Vi har netop i disse sommerlige påskedage åbnet op for en ny sæson, og vi kan i år fejre 10 års jubilæum med vores lille ishus!
Men hvor vi fik en skøre idé fra kommer her..
Jeg har i hele min barndom, jeg faktisk til jeg blev 23år boet i Sæby, helt nede havnen. Nede på havnen, lige ved broen der går over åen og ned til stranden, har der i over 70 år lagt et ishus. Et ishus som jeg flittigt har besøgt gennem hele min barndom, og omsat alle min lommepenge til iskulger og soft-ice. I en alder af bare 4 år var jeg på fornavn med den tidligere ejer, Karen, og hun kendte godt til min favorit is: en gammeldags med banan og lakrids, og ekstra guf! Mmmh.
I takt med jeg blev ældre, voksede min kærlighed til ishuset sig kun større, og argumenterne for at få en større is blev også meget bedre, da jeg nu endelig nåede en alder hvor jeg faktisk kunne spise op! Men jeg var ikke ene om min store kærlighed til ishuset, den delte jeg med min søde far! Og der blev sat mange væddemål på højkant, hvor præmien hver eneste gang var en is! Det kunne være alt fra en linje på muren vi skulle gætte længden på, til en gåtur på stranden, hvor den der fandt det første eller største stykke rav fik en is af den anden.
Allerede før min konfirmation snakkede vi om, at hvis bare det ishus var vores, hvordan vi så ville drive det og der var mange sjove tanker på tegnebrættet allerede dengang. Vi var begge fascineret over ånden og sjælen der lå i og omkring det lille ishus og de store smil og glæde folk altid fik, bare på grund af en is. Hvad jeg ikke var klar over dengang var, at min far allerede havde snakket med Karen om, at når hun en dag ville på pension, så ville vi meget gerne overtage biksen..
En dag ringede min far til mig, han havde lige noget vi skulle snakke om, så jeg skulle ikke lige lave planer efter skole. Jeg kan huske, at syntes det lød temmelig alvorligt, så jeg kom hjem fra skole med en smule nervøsitet den dag – lige indtil min far kigger på mig og sagde ”Ja Caroline, vi har købt ishuset!”. Jeg ved ikke om i overhovedet kan forestille jer, hvor ovenud glad man kan blive, når man pludselig er ejer af den største guldklump man nogensinde har set?! Men det var cirka sådan jeg havde det! Så i en alder af bare 15år var jeg nu ”ishus-ejer” med daddy-cool.
Den gang meldte eventyret dog ikke noget om, at min far 6 år efter blev svært hjerneskadet, og at jeg i starten af august 2014, både havde første uge i Forsvaret, pludselig stod ene mand med et ishus midt i højsæsonen, og at min far lå mere død en levende i koma. Shit.
Selvom jeg på det tidspunkt havde rigtig meget erfaring med kundekontakt, service og lagerstyring, så havde jeg absolut nul erfaring med bank, revisor, leverandør forhandlinger og andet. Så det lærte jeg på den helt hårde måde og måtte til tider bide en lussing eller to i mig. Men jeg ville ikke give op på ishuset, da jeg vidste, at hvis min far vågende fra koma, så skulle ishuset stadig være vores. Og det var selvom det var en kamp at drive det, både fordi jeg manglede ham rent praktisk, men i særdeleshed fordi jeg savnede ham helt ufatteligt. Min far var ikke hjemme fra sygehuset før over et år efter ulykken.
En historie du kan læse mere om her: min verden er væltet
Efter 17 dage i koma vågende min far, og herefter startede den hårdeste kamp for at komme tilbage til livet, en kamp der stadig bliver kæmpet hver eneste dag. Men ishuset er stadig vores. Min far driver det så godt han kan ud fra sine forudsætninger som hjerneskadet, og han klarer det kanon godt. Der er ingen tvivl om, at det ishus har haft en kæmpe rolle i min fars genoptræningsforløb, da det helt store mål for ham har været, at komme tilbage til en hverdag med ishuset. Jeg er SÅ imponeret over ham.
Efter mig far blev syg gik der nogle år, hvor jeg stod i spidsen for ishuset, mens jeg tog en uddannelse i forsvaret og hjalp til med alt det huslige der følger med, når ens far pludselig bliver svært hjerneskadet. Da jeg i oktober 2016 skulle starte på drømmeuddannelse, som ambulanceredder, blev jeg desværre nød til at sige en stor del af ansvaret fra i ishuset og flytte til Odense. Et svært skridt for os alle, men også et skridt for min far der gjorde, at han nu skulle til at tage mere ansvar og stå mere på egne ben i biksen. Han har klaret det så fint! Og vi hjælpes stadig ad, særligt når det brænder på, så smider jeg alt hvad jeg har i hænderne og hjælper til.
Så i år, hvor foråret næsten har opført sig helt sommerligt i disse påskedage, så står jeg igen bag disken i det lille ishus. Og jeg nyder det! Selvom det betyder, at jeg kommer langt bag ud med andre projekter og planlagte opgaver, så er det helt okay. Ishuset er stadig en fælles drøm for os og jeg ønsker kun det skal gå min far godt. Så nu, hvor køen går ned langs kajen og folk gerne vil nyde den bedste is på Sæby havn i deres påskeferie, så træder jeg gerne til!
Og det var altså den lille solskins historie om et lille ishus på Sæby havn, vi nu ejer.
Jeg håber nyder jeres påskeferie, og er i en tur forbi Sæby, så kom ned forbi havnen til Havnekiosen, Det Glade Ishus, og sig hej!
Solskinssmil fra C.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Jeg har også siden jeg var helt lille altid besøgt ishuset ofte, og jeg gør det stadigvæk når jeg er på besøg ved de gamle i Sæby – I gør det godt! 💕
Hej Linnea, tusind tusind tak! Det er den bedste ros man kan få! Je håber du har haft den skønneste påske med familien. <3
Det er og bliver det bedste ishus i Danmark! Lige som dig er jeg vokset op med det lille fantastiske ishus som en fast del af foråret og sommeren😍
Hej Julie! Hvor er det fantastisk at hører! Jeg håber du får en dejlig påske, og at vejen snart går forbi det lille glade ishus!