Min all-time favorit madpakke salat

NU må han bare godt komme hjem.

M. Min M.
Jeg er ikke særlig god til at savne, selvom det fra start har været vilkårene for vores forhold. Savnet. Fordi vi bor langt fra hinanden og har begge nogle jobs der til tider besværliggør det for os at ses.
Læs evt. blogpostet: Lidt om alt det gode ved et langdistanceforhold

Der er sikkert mange som læser med, der kender alt til langdistanceforholdet. Men jeg synes det værste er, når vi ikke kan snakke sammen. Jeg talte sidst med M den 28 okt., og det var kun i nogle få minutter. I går hørte jeg endelig fra ham igen, og han skrev i dag at han ville prøve at ringe hjem senere. Men det er aldrig sikket, at det kan lade sig gøre og dét er også en af vilkårene.

M har snart været væk i måned, og når han om 4 dage er tilbage i Danmark, er jeg selv på døgnvagt på ambulancen i Odense, og når jeg får fri mandag morgen skal jeg kører direkte til Frederikshavn. Her skal jeg undervise på søværnets sergentskole i 3 dage. Og når jeg er færdig med undervisningen torsdag eftermiddag skal jeg direkte tilbage til Odense og på 12timers vagt fredag morgen. Så der går yderligere en uge, før vi kan ses. Og på den dag, hvor vi så endelig kan ses, skal jeg stadig på arbejde da jeg har en kampagne-film som skal optages, og dagen efter skal jeg igen på døgnvagt på ambulancen. Alt det sammenlagt ender op med, at vi efter knap 5 uger kun har 24 timer sammen, og så er det det.

Det er (fandme) ikke meget, men det er lykken for mig. Jeg elsker mit arbejde, både som ambulanceredder, underviser og blogger. Jeg tror på, at denne kombination kan give mig oplevelser og muligheder der vil indfri de drømme jeg har her i livet. Jeg elsker også M, mere end noget andet. Men det som definere mig, og giver mig glæden her i livet, er kombinationen af alt det her sammen. Mit arbejde, jagten på mine drømme og M.

Jeg skal ikke være bleg for at indrømme, at jeg ville ønske at M og jeg snart skulle flytte sammen. Det har vi talt om mange gange. Men fakta er, at M skal udsendes i starten af det nye år, og derfor giver det bare ikke mening. Desværre. I hvert fald ikke som det ser ud lige nu.

Når M kommer hjem i august 2019 kan det være tingene ser anderledes ud, og at det dermed er muligt for os at flytte sammen og tage hul på et nyt spændene kapitel. Men indtil da, så nyder jeg nu også det her. Selvom jeg hader at savne ham. Hvilket jeg jo egentligt snart skal vende mig til, nu hvor der snart går et halvt år mellem vi ses. Men jeg synes faktisk, at det er fantastisk, hvordan kærlighed kan vokse sig større i savnet. Og mest af alt, så synes jeg det er fuldstændig fantastisk at jeg har M. Han er uden tvivl det bedste som nogensinde er sket for mig. Aldrig har jeg mødt et menneske som vil mig så meget, både på mine gode og dårlige dage. Han støtter mig i alt hvad jeg laver og står ved min side gennem samtlige storme jeg rammer. Han er min klippe, største supporter og bedste ven.

Jeg kommer fra en fortid, hvor kærlighed var forbundet med frustrationer, smerte og jalousi. En fortid, hvor skænderier nærmest var en del af hverdagen. Og jeg troede dengang, at det var sådan kærlighed var. At det var sådan alle forhold var. At kærlighed skulle gøre ondt.

Jeg er glad for, at det vidste sig, at jeg havde forstået kærlighed fuldstændig forkert. At jeg havde oplevet kærlighed fuldstændig forkert. Og jeg er ovenud lykkelig for, at jeg nu har fundet den rigtige kærlighed. At jeg har fundet M.
Du kan læse  om, hvordan vi mødte hinanden her: Ens i tøjet, ucharmerende mængder af sushi og mayo, kostbarhed, højdeskræk og starten på det helt rigtige.

Smil fra C, som håber hendes telefon ringer i aften….
PS, er der nogle som læser med, som kan nikke genkende til noget af det, som jeg snakker om her i indlægget?

 

6 kommentarer

  • Maja

    Tak for et fantastisk blogindlæg.
    Ja det kan jeg 100% genkende. Men det er det fantastiske ved sand kærlighed at selvom man ikke kan være sammen med kæresten hver dag og man bor langt fra hinanden. Så nyder man helt vildt kærligheden og tiden sammen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Schack

      Selv tak søde Maja.
      Ja NETOP! Det er det aller bedste, og den glæde der er, hver eneste gang man ses!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg kan sagtens genkende en del af det du skriver. Min bedre halvdel (Også en M) befinder sig lige nu i Norge på en militærøvelse, og snart er han hjemme efter en måned.

    Jeg har også lært, at savn er en stor del af, at være i forhold med en militærmand. Om han skal udsendes? Ikke hvis det stod til mig.. haha 😉

    Jeg bliver altid så trist når han skal være væk i længere tid, og selv om jeg ved han kommer hjem igen så føles det bare som flere lysår. Alligevel er det rart at savne hinanden lidt, det bekræfter bare ens kærlighed. Jeg kan godt se mig selv i nogle af dine indlæg.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Schack

      Det lyder dejligt, kan godt forstå du glæder dig til at få ham hjem! <3
      Haha, nej det er også længe! Hvis man bare ser tilbage på det sidste halve år man selv lige har været igennem og alle de ting der er sket, måden man har udviklet sig på osv. Altså et halvt år er alligevel længe på den front også!

      Det handler nemlig om at få det vendt til noget positivt. Jeg er helt enig i, at det kan føles som rigtig lang tid, men netop også som du skriver, at man i den periode virkelig bliver bekræftet i, hvor højt man elsker hinanden!
      Hvor er du sød, tusind tak – det betyder meget, og dejligt man ikke står alene i det hele.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Årh, dejligt indlæg.

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar

Kommentér gerne!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Min all-time favorit madpakke salat