Deltag i lodtrækningen om en præmie til værdi af over 10.000kr!

Jeg frygter for min fars liv

Den nye artikel fra 3F skærer i mit hjerte.
Den flår det op.
Det gør ondt.
Helvedes ondt.
Fordi det er sandt.
Den sandhed.
Min virkelighed.

Læs artiklen fra 3F her: Falckredder frygter for sit liv: hjerneskallen fjernet for tredje gang.

Alt føles mærkeligt inden i. Min mave føles som en hård klump sten og min hals snørre sig sammen. Det gør ondt helt inde i hjertet at skrive den overskrift. Den overskrift er overskriften på alle min tanker. Og jeg kan ikke få dem til at give mening. Jeg kan ikke forstå min virkelighed.
Frustrationerne fylder hele min krop. og hadet til systemet raser inden i mig. Det er (fucking) system. Hvorfor er det ikke “nok” at min far, og vi som familie, skal kæmpe med at overleve i den her hverdag som er et mareridt. Hvorfor skal vi også slås mod Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen? Og hvordan kan de vurdere noget så uretfærdigt, som at min fars skade ikke er en arbejdsskade?

Den 3. august 2014 kørte min mor og min far mig til Aalborg. Jeg skulle starte i værnepligten og min far var ved at revne af stolthed! Han var glad. Og han insisterede på at ville kører mig til Skive Kaserne, hvor jeg skulle starte, men jeg ville gerne følges med nogle andre. Han gav mig det største bjørnekram. Han glædet sig ubeskriveligt til det nye kapitel jeg startede, og som han med stolthed ville følge på sidelinjen.
Han var helt sig selv. Rask. Glad. Velfungerende.
Den 4. august var første dag i uniformen. Alt var nyt.
Min far og jeg skulle snakke sammen om aftenen, fordi han skulle hører det hele!
Men han tog den ikke da jeg ringede. Jeg vidste godt han var på arbejde, så han ringede nok igen når han fik tid.
Min far elskede sit job som ambulanceredder. Det var hans passion her i livet at gøre en forskel for andre.
Han tog på arbejde den 4. august. Rask. Glad. Velfungerende.
Næsten et år efter kom han hjem. Hjerneskadet. Syg. Ødelagt.

Den nat, hvor ulykken skete i Strandby, der er der optagelser fra havnen. Min far går i sin uniform på havnen og hjælper til med redningsarbejdet. I forsøget på at redde de 3 mand, hvis liv var i farer grundet de giftige dampe, indånder han selv nogle. Han bliver syg. Hjerneskadet. Lam. Og Arbejdsskadestyrelsen mener, at det var sket uanset om han havde indåndet de dampe eller ej. Uanset om han var taget på arbejde den dag eller ej. Hvem kan mene sådan noget? HVEM? Hvem kan være så uretfærdig og mene dét?
2 døde den nat. 1 mand blev reddet, men er hjerneskadet i dag. Min far var men til at redde den mand, men blev også hjerneskadet.
Ordene flyder sammen i mit hovede nu. Det hele er et stort kaos.
Jeg forstår det ikke. Jeg er fyldt med vilde frustrationer over den afmagt.
Jeg føler mig lille og ligegyldig.
Hvorfor er det i et menneskes interesse ikke at behandle min far ordentlig?
Hvorfor vil de træde på ham? Han ligger ned. Hjælpeløs.
Hvorfor vil de ikke hjælpe ham? En erstatning vil kunne gøre en verden til forskel, fordi så ville vi få råd. Råd til at købe en bil min far kan komme ind og ud af, og hvor vi kan have hans scooter med, så vi tage ud og opleve nye ting. Råd til at købe flere genoptræningstimer, som der er blevet skåret drastisk ned på, så han kan udvikle sig og få mere livskvalitet. Råd til at købe udstyr så både min far og mors hverdag lettes. Råd til ting som vil gøre det mareridt vi lever i en lille smule lettere.
Hvorfor vil de ikke hjælpe os? Hvorfor vil de ikke hjælpe ham?
Hvorfor vil de ikke anderkende den arbejdsskade?
Hvorfor siger de, at den raske, glade og velfungerende far som gav mig et bjørnekram på stationen i Aalborg dagen før, uanset hvad, ville have lagt i koma dagen efter?

Ved de ikke hvad han betyder for mig?
Ved de ikke hvad hans kærlighed er værd?
Ved de ikke hvad for et fantastisk menneske han er?
Ved de ikke, at dén kamp han kæmper mod dem, er den hårdeste?
Ved de ikke, at han er tæt på at gå psykisk ned?
Ved de ikke, at jeg og hele min familie er inderligt bange for at miste ham?
Ved de slet ikke, hvor lidt vi har at kæmpe med, og hvor meget vi kæmper imod?
Det er dem.
Og de ved slet ikke, at vi er tæt på at give op.
Vi kan snart ikke mere.
Min far kan ikke mere.

 

   

4 kommentarer

  • Sarah

    Kære Caroline. Jeg har fuldt dig længe nu(på IG) og jeg er normalt ikke en der læser blogs, men måtte læs dette indlæg. Kæft hvor er det forfærdeligt og udretfærdigt det din far og jeres famile går igennem. Jeg sender en masse kærlighed og varmere tanke i jeres retning. Selvom jeg godt ved det ikke har nogen indflydelse på jeres situation. Men det gør sgu ondt i mig hjerte at læse dette.
    Jeg er en krammer, og hvis jeg havde stødt ind i dig/jer på gaden, og i havde delt denne historie med mig. Så havde jeg givet en kæmpe krammer.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette Mellergaard

    Jeg har læst alle de blogs du har lagt op.. Og jeg kender dig, din søster, mor og i er virkelig nogle seje tøser.. Det i har vært igennem og ikke mindst jeres fantastiske far, som jeg også kan huske før.. Så er i virkelig en fair familie.. Men det er virkelig ikke retfærdig at der ikke er nogle hjælp at hente.. Men synes virkelig at det er flot Caroline at du har overskud til at skrive din fortvivling ud til os alle.. Og vil håbe at de kunne komme frem til de flot som sidder bag skrivebordet… Og ser hvordan jeres hverdag den enlig er…
    Hilse familien..
    Knus og kram her fra

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anitha

    Hej med jer.
    Jeg har haft fornøjelsen at køre med din far og han er utrolig. Jeg er ked af at systemet ikke forstår nogen ting. I slås jo dobbelt hele tiden.
    Hils din far og sige at jeg vil glæde mig til at den is han lovede da jeg hentede en pakke for ham hos click i Sæby.
    Hilsen chaufføren

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jan Allon

    Jeg var redder-elev i 2000 på st. Gladsaxe og stiftede bekendtskab med din far. Han var simpelthen et fantastisk menneske og jeg så meget op til ham. Han drillede mig ofte med at jeg gik til salsa efter arbejde samtidig med at han lige lavede et par Elvis moves i omklædningsrummet. Det tænker jeg tit på. God jysk humor😊
    Det gør ondt at høre om tingenes tilstand. Jeg håber på det allerbedste for ham og for jer.
    Han kan sikkert ikke huske mig men giv ham en stor krammer herfra.
    Jan

    Siden  ·  Svar på kommentar

Kommentér gerne!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Deltag i lodtrækningen om en præmie til værdi af over 10.000kr!