IMG_5915b

Hvis det her var en jobansøgning, så var jeg helt sikkert ikke blevet udvalgt til jobsamtale. Fordi det her handler ikke om min fejlfrie side, eller alle mine kvaliteter.
Det her handler om mig, præcis som jeg er.
Og jeg skal være ærlig og sige, at jeg synes sku livet er lidt af en mundfuld!
Jeg har i en alder af 24 år både mistet, elsket, været bange, alene, frustreret, glad, desperat, ulykkelig og lykkelig.
Jeg har både store karrieredrømme om en dag at blive behandler på en redningshelikopterhelikopter, men endnu større personlige drømme om at blive den bedste version af mig selv, og leve et liv der gør mig glad, sådan helt nede i maven.
Jeg elsker lækker sund mad der er nemt at lave! Og så har jeg sat mig for mit hidtil største projekt: at træne mig op til en Ironman.
Jeg deler små øjeblikke fra min hverdag, der indeholder både skole, træning, mad, planer, rejser, drømme, kærlighed, opture, nedture, tanker, frustrationer og lidt mere mad og træning.
Og jeg ligger ikke skjul på mine sjove bemærkninger, tossede beslutninger, underlige tanker og ærlige følelser.

Min blog handler primært om sundhed, som for mig er en balance mellem krop og sjæl, hvor der skal være plads til at nyde livet fuldt ud, og hvor sundhed er sjovt og træning giver energi og velvære. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg altså ikke er sund hver dag. Jeg er faktisk tit uenig med mig selv om jeg skal spise et æble eller en plade chokolade.
Jeg håber jeg både kan inspirer og motivere dig til at leve sundere, men jeg håber også jeg kan give dig en følelse af du aldrig er alene, at vi alle bare er mennesker, og at livet er godt – også når det er værst.

Smil fra C.