Bøf, bagte rodfrugter, hj.lavet dressing og salat m. rugbrødscruotoner

Ens i tøjet, ucharmerende mængder af sushi og mayo, kostbarhed, højdeskræk og starten på det helt rigtige.

Jeg ved ikke helt, om jeg skal starte ud med at advarer om regnbuebræk, fordi pladderromantisk bliver det ikke.. Vores forhold startede hverken med M på en hvid hest, mig i en smuk kjole, rosenblade på sengen eller et flammehav af tændte stearinlys. Faktisk startede det med identisk tøj og en del kostbarhed.

I oktober/november i 2015 var jeg på en stor øvelse med NATO i Spanien sammen med 36.000 andre soldater, her i blandt M. Jeg anede ikke hvem han var på dette tidspunkt. Til gengæld fandt han ud hvem jeg var under øvelsen. Vi var afsted i 3-4 uger, og det var ikke kvinder der var flest af. Så ja, de kvinder der var, dem blev der kigget efter, inklusiv mig… Og det var selvom vi alle rente rundt i oversize mandeuniformer i farven camouflage. Til med havde hans drenge fra delingen støvet mig op på instagram (ikke at det var så skide svært),og derigennem fandt M ud af hvem jeg var. Men at det lige skulle ende med at blive os to, lå på ingen måde i kortene.

Under de sidste par dage på øvelsen begyndte vi at klargøre til at skulle tilbage mod Danmark. Det gav en del frihed og vi var nogle stykker fra min deling som fik lov til at gå en tur udenfor lejeren. Af sikkerhedsmæssige årsager fik vi dog af vide, at vi kun måtte gå udenfor lejeren, hvis vi gik i civilt tøj, og eftersom jeg ikke havde pakket noget af det, måtte jeg gå i træningstights. Vi gik op til en gammel borg der lå på toppen af en bakke lidt udenfor lejeren. Der var en lille by i og omkring borgen, som husede små hyggelige cafeer, butikker og restauranter. Her var simpelthen så skønt og udsigten udover området var meget smuk. På et tidspunkt går vi fordi en lille café hvor hele M’s deling sad udenfor og slappede af. De havde åbenbart ikke fået noget af vide om det civile tøj, i hvert fald så sad de i fuld uniform. Og da denne hér langhårde pige så kom vimsende over det lille torv iført tights blev der helt stille omkring bordet. Vi vendte os om, fordi vi jo kunne kende de danske uniformer, men jeg blev så genert da jeg fik øjenkontakt med alt for mange, inklusiv M, at jeg bare skyndte mig videre. Det gjorde dem jeg var fulgtes med også, og så snakkede vi egentligt ikke mere om det.
På det tidspunkt anede jeg stadig ikke hvem M var, udover jeg nu bare havde set ham.

Senere sammen dag var M forbi min instagram og smide en kommentar. Jeg kan ikke huske på hvilket billede, eller hvad han skrev, men jeg kan huske jeg bare trak på smilebåndet og skrev noget ligegyldigt igen.

Nogle måneder efter, i foråret 2016, sagde op i Forsvaret. I forbindelse med det lagde jeg et fint billede på instagram om dette emne. Samme dag modtog jeg første besked fra M, som gerne ville hører, hvorfor…
Og ja, så startede samtalen dér. Men det gik rimelig sløvt for sig. M er nemlig ikke typen der holder en samtale kørende… Til gengæld fik vi tilføjet hinanden på snap… Og så skete der egentlig heller ikke så meget mere ved det… Alligevel fangede det lidt min interesse, ikke at jeg brød mig om at han var ”kostbar”, men jeg blev ret nysgerrig. Så JEG spurgte om vi skulle mødes til en kaffe eller noget. Jeg er nemlig ikke typen som går på date, jeg haaader ordet ”date”. Det er på mange måder udefinerbart og stiller en eller anden form for forventninger mellem to personer som ingen rigtig helt ved hvad er, eller skal blive til.
Men altså, M forsatte ”kostbarheden” med svaret: ”Det vil jeg gerne, jeg kan om 2 måneder…

Nu vel, han fortæller selv dagen i dag, at det altså ikke var for at være kostbar, men fordi han skulle på en større øvelse i Nordsverige og efterfølgende igennem en operation der gjorde ham sengeliggende i en månedstid. Men jaja, det var da ikke nemt at gætte dengang, så jeg svarede lidt skuffet tilbage, at så måtte vi jo se på det til den tid.

Men tiden gik jo, og vi forsatte med at snappe en gang eller to i ugen, og min interesse var tilsyneladende stadig ret stort. Så efter 2 måneder fik jeg endelig slæbt ham med ud og spise – ikke på date!

Vi mødtes første gang på en sushi restaurant i Aalborg. Det var en rigtig hyggelig aften selvom jeg syntes at M brokkede sig lidt for meget over kørselsforhold, parkringshus og at jeg vist nok var kommet til at give den forkerte adresse. (Det hører jeg stadig for den dag i dag) M syntes til gengæld at jeg spiste ulækre mængder af sesam-mayo til min sushi, og at jeg i det hele taget bare tog enormt godt fra i den buffet, på grænsen til den lidt ucharmerende måde. (det er først noget han har fortalt mig om senere hen, når jeg har fortalt ham om, at jeg synes han brokkede sig alt for meget første gang vi rigtig mødtes. Men altså, til mit eget forsvar, så var jeg rimelig sulten og ret glad for den mayo! Og så gik jeg ud fra sådan en soldat sagtens selv kunne finde vej på et kort)
Men som afslutning på ædegildet gik vi en lille tur og endte ved ParadisIs, hvor vi fik en is på fortovskanten. Jeg tror, at den is flyttede lidt i os begge to. I hvert fald blev det til en rigtig hyggelig afslutning på vores første ikke-date. (ingen kysserier)

Der gik nogle dage, før vi skrev sammen igen. Det var efterhånden blevet lidt standard i vores ikkeeksisterende forhold, da M ikke så tit svarede og jeg, af stædighed, ikke altid ville være den der tog initiativ til at starte en ny samtale – det kender du helt sikkert!

Men det endte med, at jeg måtte bukke under for min stædighed igen, og skrev og spurgte om vi ikke skulle mødes igen. Denne gang skulle det dog ikke være noget restaurantbesøg eller andet kiksede. Hellere noget i hans ”comfort-zone”, så vi havde noget andet at snakke om end parkeringspladser og sesam-mayo.

Så han inviterede mig på klatre-ikke-date. Jeg tænkte: ”fuck det, fuck højdeskræk, hvis jeg skal ses med ham igen så må jeg bare æde min angst og få min røv op i den trækrone.”
Hvilket jo selvfølgelig var meget nemmere sagt end gjort!
Men vi mødtes i Dronninglund Skov, hvor M, så sød som han åbenbart var, lige havde været forbi og købe en ekstra klatresele, så jeg kunne komme med op i højderne. Så dér fangede bordet ligesom for alvor.
Jeg kom i selen og modtog et grundigt lynkursus i, hvordan man sikrer, klatrer, afsikre og rappeller. Jeg fik på et eller andet tidspunkt, sagt med en meget overbevisende stemme ”Det er ikke noget problem, jeg har jo selv gået til klatring i 2 år.”
M smilede og sagde ”jamen så lad os komme til toppen”
Han klatrede først og satte sikringer i træet på vej derop ad. Og ja, så var det jo min tur.
”Caroline, du er sikret, du må klatrer”
  ”fedt”…. fååååååck.

Mine tanker lød noget i nærhden af ”Æde min angst? Op i røven med resten. Fåck der er langt op til hans skosåler, som jeg lige kunne ane fra bunden.” (Læs 12-15meter)
Men op det kom jeg. Alt selvsikkerhed var fuldstændig forsvundet fra stemmen og mine ben rystede så meget, at jeg på ingen måde kunne skjule, hvor var pisse bange jeg var.
Der gik nok sådan cirka en evighed, eller i hvert fald 20 minutter, før jeg var nået de 12-15meter til vejrs.
M sad storsmilende i toppen, klar med en high 5 og sagde ”Du kan roligt sætte dig i selen og nyde udsigten.”
Fra mig kom svaret ”Nej jeg står fint her!”
M ”jamen du står jo totalt i spænd, vil du ikke ned og slappe af?”
Mig ”Nej jeg står ganske fint, nogen gange så ryster mine ben bare lidt”
Men efter 5 minutter rystede de så meget at trækronen stod som et andet fastelavnsris i hænderne på en ivrig 5årig. Men om ikke andet så ”nød” jeg da udsigten af M mens han forsøgte at sætte mig ind i, hvordan det nu lige var jeg skulle rappelle ned igen.
Under hele mit lange ophold i trækronen tænkte jeg kun på én ting, og det var, at han ærlig talt godt kunne tage og give en kysser. Meeen, det blev til nul og en skid du.

Det er åbenbart ikke særlig tiltrækkende at sætte trutmunden hen mod et ligbleg ansigt, hvis ben rystede mere end en tørretumbler der slynger med 1600 omdrejninger

Enden blev dog, at da vi omsider havde fast grund under fødderne igen, mine ben var stoppet med at ryste, jeg havde fået farve tilbage i kinderne og vi krammede hinanden farvel ved bilerne, at jeg fik et lille kys.

Efterfølgende begyndte vi så at date. Selvom jeg stadig nægtede at kalde det for en date. Dog var M lige ”kostbar” og der gik hele 7 måneder (!!!!!!) før han spurgte om vi skulle være kærester. Altså vor herrer bevares. Mit svar tilbage var ”ja undskyld mig, men det troede jeg sådanset vi var…” Og så var vi det jo lige som det. Så blev vi rigtige kærester!

Siden hen har jeg dog drillet ham med, at jeg ikke fik lov at få et kys i den trækrone, hvilket jeg ærlig talt syntes jeg havde fortjent, nu hvor jeg havde sat både liv og lemmer på spil, set min værste frygt i øjnene og klatret op til ham i en allerhelvedes højde.
Men i dag fik jeg endelig kysset! Knap 2.5 år senere fik jeg endelig lov til at få en kysser i trækronen. Dog havde intet andet ændret sig.
Jeg er stadig mega fucking højdeskræk! Der er absolut intet modighed at spore i mit svar tilbage på ”Caroline, du er sikret, du må klatrer”.
Mine tankerne hele vejen til toppen kører stadig på repeat med ordet”fåck fåck fååååck…”
Jeg ryster stadig så meget at trækronens blade ryger af som var der stormvejr. Men endnu en gang fik jeg set min frygt i øjnene og i dag fik jeg et længeventet kys for det!

M har sidenhen fortalt mig, at da drengene viste ham min instagram, under øvelsen i Spaninen, sagde han til drengene i et lidt smart tonelege ”hende kan jeg sagtens score”.. Det vidste sig, at han på sin vis havde ret, men jeg ved nu ikke helt med ”sagtens”. Jeg er dog glad for, at han ikke fortalte mig dette før lang tid efter vi var blevet kærester! Jeg spurgte ham, måske en anelse skuffet, hvad fanden det betød? Men han svarede med et sødt smil, at det jo ikke var fordi jeg var et væddemål, og at han jo (heldigvis) fandt ud af, at jeg var skide søde og tilmed blev hans første kæreste i en alder af 26 år!

Smil fra C.

6 kommentarer

  • LouiseN

    Hvor er det bare en fin historie!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • LouiseN

    Hvor er det bare en fin historie!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • MIE

    Hvor er det dog en sød historie i mødte hinanden på, elsker at du er ved at skide i bukserne og han spørg om du vil ned, men du siger du står så fint her og dine ben bare ryster en gang i mellem.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Schack

      Hej mie, tak for din søde kommentar – er glad for du kan lige vores lille kærlighedshistorie 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar

Kommentér gerne!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Bøf, bagte rodfrugter, hj.lavet dressing og salat m. rugbrødscruotoner