En lille fortælling fra fødselsdagen + opskrifter

En vaskeægte lorte dag

Som jeg skrev på min insta-story i morges, så er i dag en vaskeægte lorte dag. En dag, hvor man vågner med enorm mavepine og bare slet ikke har overskud til en skid. Men det skal man have. Man skal have overskud. Fordi i dag skal daddy-cool igennem en stor operation og jeg skal have overskud til at være ved hans side i dag og de næste mange dage.

Jeg føler mig ramt af voldsomme tømmermænd. Jeg er træt, sådan fuldstændig uoverskuelig træt. Jeg har mavepine og hovedpine. Jeg har kvalme. Ingen appetit eller overskud til noget, eller nogen for den sags skyld. Jeg gider ikke noget. Eller nogen. Jeg vil bare gerne være helt mig selv, indtil jeg har det bedre. Lægen siger om 4 timer. Måske 8 timer.

4 timer er længe. 8 timer er virkelig længe.
Og for at være helt ærlig, så er jeg pisse bange.

Men jeg har været hér før. 5 gange, for at være helt præcis. I dag er 6. gang jeg skal igennem det her indre kaos. I dag er 6. gang min far skal igennem den operation. Og de to ting går hånd i hånd. Mit kaos og hans sygdom.

Jeg synes det er urimeligt. Og uretfærdigt. Jeg har svært ved at forholde mig til, at det ikke bare kan lykkes. At den kranieplade ikke bare kan blive sat på, og blive på. Jeg er dybt frustreret over de mange risikoer og følgesygdomme, og at ingen kan forsikre mig noget. Jeg er dybt frustreret over, at jeg kan risikere at jeg skal stå her igen. Og igen. Og igen. Og at min far skal igennem det igen. Og igen.

Snakken om de mange risikoer er fandme så tarveligt. Jeg kan den efterhånden uden ad. Det hænger mig langt ud af halsen. Men jeg bliver nød til at hænge i.

Så jeg prøver at undgå de tanker. Det gør jo kun en mere sindssyg, om ikke andet mere deprimeret, at der er så meget andet lort forbundet med det lort man står i.

Der er jo sådan set også en chance for at alt går godt. At han allerede er vågen igen om 4 timer, og at den nye kranieplade er sat på, helt uden problemer og komplikationer. Og at han de næste 48 timer slet ikke bliver ustabil. Og at han det næste år slet ikke får nogen stafylokokinfektion.

Han er jo en fighter. En langt større fighter end jeg selv nogensinde bliver. Han kæmper virkelig, og jeg kæmper sammen med ham. Med uoverskuelig træthed og absolut uden overskud, så kæmper jeg sammen med ham. Og han ville have gjort det samme for mig.

Vi kæmper sammen. De næste 4 timer. Og 8 timer. Og de næste 2 døgn. Og det næste år. Altid.

Tak for mange søde beskeder, varme tanker, krydsede fingre og ”det skal nok gå – han er en fighter”. Jeg er en datter af få ord i dag. Men af hele hjertet tusind tak fra os begge.
– C.

1 kommentar

Kommentér gerne!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En lille fortælling fra fødselsdagen + opskrifter