Nye tanker og ideer om bloggen

M er rejst.

Et af de dejligste billeder fra vores tur til det nordlige norge,
som jeg i øvrigt snart kommer med en rejseguide til.

Selvom jeg kendte til datoen et halvt år forinden, så kom så den morgen mod mig med storm. Shit det var hårdt at sige farvel. I dagene op til, og særligt på dagen, var jeg et stort rod indeni.

Jeg følte tusinde ting. Følelsen af kærlighed har aldrig været så ekstrem inde i mig før. Jeg var så ked af det da vi sagde farvel. Frustreret over at skulle undvære ham så længe og skide bange for tanken om ”hvad nu hvis…” vil blive til virkelighed.

Men samtidig var (og er) jeg også pave stolt. Og glad på hans vegne. Jeg synes det er så fantastisk stort af ham, og alle soldater der tager afsted på mission, at de gør det. At de tør. Det kræver fandme (ja undskyld mig) et sæt ordenlige nosser at rejse ned i en sandkasse for at bidrage til at kæmpe en krig, passe på en base og hjælpe en befolkning der er plaget af terror.  At undvære sin familie og sit hjem, og sige farvel til hele sin dagligdag i et halvt år på grund af sit arbejde, er noget jeg tror kun de færreste vil gøre – særligt med den risiko der er forbundet med jobbet.

Læs også indlægget: M skal udsendes

M elsker sit arbejde! Og det er fantastisk at være sammen med en, som smiler når han tager afsted om morgenen og synger når han kommer hjem. Det er ikke alle dage han gør det, men de fleste. Og den passion han har for sit arbejde tror jeg er misundelsesværdig for mange! Det har altid lagt i kortene for os, at han på et tidspunkt skulle på mission, og at det her nok kun er den første ud af flere missioner. Jeg har aldrig haft det svært med det, ikke før dagene op til. Og dagen derpå forbandende jeg det hele langt væk.
Død egoistisk var det pludselig enormt svært for mig at overskue den tid der skal gå uden ham.
Et halvt år.

Jeg har hørt fra flere, at man som pårørende til en udsendt oplever sit følelses-kartotek på et helt nyt niveau. Og ja tak! Den her rutsjebane er vild.

Men jeg kunne aldrig finde på at bede ham om at blive hjemme. Som sagt elsker han sit arbejde, og jeg finder det meget inspirerende at gå op og ned af en til hverdag, der er passioneret om det han bruger største delen af sin tid på. Det har jo altid lagt i kortene at han skulle udsendes, og selvom de lige i disse dage er røv og nøgler, så er det samtidig også det helt rigtige. Han skal netop forsætte med det han er dygtig til, og arbejde for at indfri de drømme og mål han har her i livet, også selvom at det betyder, at jeg til tider må undvære ham i en længere periode.

Læs også indlægget: Dét mest skræmmende ved at M skal udsendes

Det er ikke mange dage siden at M rejste, og jeg stod tilbage i en lufthavn med tåre i øjnene og et hjerte der aldrig har slået så hårdt for et andet menneske. Fyldt op til randen med kærlighed og alligevel var jeg virkelig ked af det. Uoverskueligheden om det uvisse.

Men nu, hvor han er kommet godt derned, og vi har haft muligheden for at snakke sammen, så virker det hele meget mere overskueligt. De første dage er allerede gået og nedtællingen for, hvornår han er hjemme igen, er sat i gang!

Så nu er jeg gået all-in på min sidste eksamen. Alle de lyse timer bliver brugt med snotten i bøgerne og tiden flyver afsted. Jeg når ikke at læse alt det jeg skal, og som altid får jeg en mærkelig fornemmelse af at jeg pludselig ikke kan noget af det stof jeg skal op i – så her er alt som det plejer at være i dagene op til en eksamen.

Smil fra C.
PS du kan læse om, hvordan M og jeg mødte hinanden her: Ens i tøjet, ucharmerende mængder af sushi og mayo, kostbarhed, højdeskræk og starten på det helt rigtige.

Ingen kommentarer endnu

Skriv endelig en kommantar, jeg svarer på alle!

Kommentér gerne!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nye tanker og ideer om bloggen