Min Race Report starter faktisk allerede om lørdagen, for jeg tænker jeg vil tage jer med gennem det hele; tanker, følelser, forberedelser og oplevelsen af det hele! (hvis du bare vil læse det svedige fra selve dagen, kan du bare scrolle ned) Lørdag morgen pakkede vi bilen og satte kursen mod Helsingør, hvor nervøsiteten allerede havde plantet sig solidt i maven. Da vi ankom til Helsingør parkede vi bilen...

Og i morgen går det løs. Jeg startede med at tælle måneder. Så uger. Så dage. Men nu tæller jeg timer. Og der er ikke mange tilbage. Oppe i mit hoved er der stadig kaos. Kæmpe kaos. Jeg tænker på den træning jeg ikke har fået den sidste uge, pga. min fars sygdom. Den mad jeg ikke har spist. Og de søvnløse nætter. En uge før det hele går løs...

Jeg har overvejet det. Mange gange. Jeg kan slet ikke finde rundt i mine tanker. Det hele virker så uoverskueligt. Men min far skal jo først opereres på mandag. Og jeg har trænet et helt år til det her. Og glædet mig i et helt år til det her. Men jeg glæder mig ikke lige nu. Og jeg orker ikke lige nu. Den Ironman 70.3 virker som det mest uoverskuelige...

Tiden har på en mærkelig måde stået stille siden i mandags. Og alligevel er der torsdag i dag. Timerne har passeret uden jeg egentligt har bemærket det. I mine tanker er der kaos. Uanset hvor meget jeg tænker, og uanset hvad jeg tænker på, så løsner det kaos sig ikke. Jeg kan ikke overskue virkeligheden som den er lige nu. Uretfærdig. Usikker. Min far har været igennem en række scanninger....

Nogle indlæg skriver sig selv. Altså oppe i hovedet. De indlæg fylder enormt meget indtil de bliver skrevet ned i sort/hvid. Og det her er et af dem. I det fleste tilfælde spiller jeg med lukkede kort i forhold til mit privatliv, men ikke denne gang. Ikke nu. For jeg har ondt. Jeg er ked af det. Jeg er desperat. Forvirret. Bange. Magtesløs. Igen. Min verden er væltet igen. Igår...