Dagens træning, 13/6-19

Til dig der skal til eksamen: det er okay at dumpe. Jeg har selv prøvet det.

Uden at have helt styr på, hvornår man går til eksamen på universitet, så er det i hvert fald tydeligt at mærke, at eksamens-racet er på sit højeste! Og i morgen starter studenter-ugen. Jeg kan huske, hvor presset jeg selv var. Det er jeg hver eneste gang nogle siger prøve, eksamen eller test. De ord tricker et eller andet inde i mig, og min puls stikker totalt af, mens min hjerne går under jorden. Det er forfærdeligt!

Og jeg har prøvet at dumpe. Mere end én gang. Jeg dumpede min første køreprøve til motorcykelkortet, jeg dumpede optagelsesprøverne til militærpolitiet, og senest dumpede jeg min svendeprøve i ambulancefaget. Og for at sige det som det var: HOLD KÆFT det var NEDREN!
Som i røv-og-nøgler-nedren. Intet mindre.
Men så var det heller ikke mere.

Jeg gik til en ny kørerprøve og fik mit motorcykelkort. Jeg fandt en anden vej ind i Forsvaret. Og jeg fik en ny svendeprøve og afsluttede min uddannelse.

Jeg har prøvet det.
Skuffelsen. Frustrationerne. Raseriet på sig selv.
Jeg har prøvet at starte forfra, på en ny skole, i en ny klasse, hvor de første ord til 20 nye mennesker var: Hej med jer, jeg er kommet i jeres klasse, fordi jeg dumpede min sidste eksamen.
Jeg har stået dér, følt mig pinlig og skamfuld over at have dumpet.

Kun for at opleve, at det er helt okay.
Det betyder en helt masse lige i øjeblikket. Faktisk betyder det alverden, lige på dagen. Måske hele den uge. Men så går det over. Så er det lige meget. Fordi det bliver okay. Det er nemlig okay ikke at bestå.

Så hvis du sidder derude, med mavepine, kvalme og hjertebanken over eksamener i næste uge. Eller hvis du sidder med en følelse af, at du ikke er noget værd, fordi du skal tage et fag om eller et år om, så husk på det her:

Det her er kun et kort kapitel i dit liv. Ikke hele bogen. En karakter definerer ikke dig. Du er stadig et menneske der rummer nogle helt særlige værdier. Du gør dig bedste og du arbejder så hårdt du kan. Det ved jeg. Og du skal vide, at karakteren i din hue eller på dine papirer, er ikke dem der tæller her i livet. Det er den karakter du er, som person, der har værdi.
Er du af den karakter, der er glad, hjælpsom, hårdt arbejdende og loyal, så er du et rent 12-tal, uanset hvad pokker du har fået af tal under en 30min præsentation med titlen: eksamen.

Din styrke her i livet, det som vil få dig frem i verden og indfri dine drømme, er ikke de karakterer du har fået under en eksamen. Det er dig, som person. Din personlige karakter.
Og du skal nok komme hele vejen, så længe du gør dit bedste.

Og husk det nu, det her er kun et kort kapitel i dit liv. Ikke hele bogen.
Jeg har prøvet det hele selv.

Smil fra C.
PS læs eventuelt disse to blogpost også:  Jeg dumpede min svendeprøve  En ny skole, en ny klasse, en ny eksamen og et 12tal!

 

 

Ingen kommentarer endnu

Skriv endelig en kommantar, jeg svarer på alle!

Kommentér gerne!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dagens træning, 13/6-19