Jagt & skydning
Hvorfor har du jagttegn?
okt
Det er virkelig et spørgsmål jeg oplever tit! Og lige i kølevandet af det spørgsmål kommer kommentaren: “det havde jeg ikke troet om dig, du ligner ikke sådan en…. Det er du da alt for pæn en pige til…”
Jeg vidste ikke, da jeg tog jagttegn for 11 år siden, at der var et sådan pænheds-barometer man kunne overstige og dermed gøre sig selv for fin til at gå med gevær.. men der kan man bare se!
Heldigvis har jeg ikke taget det til mig, og går den dag i dag stadig gladeligt på jagt!
Og nu er det jo endelig blevet den første oktober, hvilket betyder at den store jagtsæson nu er gået ind!
Derfor tænkte jeg, at jeg lige ville dele historien med jer, om hvorfor jeg i en alder af 15 år tog jagttegn.
Min far var for 11 år siden formand for Sæby og Omegn Jagtforening, og han kom gladeligt hjem til mig en dag og spurgte, hvad jeg skulle have for at tage jagttegn. Han ville så gerne have nogle nye ung-jægere ind i foreningen, og hvad mere eksemplarisk kunne der være end hvis hans egen datter fik jagttegn? ..aarmen altså.
Jeg har i mine barndom tit været med min far på jagt, særlig riffeljagt. Og jeg forbinder jagten med mange smukke naturoplevelser og en helt særlig ære i at kunne nedlægge sin egen mad. Og ja, så har jeg virkelig altid haft en stor interesse i skydevåben, så for mig, skulle der faktisk ikke så meget overtalelse til. Men når han nu spurgte så pænt, blev jeg jo nød til at udnytte det lidt…
Jeg tror selv han havde regnet med, atjeg havde sagt en plovmand eller en anden nem løsning. Men sådan blev det ikke – langt fra, faktisk!
Jeg sagde til mig far, at hvis jeg skulle tage et jagttegn, så skulle han give en tur til Syd Afrika, hvor jeg skulle skyde en zebra og have skindet med hjem – på hans regning!
Et rimeligt vildt tilbud at kaste ud som 15 årig.. Men ikke desto mindre, så accepterede min far det dælme! Dog med en lille tilføjelse: at så skulle jeg også gå igennem både den skriftlige prøve, den praktiske prøve, afstands bedømmelsen og riffelprøven uden en eneste fejl.
Og ja, så gav vi hånd på det!
På det tidspunkt troede min far bestemt ikke på at jeg havde tænkt mig at gøre det. Derudover var han ret sikker på, at selvom jeg så tilmeldte mig, så ville jeg ikke kunne gå igennem uden at lave en lille bitte fejl. Og så skal det også lige siges, at jeg selv havde haft hest i 13 år, og at han derfor tænkte at jeg nok slet ikke ville kunne få mig til at skyde en zebra.
Men han blev klogere!
En måned efter håndslaget kom der et pænt brev i postkassen om, at jeg skulle starte på jagttegnskursus med både adresse og tidspunkt. Og så blev far saftsuseme stolt! Jeg glemmer ikke, hvordan han lyste ud af øjnene da han spurgte, om det virkelig var rigtigt!
Og det var det. Så jeg startede på jagtegnskurset og knap et halv år senere var det i hus med riffelprøve og hele molevitten, uden en eneste fejl!
Min far var så æsketæske stolt da jeg kom ud inde fra prøverummet, at han smed mig ind i bilen og kørte mig til den nærmeste jagtforretning og fik mig klædt i grøn fra top til tå! Det jagtsæt har jeg stadig – som det eneste. En af de fede fordele ved, at der for det første ikke var noget dame-jagttøj, og at jeg tilmed var så lille, at alt herre-jagt tøj i den mindste størrelse var alt for stort. Så ja, den dag i dag har jeg stadig det samme jagttøj og går på jagt i det samme. Der er mange gode minder i det!
Og hvad med Afrika?
Ja den tur kom vi også på! Dog slap han forholdsvis billigt. 6 år efter jeg havde fået mig mit jagttegn inviterede min mormor os alle til Syd Afrika i stedet for at holde en stor fødselsdagsfest da hun fyldte 75. Så da hele familien nu var afsted på den anden side af jorden, tog min far og jeg to dage ud af det pakkede safari-program, og tog ud i vildmarken med vores rifler.
Han fik dog ret i det med zebraen – det mindede alligevel for meget om en hest, og det kunne jeg slet ikke få mig til at skyde. I stedet skød jeg en impala og en kudu, og fik lov til at betale gildet selv, minus den pris en zebra ville have kostet. Det var en fantastisk tur vi havde, og et fantastisk væddemål!
Og det er et helt særligt minde som betyder enormt meget for min far og jeg den dag i dag.
Jeg ved, at der helt sikkert sidder nogle derude og læser med og rynker på næsen over, at jeg er jæger. Men det er jeg, og jeg er stolt af det. Og nej, jeg kunne ikke finde på at skyde en løve, en elefant, et næsehorn eller en anden truet/fredet dyreart. Og nej, jeg ser bestemt ikke mig selv som en koldblodig dræber eller morder. Og ja, det jeg skyder, det slagter jeg selv og spiser det selv. Jeg skyder ikke noget, som jeg ikke har tænkt mig at spise. Men hvis du nu alligevel skulle sidde derude og brænde inde med en negativ holdning til mig som person og mit valg om at være jæger, så vil jeg bare sparre dig – fordi det gider jeg simpelthen ikke at bruge min energi på.
Stort smil fra C.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]