Har M og dig haft snakken?

[vc_row][vc_column][ultimate_heading main_heading=”HAR DIG OG M HAFT SNAKKEN?” heading_tag=”h3″ margin_design_tab_text=””][/ultimate_heading][vc_column_text]

Efter blogindlægget i foregårs: M skal udsendes , modtog jeg en del beskeder om M og jeg har haft snakken om, hvorvidt vores forhold kan holde til at han er udsendt, eller om vi skulle blive ved med at være kærester under udsendelsen. Nogle har spurgt om vi på noget tidspunkt har overvejet om vi i det halve år skulle holde pause, eller stoppe med at være kærester og så se på når han kommer hjem igen..

Men M og jeg har aldrig haft snakken om, hvorvidt vi kunne klare det halve år eller ej. Det har altid været indforstået, at selvfølgelig kan vi det. Og det er såment heller ikke fordi jeg tvivler på det eller på os. Men alligevel, så er et halvt år længe, og hvis jeg ser tilbage på det sidste halve år af mit liv, og alt det jeg har været igennem, så har jeg udviklet mig, ændret mig og lært en helt masse nyt om mig selv og livet. Et halvt år længe i ens personlige udvikling, særligt når der sker en helt masse omkring en. Og det er nok et af de spørgsmål som bekymrer mig mest. Hvad nu hvis det halve år ændrer en helt masse i ens personlighed grundet den udvikling man tager?

Det er jo ikke til at sige på forhånd, om man ændrer sig og pludselig får nye interesser, holdninger eller på anden måde pludselig tager så markante drejninger på livets vej, at man ikke længere kan følges ad.

Jeg tror ikke på det sker for M og jeg. Af hele mit hjerte, så håber jeg det virkelig ikke. Men det faktum, at det reelt set kan ske, skræmmer mig en hel del, men der er faktisk noget som skræmmer mig endnu mere. Måske jeg fortæller lidt om det en anden dag.

Du kan læse om min holdning til langdistance forholdet her: Lidt om alt det gode ved et langdistanceforhold

I mit tidligere blogpost efterlyste jeg råd fra jer, som har prøvet at være pårørende til en udsendt. Desværre kender jeg ikke nogle personligt som har været pårørende til en udsendt, derfor spørger jeg efter råd hos jer, og modtager dem med kyshånd i kommentarfeltet. Jeg er nemlig ret sikker på, at udsendelsen og det halve år går bedst, hvis særligt jeg håndterer det bedre end bare at fortælle M hver dag, at jeg savner ham.

Er du nysgerrig, så kan du læse blogpostet her om hvordan vi mødte hinanden og det hele startede: Ens i tøjet, ucharmerende mængder af sushi og mayo, kostbarhed, højdeskræk og starten på det helt rigtige.

Smil fra C.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]