NU må han bare godt komme hjem.

Mit helvede er en del af mig

Jeg oplevede noget underligt i dag… Jeg blev mindet om alt lort jeg har været igennem de sidste 4 år med min far. Særligt 2018 har været svær, hvor vi både kæmpede os gennem 2 store operationer, tabte retssagen og mistede min elskede mormor til kræft. Det helvede jeg har været igennem de sidste 4 år, og som nok forsætter mange år endnu, er blevet en del af mig og har sat sine dybe spor i mig. Det helvede som på nogle områder endda definerer mig og min måde at være og tænke på.
Det går ikke en dag, hvor jeg ikke føler mig ovenud taknemmelig for stadig at have min far. Men samtidig, så går der heller ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på, hvorfor. Hvorfor os? Hvorfor min far? Og mest alt, hvorfor er systemet så urimelig overfor os? Hvorfor skal han kæmpe så meget? Hvorfor skal vi? Hvorfor skal jeg, min familie og min far overbevise et system, med så meget magt, at dommen for min fars sygdom ikke er fair? Hvorfor skal vi tage kampen mod et system der har uendelig ressourcer, og ikke en eneste følelse i klemme, når vi står her, helt uden ressourcer, helt uden magt og med titusindvis af følelser involveret. Jeg har aldrig prøvet noget SÅ urimeligt. Tænk at min far, som ambulanceredder, gjorde hans arbejde dén nat, hvor 2 døde, men 1 overlevede på grund af min far og hans kollegaers dygtige arbejde. Tænk at min far, som dén nat blev hjerneskadet, ikke skal have noget hjælp. Tænk at nogen mener, at min far ikke blev syg af den ulykke dén nat. Tænk at nogen mener, at da min far få timer efter ulykken ligger på sygehuset, lam, blind og hjælpeløs, ikke har en arbejdsskade. Tænk at nogen mener, at selv hvis han ikke var taget på arbejde den nat, at selv hvis han ikke havde prøvet at redde livet på 3 andre mænd, at så var han stadig endt i koma i 17 dage og efterfølgende fået en stor hjerneskade. Jeg kunne skrive tusindvis af bandeord. Mine frustrationer og min afmagt stikker totalt af med mig, og tårerne triller i skrivende stund ned over mine kinder. Helt uden nytte. Fordi at ligge alt min energi hér, i bandeord og lange skriv om min rolle i den her urimelige kamp, hvor jeg står magtesløs mod systemet, hjælper mig ikke. Måske kun kort med at få luft et øjeblik. Men kun for et øjeblik, før jeg igen føler mig kvalt i kampen for min far. En kamp som jeg, uanset hvad, aldrig nogensinde giver op på. Aldrig.

Men som jeg egentlig startede med at skrive, før jeg igen blev overrumplet af de mange frustrationer der lever og bor inde i mig, så blev jeg i dag mindet om alt det her. Ikke at jeg ikke tænker på det hver eneste dag, men i dag var der en som spurgte ind til mig og min energi i alt det her. Særligt var han overrasket over, hvordan jeg kæmper med mit mørke. Og det rørte noget i mig, og satte tingene lidt i perspektiv. Fordi det er nok rigtig nok, at alle ikke ville tage denne kamp så hårdt op som jeg gør. At ikke alle ville blive ved med at træde speederen i bund med troen og håbet for en bedre fremtid for min far. Det er nok heller ikke alle, der selv efter deres batterier er slidt op og er fuldstændig flade, stadig bliver ved med at give fuld power. Men sådan er jeg.
Jeg har været nede i det dybeste hul, bare for at finde en kælderskakt og falde endnu længere ned. Jeg har været dér og jeg har været der mere end én gang inden for de sidste 4 år. Men jeg har gang på gang nægtet at blive dér. Jeg nægter at blive en del af det mørket. Jeg anerkender det, på sin vis respektere jeg det også, fordi det er en del af mig, det ved jeg godt, men jeg kæmper mod mørket hele tiden, så den aldrig kommer til at overtage. Jeg er ikke mørket.

Og det er egentlig dét som jeg gerne vil pointere i dag. Jeg ved, at vi alle kæmper med noget. Nogle kampe som tager på vores gode energi og til tider lader os ligge søvnløse om natten. Kampe som giver os ondt i maven og tårer i øjnene grundet de tusindvis af frustrationer og den enorme afmagt for at nå til næste dag, næste måned, næste år, eller give os følelsen af lykke, kærlighed og tryghed igen.

Jeg ved, at det her mørke bor i os alle sammen. Den del af os, som er ødelagt og af den turbulens og smerte vi har oplevet i vores fortid. Nogen bruger det som et skjold, andre bruger det som en undskyldning, men meget få bruger det som motivationen for at gøre modige ting. Leve mere, elske mere, være mere og blive til mere.
Selv har jeg aldrig løbet så stærkt før, som jeg gør nu. Og det er ikke fordi jeg forsøger at stikke af fra mit mørke. Det ved jeg godt, at det kan jeg ikke. Men jeg har valgt at bruge mit mørke som motivation for at gøre mit liv lysere. Jeg bruger samtlige vågne timer på at udvikle mig selv, forbedrer mig selv og dygtiggøre mig selv. Jeg investerer alt den energi jeg har i min tro på, at succes er for alle os som arbejder hårdt nok. Og jeg vil blive ved med at knokle for mig selv, mine drømme og mine mål, fordi det gør mig glad – og det er netop den glæde jeg skal bruge til at bekæmpe mit mørke, og give mig ny energi til kampen for min far. Det er den vigtigste kamp i mit liv, og jeg har aldrig tænkt mig at give op på ham.

Mit mørke, mit helvede, er en del af mig, hverken godt eller skidt medmindre jeg gør det til dét. Og det samme gælder for dig.

God weekend,
Smil fra C.

 

 

 

6 kommentarer

  • Trine Jensen

    Jeg føler med din far og hans frygtelige sygdom og den svære tid i går igennem som familie.
    Det er nok bare mig, men jeg har lidt svært ved hvor meget du Roser dig selv. Du er sikkert rigtig dygtig til dit arbejde og holder hovedet højt i den svære tid. Men det behøver man ikke skrive et langt blog indlæg om (-:

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Schack

      Hej Trine,
      Tak, det er pænt af dig!
      Jeg forsøger at dygtiggøre mig så meget jeg kan, og ja, jeg holder hovedet højt, det er jeg nød til! Om jeg behøver at bruge et helt blogpost på at rose mig selv lyder underligt, men faktisk en rigtig god idé! I min verden eksisterer janteloven nemlig ikke, og har man gjort det godt, kæmpet hårdt eller på anden måde nået et mål, så skal man i den grad også have lov til at være stolt af det!
      At du føler at netop dette indlæg kun handler om ros til mig, kan jeg selvfølgelig undrer mig en del over, men det lader jeg være helt op til dig.
      Ha’ en skøn søndag!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Agnes

    Jeg har fulgt dig længe på Instagram og læst dine blogindlæg, men jeg må indrømme, at jeg synes du er blevet at for selvglad på det sidste. Du fortæller hele tiden hvor god og dygtig du er til alting.
    Samtidig synes jeg, at det er dejligt, at du er glad for dit abejder som ambulanceredder, men jeg synes det virker uprofessionelt, når du har så travlt med at opdatere din story på Instagram, hver gang du er på arbejde!? Gider ikke høre om at du “passer på Odense” mere 🙄

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Schack

      Hej Agnes,
      Jeg kan i hvertfald skrive under på at jeg er meget glad i tiden, og tilmed rigtig stolt over, hvad jeg har opnået på det seneste, fordi det har virkelig krævet samtlige kræfter jeg ejer og har! Jeg kunne også tage offerrollen og skrive spalte op og spalte ned om det, med lethed endda. Men jeg har valgt at se anderledes på mit liv og den måde det har taget en række hårde og negative drejninger. Om jeg konsekvent og hele tiden fortæller om, hvor let og lækkert jeg har det vil jeg ikke være enig med dig i, fordi jeg lægger bestemt ikke skjul på mine fejl, ting jeg sloges med eller ting jeg ikke når i min hverdag.
      Jeg er enormt glad for mig arbejde som ambulanceredder, hvilket typisk fylder 60 timer om ugen. At du synes det virker uprofessionelt at jeg opdatere min story når jeg er på arbejde er jeg da selvfølgelig ked af at hører, men jeg kan forsikrer dig at jeg aldrig har min telefon i hånden når jeg er på vej ud til en patient, har en patient med i ambulancen eller på anden vis har noget der skal ordnes, rengøres eller fyldes op. Når jeg bruger min telefon er der oftest når jeg sidder hjemme på stationen og venter på en ny opgave. Men at du ikke gider hører mere om at jeg “passer på Odense” kan jeg ikke rigtig gøre noget ved, fordi mit arbejde er en stor del af mig og et sted jeg bruger rigtig mange timer.
      Ha’ en dejlig søndag!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Agnes

      Jeg kan næsten kun grine af dit svar til min kommentar og til dit nyeste indlæg. Du har ret i, at man skal være glad og stolt af sig selv og det man laver, men det bliver bare for meget når man har brug for at fortælle det hele tiden.
      Du skriver, at du har en 60 timers arbejdsuge på ambulance – det ved jeg er en direkte løgn! Det kan godt være at du nogle uger arbejder meget, men det er ikke 60 timer om ugen.
      Til sidst vil jeg opfordre dig til at få styr på at sætte nutids r. Du kan læse om det her https://sproget.dk/raad-og-regler/typiske-problemer/r-problemer
      God søndag 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Schack

      Hej igen Agnes,
      Dejligt at vi trods alt er enige om dét, og så kan vi jo så forsat være uenige om, hvorvidt jeg fortæller om det hele tiden. Men i er og med at du, at skriver du har fulgt mig længe, så kan jeg jo stadig kun undre mig over, at du har denne oplevelse, da jeg jo som sagt slet ikke lægger skjul på mit kaos i min kategori “Uden filter”.
      Man skulle næsten tro, at du har adgang til min vagtplan ud fra den melding, men i så fald, så ville du jo også vide at jeg ikke lyver. Det ser jeg nemlig absolut ingen grund til at gøre. Men når du nu alligevel har så meget styr på mit liv og min arbejdsplan, så må jeg hellere lige opdatere dig: i denne uge har min vagtplan for ambulancen set således ud: mandag døgnvagt, torsdag 12timers vagt, fredag døgnvagt og søndag døgnvagt = 24 + 12 + 24 + 24 = 94 timer. Og det er bare på ambulancen, hvor jeg efterfølgende ved siden af har arbejdet med kampanger mm. i 26 timer.

      Endeligt behøver du som sådan ikke gøre mig opmærksom på min manglende nutids r, kommaer eller andre grammatiske fejl. Du siger jo selv, at du har læst med længe, så du må næsten have læst et par gange tidligere, at jeg blankt indrømmer, at jeg er rigtig dårlig til grammatik, og det er selvom jeg i en periode på 3 år modtog ekstra hjælp efter skole for at lærer det. Men der er desværre stadig en del, som jeg ikke kan. Jeg har dog alligevel valgt at starte en blog, og det er saftsuseme også stolt af!

      Mange tusinde tak, og i lige måde.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Kommentér gerne!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

NU må han bare godt komme hjem.