En stor milepæl for min far og vores familie

[vc_row][vc_column][ultimate_heading main_heading=”EN STOR MILEPÆL FOR MIN FAR OG VORES FAMILIE” heading_tag=”h3″ margin_design_tab_text=””][/ultimate_heading][vc_separator color=”white”][vc_column_text]I dag er det den 27. september. For mange er det en ganske almindelig dato på en ganske almindelig fredag.
Men ikke for mig. Ikke for min familie. Og slet ikke for min far.

I dag er det et helt år siden vi sidst stod på sygehuset, med følelserne uden på tøjet.
Ufrivilligt klar til at gå igennem endnu en vanvittige tur i et livets voldsomme ruchebaner.
Fyldt op med en mavepine så knugende og bidende.
Enormt bange, frustreret og fuldstændig magtesløs overfor den største frygt.
At miste min far.

8 timer senere.
Lettet. Ubeskriveligt lettet.

Men stadig bange. Med en knugende mavepine der ikke vil slippe.
Dette var sjette gang.
Tusindvis af spørgsmål uden et eneste svar..
Stopper det her nogensinde?
Og hvis ikke, hvor mange gange kan min far stadig være stærk nok?
Er det her skuren uden ende?

Læs indlægget fra da vi fandt ud af, at min far skulle opereres igen her: Jeg frygter for min fars liv
Og indlægget skrevet denne dato, for et år siden: En vaskeægte lorte dag

Men i dag er mavepine mindre. Meget mindre. Den går nok aldrig helt væk, ligesom jeg heller aldrig får et svar på de tusindvis af spørgsmål jeg har. Men i dag tør jeg godt at tro på, at operationen for et år siden, var den sidste. Fordi der netop er gået et helt år.
365 dage uden komplikationer. En milepæl vi på et tidspunkt troede vi aldrig skulle nå.

Billedet her er taget efter en operation. Man kan vist tydeligt fornemme, hvor lettet vi begge er!

Læs indlægget her, fra en af de andre gange, hvor min far akut blev opereret: Min verden er væltet. Igen.
Og det efterfølgende vi gik igennem her: Vi skal igennem endnu et mareridt
Og et indlæg der blev skrevet under operationen: Dagen derpå: et kaos

Min far har gennem sin genoptræning tilbage til livet mødt mange fagpersoner, der har haft et godt kendskab til, hvad statistikker siger, om en mand med nu kun en halv hjerne.
De sagde, at han aldrig ville rejse sig fra sin kørestol. Så det gjorde han.
De sagde, at han aldrig ville lærer at gå igen. Så det gjorde han. Sparsomt. Men han går nu.
De sagde, at han aldrig ville kunne komme til at gå op og ned af trapper igen. Men nu står min fars seng for enden af trappen, som han tager flere gange om dagen.
Mest af alt sagde de, at han aldrig ville komme til at bruge sin venstre arm igen. Og i denne uge, præcis i denne uge, gjorde han det. Han fik den til at bevæge sig.
Min far har de sidste dage været på et intensivt forløb hos Back To Life – et sted der har mine varmeste anbefalinger! Tak for jer, de mirakler i skaber og den livsglæde i får frem hos min far.

Billederne herunder er fra da min far lå i koma i august 2014, og efterfølgende startede i genoptræningsforløb på Hammel Neuro.

Læs også indlægget: En uventet operation
Og hvordan jeg forsøgte at tackle det:Status og positive tanker
Men også denne operation fik store konsekvenser for os: Endelig er far udskrevet, men Afrika er aflyst

Min fars svar til de mange fagpersoner har altid været, at det ville de aldrig få lov til at bestemme. Og det har de netop heller aldrig fået lov til!
Min fars udvikling i sin genoptræning skyldes ikke held.
Min far har ikke været heldig.
Min far har været stædig. Røv stædig for at få livet tilbage.

Og det er netop hans evige kampgejst for at komme tilbage til livet, som hver eneste dag inspirer og motiverer mig til, at knokle for alle min drømme.
Han er vitterligt verdens sejeste – og mit allerstørste idol.

Læs også indlægget: Jeg vil altid kæmpe for min far
Men hvordan det har påvirket mig kan du læse om her: Alene i mit kaos

Hvad er der sket med din far?

Jeg har snakket om det her inde på bloggen et par gange før. Den ulykke som ændrede hele mit liv. Den ulykke som fik min verden til at vælte sammen. Igen og Igen. Den ulykke som efterlod min familie og jeg i et kaos af uvished.  Den ulykke som gjorde min far hjerneskadet.

Jeg husker det hele som var det i går. Det var søndag, den 3. august 2014, dagen hvor jeg skulle starte i værnepligten. Mine forældre sendte mig afsted mod Skive med det største bjørnekram. Min far var pave stolt. Hans lille pige skulle ind og være soldat, ligesom han selv havde været engang.
Dagen efter, den 4. August 2014 tog min far på arbejde. For de af jer, som ikke ved det, så er han ambulanceredder – like farther like daughter.
Samme dag havde jeg lige fået udleveret min uniform, da jeg blev jeg kaldt til siden af en senior sergent. Jeg var hamrende nervøs for hvad han ville snakke med mig om. Havde jeg virkelig allerede lavet lort i den? Skulle jeg allerede ind og stå ret og have min første skideballe?
Med uro i stemmen så han på mig og sagde: ”Din far har været ude for en alvorlig ulykke – din kæreste er på vej for at hente dig, og jeg synes du skal ringe til din mor.”

I den anden ende af røret var der allerede kaos. Min mor græd så meget jeg slet ikke kunne forstå hvad hun sagde.
Aldrig har jeg kørt så stærkt på landevejen, og aldrig er det gået så langsomt. Jeg løb ind på sygehuset, hvor alt havde sin daglige gang og hvor alle var uberørte af det kaos jeg pludselig var kastet ind i. Jeg fandt min mor, og min far.

Han lå i en seng, han var allerede blevet blind og hans venstre side var allerede lam.
Jeg tog ham i hånden, og han klemte til og sagde, ”Caroline, det er noget lort det her, jeg er bange.” Jeg græd.

Min far som eller altid har været den stærke. Min far som aldrig har været bange. Min kæmpe klippe lå nu ned. Og jeg kunne intet stille op.

Han lå på en stue mellem andre og der var ingen til at hjælpe os.
Jeg var så desperat, men kunne intet gøre. På skift løb min mor og faster mellem sygeplejerskerne og spurgte efter hjælp, men det var som om de var ligeglade. Som om det ikke var alvorligt nok.
Pludselig stiger min fars blodtryk og min far forsvinder væk. Det strømmer til med hvide kitler og jeg bliver rykket væk. Og pludselig går det stærkt. Hans seng forsvinder ud af rummet og ned af gangen. Jeg når ikke at sige mere. Eller gøre mere.

Der går en evighed før vi hører noget. En evighed før nogen vil fortælle os lidt.
En hvid kittel samler os alle inde i et rum.
”Jeres Erik har fået en række blodpropper i hjernen, vi har været nødsagt til at skære kraniet af i den ene side fordi hans hjerne er hævet. Han ligger i koma nu, og vi ved ikke om han overlever.”
Jeg grad så meget at jeg ikke kunne få luft. Jeg faldt sammen, midt i det hele.
Det gjorde ondt over alt. Mest i hjertet.

Pludselig var min far mere død end levende. Ingen vidste noget.
Og dem som vidste lidt ville ikke fortælle noget.
Jeg var bange. Fucking bange. Jeg har aldrig været så bange i hele mit liv.
Og jeg grad. Hver en time.
Timerne blev til dage. Dagene blev til uger.
Når ikke jeg grad, så sov jeg. Ved siden af min far.
Jeg ville ikke give slip på ham. Og under ingen omstændigheder give op på ham.
17 dage. 17 evigheder.

Men han vågende.

Og shit han har kæmpet.
Kæmpet sig til at sidde op, til at stå op, til at delvist kunne gå.
Kæmpet for at kunne tale igen og læse igen.
Kæmpet for at lærer at skrive på mobil igen.
Kæmpet for at lærer at give et knus og et kys.
Kæmpet for at lære og sige ”jeg elsker dig min lille pige” igen.
Men mest af alt, kæmpet for at få livet tilbage og være en far og mand igen.

Billederne her, er fra nogle af de mange stor ting vi har opnået sammen. Min fars jubilæum i Falck, min Ironman 70.3 og vores første jagt sammen igen.

På hans vagt var han ude ved en stor ulykke, hvor giftgasser fra skidtfisk endte med at koste 2 personer livet og gøre 2 personer hjerneskadet – heraf min far.
Han har efterfølgnede modtaget en medalje for den tapperhed han viste den dag, og gennem hele den kamp han efterfølgende har kæmpet: Min far har fået en medalje for tapperhed og heltemod

Jeg er så stolt af ham, og så imponeret over ham. Han ved, at det her aldrig nogensinde bliver let, at han aldrig nogensinde bliver 100% rask, at han aldrig nogensinde får sit gamle liv tilbage. Han kæmper mod det absolut uvisse, kun med håbet om, at det på et tidspunkt bliver bedre, og det er jeg ham så inderligt taknemmelig for. Jeg vil altid kæmpe med ham, og for ham. Jeg vil aldrig nogensinde give op. Det vil vi aldrig nogensinde.

Nå men nu har du læst den nok længste blogindlæg jeg nogensinde har udgivet. Jeg håber det var okay. I hvert fald tusind tak.
God weekend,
Smil fra C.

 

[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]