En bedre holdning i ryggen, giver en bedre holdning til hverdagen.

Jeg føler mig røvrendt af livet

Min mormor er ved at dø af kræft. Min mormor er ved at dø af kræft. Min mormor er ved at dø af kræft. Den sætning giver ingen mening. Men det er min virkelighed. Jeg har grædt som pisket gennem flere dage. Jeg har knuget hendes hånd på hospice og bedt til mere tid. Men der er ikke mere. Mit hjerte er fyldt med smerte. En smerte som banker i takt med mit hjerte. Et hvert slag gør mig opmærksom på, at uanset hvor meget jeg ville ønske, at tiden stod stille, så går den. Uafhængigt af, hvor meget jeg kæmper for at få fortiden tilbage. Så går tiden kun frem ad og bringer den fremtid jeg ikke ønsker. Jeg er ikke klar til at give slip. Hun er noget af det dyrebareste jeg har.

For et halvt år siden startede jeg Projekt Leg. Et projekt som gennem de sidste par måneder har samlet penge ind til fordel for de mere end 60.000 børn som hvert år indlægges på landets hospitaler. I morgen skal jeg løbe en IRONMAN for Projekt Leg sammen med to andre. Og jeg har ikke mere af give af. Mit batteri er for længst kørt fladt og mentalt sidder jeg på hospice med min mormor i hånden. Projekt Leg er et projekt jeg har startet med hjertet og den største stolthed. Jeg havde glædet mig til at afsluttet det med et brag. Men aldrig har jeg før følt mig så splittet.
Jeg har startet et stort projekt som så mange fantastiske personer og virksomheder har valgt at støtte op om, og nu føler jeg, at jeg på ingen måde kan leve op til hverken deres eller mine egne forventninger. Jeg har lyst til at trække stikket. For alvor. Jeg har lyst til at give op på det hele. Men det kan jeg ikke. Det vil min mormor aldrig tilgive mig for. Så nu er jeg taget fra hospice i Frederikshavn, til IRONMAN i København. Denne afstand har aldrig føltes så lang og tung. Men jeg vil færdiggøre det. Projekt Leg skal afsluttes rigtigt. For min egen, min mormor og børnenes skyld.

Jeg ved ikke hvordan endnu. Jeg har ikke sovet i nat. Jeg har grædt. Jeg har ikke mere energi. Mit batteri er fladt. Jeg har kvalme af den evige smerte i mit hjerte. Jeg er træt. Og fuldstændig ved siden af mig selv. Mine tanker er et kaos. Det eneste der giver mening er de tårer som konstant triller ned af min kind.

Jeg føler mig røvrendt af livet.
Sidste år trænede jeg op til en halv Ironman. 10 dage før startskuddet gik blev min far alvorlig syg. Man fandt ud af en operation var nødvendigt og at han skulle opereres dagen efter mit løb. Min verden gik i stå. Og alt træning og konkurrence blev helt ligegyldigt. Også den gang var der en masse sponsorer og fantastiske mennesker involveret i mit mål. Også den gang følte jeg, at jeg havde et ansvar overfor dem, og mig selv. Mit mål. Min far gjorde det klart for mig, at opgive aldrig var en mulighed. Det forlangte jeg jo også af ham. At han ikke måtte give op.

Så jeg kæmpede mig igennem min halve Ironman. Afkræftet. Fraværende. Mentalt ude og skide. Men jeg kæmpede for mig selv, og for ham, fordi han sagde, at hvis jeg kunne, så kunne han også. Og vi klarede den. Begge to.

Nu står jeg her igen. Med et mål der kræver alt hvad jeg kan give. Og nu er der intet at give af. Min mormor ligger på hospice. Hun klarer den ikke. Uanset hvor meget jeg kæmper. Der er ikke nogen deal at indgå. Hun har tabt. Jeg har tabt. Jeg mister hende. Jeg mister en af de dyrebareste personer i mit liv. Jeg er ikke klar. Jeg vil have mere tid.
Men jeg har intet at skulle have sagt. Jeg kan ikke stille nogen til ansvar for de her nedture, som livet trækker mig igennem. Frustrationer og afmagt fylder mig op indvendigt. Det bliver svære og svære af grave et smil frem. Og jeg ser ellers mig selv som en livsnyder. En som altid forsøger at få det bedste du af det hele. En som altid har et smil at give til dem, som ikke længere har et. Men ikke nu.
Nu er jeg splittet. Som aldrig før. Jeg er ked af det, og bange som aldrig før. Bange for den virkelighed jeg ved der kommer. Der er ikke noget ”hvad nu hvis” eller ”måske” at hænge håbet og troen i længere. Der er kun nuet. Lige nu. Og det har jeg trods alt med hende endnu. Splittelsen er ekstrem. Fordi jeg har valgt at bruge vores ”nu” til at løbe en IRONMAN. Hun får det til at give mening, fordi hun kræver af mig, at jeg altid skal følge mine drømme og kæmpe for mine mål. Men nu, hvor jeg ikke længere sidder og holder hende i hånden, så giver det ikke meget mening. Jeg kan ikke samle mig. Jeg kan ikke fokusere på mit mål. Det hele er sløret. Men jeg bliver nød til bare at forsøge. Jeg forsøger at sige til mig selv, at jeg ikke har noget valgt, selvom jeg godt ved, at det har jeg jo. Men trods det, så er der kun et rigtigt valg. Og det er at kæmpe. Jeg må kæmpe i morgen. Jeg stiller til start med samtlige odds imod mig. Men jeg stiller op. Og jeg håber, at når jeg rammer målstregen, at jeg smiler. Smiler af stolthed og glæde. Fordi det fortjener jeg og hele Projekt Leg.

Det her indlæg er noget rod. Det giver nok slet ikke mening. Det var hårdt at tvinge mig selv til at sætte ord på min tanker. Men rart. Det beskriver ikke, hvordan jeg har det, fordi det er der ikke nogen ord, der kan lige nu. Men nu er jeg bevidst om hvad det er der betyder noget. Nuet. Og jeg har valgt at bruge nuet på Projekt Leg. Jeg kan mærke stoltheden bruse frem i mig når jeg skriver det. Jeg føler mig røvrendt af livet. Jeg har lyst til at smide begge hænder i vejret og række fuck til det hele. Jeg har kun energi til at ligge ned. Men jeg rejser mig op, endnu en gang. Livet er fucked up. Det giver ingen mening. Slet ikke de her dage. Men Projekt Leg giver mening. Og at vise min mormor, at jeg endnu engang kommer i mål med en af mine helt store drømme giver mening. Så nu gør jeg det. Jeg stiller til start i morgen. Jeg samler de sidste penge ind til Projekt Leg og sætter punktum for en af mine stolteste bedrifter.

På mandag er jeg ved siden af sengen igen. Til at holde min mormors hånd. Jeg ber til at hun også holder i min, og har kræfter til at se min medalje og hører om min dag. Om ikke andet, så kræfter til at fortælle mig endnu en gang, at hun elsker mig. Fordi det er den bedste sætning i verdenen.

3 kommentarer

  • Lærke

    Dit indlæg giver så god mening. Dit indlæg fik mine tårer frem i anden sætning. Nu sidder jeg og græder sammen med dig. Jeg kan virkelig genkende dine følelser, sorgen over at miste en man elsker ubeskriveligt højt – og følelsen af, at det bare slet ikke er der, man har lyst til at sin lægge sin energi, men i stedet ud i livet – men med dem lige bag en. Det er et stærkt valg du har truffet ved at tage afsted. Håber det går godt i morgen❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sabrina

    Åh kære Caroline. Jeg sender dig en kæmpe krammer ❤️ Jeg kan godt forstå du synes livet er uretfærdigt, og jeg synes også, det er så urimeligt alt det dig og din familie skal igennem af sygdom. Jeg mistede selv min morfar til kræft for par måneder siden, efter 3 hårde måneder hvor han kun blev dårlige og dårlige. Så jeg ved præcis hvordan du har det, og hvor hårdt det er at vide at det aldrig bliver godt igen. Min morfar sagde dog til os, at det var som det skulle være, fordi at det gik i den rigtige rækkefølge. Jeg ved ikke om, du kan bruge det som en trøst, men det hjalp selv rigtig meget min familie og jeg. Det og så at tænke på at han trods alt havde levet et langt og lykkeligt liv med mange fantastiske gode stunder ❤️❤️ Jeg ønsker dig en rigtige god dag imorgen, og håber at du kan nyde dagen en smule på trods af det du går igennem.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dorte

    Kære Caroline. Jeg er så ked af det på dine vegne! Men stærkt du gør det her… også for din mormor..

    Mistede selv min farmor for 4 uger siddn til kræften… så ligeså snart stafet for livet kommer til mon by- så løber jeg for farmor..

    Er spændt på at hører om din ironman! Du pisse sej! ⭐️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Kommentér gerne!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En bedre holdning i ryggen, giver en bedre holdning til hverdagen.