da der også var campingplads. M var enig, det ville ikke være fedt at blive sejlet 5minutter for så at skulle næsten lodret op af klippesiden igen.
Jeg forsøgte at tilkøbe en billet fra “Bakken” til “Sognesand”, men det kunne ikke lade sig gøre. Pis også – tænkte jeg. Men vi blev enige om, at vi jo bare måtte spørge på færgen om vi kunne få lov at sejle med til Sognesand, desværre havde vi bare kun 100NOK i kontanter, så det var ikke meget, vi kunne tilbyde dem.

Klokken 17.40 kom færgen endelig. Jeg var delvist i panik over, om de havde glemt os, og delvist i panik over om de ville sige nej til at tage os med til Sognesand. Men færgemanden var helt rolig, han ville ikke engang se vores billet, og da vi spurgte om vi kunne få lov at sejle med til Sognesand i stedet for til Bakken, så sagde han bare “ingen problem”. Og så var den skid lige som slået.



Kun 10min (meget smuk) sejlads senere lå færgen til i Sognesand. De 10min i færgen havde sparret os for 1.5 dags vandring i det svære terræn. Faktisk ville jeg gerne prøve at gå den rute, da jeg har hørt den skulle være hammer flot, men omvendt ikke noget jeg har lyst eller behov for at gøre med en tung rygsæk og et overskud i minus. Så jeg var både glad og lettet, da vi stod af. endnu mere glad blev jeg, da jeg fik øje på en lille pølsevogn der stod ved kajen!
Jeg kiggede med sultne øjne på M og spurgte om vi ikke skulle snoller de 100NOK op, nu hvor færgemanden ikke ville have ekstra betaling? Den var M fuldstændig med på. Desværre var udvalget lidt begrænset med Norges dyre priser og kun en 100mand at snoller for. Men det var lige ind til M faldt i sank med ejeren, og et øjeblik efter fik vi serveret en hotdog til M, en bak pommes og en hjemmelavet forårsrulle til mig og en Fanta til deling. Det var så lækkert. Og så sad vi der, på en bæk ved “havnen” og nød udsigten, solen og at jeg endelig var ved at være rask!

Vi sad havde spottet en herlig græsplet helt nede ved vandet som var helt perfekt til at campe, men vi var i tvivl om, om man måtte. Selvom vi kunne se, at der faktisk allerede var nogle, som havde slået deres telt op på samme græsmark. Vi forhørte os med pølsevogns-maden, og han fortalte at det egentlig var fårenes mark (og pegede op en masse får der tøffede lidt rundt på den lokale vej), men at ejeren som ejede både marken og fårene ikke var hjemme før engang i næste uge, så vi kunne bare slå telt op, det var ikke noget problem! Og den købte vi!
Så vi gik hen til græsmarken og fik slået teltet op. Vi faldt også i snak med de andre der lå i telt der. De kom fra Tyskland og var afsted i havkajakker. Hvilket jo også må være en absolut enestående måde at se Lysefjorden på! Det gad jeg i hvert fald godt at prøve en dag.

Men vi fik slået lejer, lavet aftensmad og nydt endnu en kop rødvin på sten med udsigt udover den smukke Lysefjord. Og så blev det et godnat fra posen fra en Caroline med et noget større overskud og humør end det hun stod op med!

I morgen kommer næste etape, hvor vi virkelig fik tilbagelagt en masse kilometer og tilmed fandt det smukkeste sted jeg nogensinde har campet!
Smil fra C.

 

Ingen kommentarer endnu

Skriv endelig en kommantar, jeg svarer på alle!

Kommentér gerne!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vandretur til Norge, etape 1