For nogle dage siden udgave jeg indlægget om, at M skal udsendes, det kan du læse her: M skal udsendes

Efter overstående indlæg fik jeg en række spørgsmål om, hvorvidt M og jeg havde haft snakken om at blive ved med at være kærester, selvom han skulle udsendes. Du kan læse svaret til dette her: Har M og dig haft snakken?

I netop dét indlæg skrev jeg også om, at noget af det som skræmmer mig mest, er den udvikling man jo ikke kan undgå at tage i det halve år. Livet forsætter jo og man møder nye udfordringer, muligheder og tager nogle chancer der alt sammen er med til at forme en som person.

Når jeg snakker om det fremtidige halve år, som jeg jo overhovedet ikke ved hvad indeholder, så gør jeg det ud fra det halve år, som jeg lige har været igennem. Et halvt år, hvor jeg ramte to store kriser kort efter hinanden og fandt mig selv på bunden af det mørkeste hul, uden at vide hvad vej jeg skulle kravle for at finde lyset. Jeg havde aldrig klaret mig gennem den tid, hvis ikke jeg havde haft M ved min side. Og det er dét som skræmmer mig mest. Hvad nu hvis jeg igen falder i det mørke hul, men han ikke er her til at holde om mig og hjælpe mig op derfra igen?

Godt nok er der god internetforbindelse i sandkassen, og vi kan sikkert snakke sammen næsten hver dag. Men det er ikke det samme, som bare at have ham her. Hvad nu hvis det ikke er snakken, men nærværet jeg får brug for? Min egen erfaring er i hvert fald, at det ikke var de ord der blev sagt, men de ting og den kærlighed jeg følte som gjorde hele forskellen.
M er den største klippe i mit liv, og det er for mig uoverskueligt ikke at have ham at læne mig op af i et halvt år. Selvom vi helt sikkert kan snakke om tingene, så tror jeg bestemt, at det på ingen måde vil gøre noget godt for vores forhold, hvis hver gang vi snakker sammen, så handler det om negative ting.

Men nu skal jeg også være realistisk. Som M siger. Det er jo slet ikke sikkert jeg møder så store kriser igen. Det er slet ikke sikkert jeg falder ned i det sorte hul igen. Men derfor skal det ikke være en hemmelighed, at det er det, som skræmmer mig allermest omkring hans udsendelse.

Men som jeg fik skrevet i mit første indlæg: M skal udsendes, så forsøger jeg virkelig at forholde mig positiv til hans udsendelse. Det har jo altid lagt i kortene, og M glæder sig oprigtigt til at han skal ned og løse de opgaver der står og venter. Jeg kan jo som partner kun unde ham dette og glæde mig over, at han er så glad for sit arbejde.
Jeg kan jo sagtens huske, da jeg selv var soldat, og man efter at have trænet længe og dygtiggjort sig inden for noget, glædet sig til at bruge det skrapt og få noget reelt i hænderne.
Så det er nemt for mig, at forholde mig til at han glæder sig. Men det er lidt sværere at forholde mig til min rolle som pårørende. Det med, at jeg bliver herhjemme i min daglige trummerum, uden ham. Det synes jeg er svært.

Men når alt det så er sagt, så ville det absolut værste og midt største mareridt være, at M kommer til skade. Enten fysik eller psykisk. Men netop dette, har vi snakket meget om, og risikoen for dette sker i hans udsendelse heldigvis meget lille! Jeg har været til informationsmøde om udsendelsen og med min soldatermæssige baggrund kan jeg sagtens både se og hører, at risikoen er der, men den er meget lille. Derfor har jeg lovet M ikke at fylde mit hoved med bekymringerne om dette, han mener nemlig, at det vil svare til at han skulle bekymrer sig om, om jeg kom til skade i et biluheld, da denne risiko faktisk er større. Så ja, det der fylder mest er det halve år jeg lige har kæmpet mig igennem, og som jeg aldrig havde klaret uden M ved min side. Jeg kan på ingen måde klare det igen. Og slet ikke uden ham!

Men har du nogle råd? Så smid endelig en kommentar.

I dag har vi haft en absolut fantastik dag, med masser af frisk luft og en god jagt med en flok herlige gutter. Det er skønt at vi deler denne interesse og kærligheden til at være uden for, selv om fingeren er ved at fryse af og forbindelsen til fødderne er væk.. I aftens står den på produktion af julekonfekt og varm kakao med Kahlua! (Hvilket jeg kun kan anbefale dig at prøve, hvis ikke du har smagt det endnu – men jeg advarer mod afhængighed!)

Smil fra C.