[vc_row][vc_column][ultimate_heading main_heading=”Jeg frygter for min fars liv” heading_tag=”h3″ margin_design_tab_text=””][/ultimate_heading][vc_column_text]

Den nye artikel fra 3F skærer i mit hjerte.
Den flår det op.
Det gør ondt.
Helvedes ondt.
Fordi det er sandt.
Den sandhed.
Min virkelighed.

Læs artiklen fra 3F her: Falckredder frygter for sit liv: hjerneskallen fjernet for tredje gang.

Alt føles mærkeligt inden i. Min mave føles som en hård klump sten og min hals snørre sig sammen. Det gør ondt helt inde i hjertet at skrive den overskrift. Den overskrift er overskriften på alle min tanker. Og jeg kan ikke få dem til at give mening. Jeg kan ikke forstå min virkelighed.
Frustrationerne fylder hele min krop. og hadet til systemet raser inden i mig. Det er (fucking) system. Hvorfor er det ikke “nok” at min far, og vi som familie, skal kæmpe med at overleve i den her hverdag som er et mareridt. Hvorfor skal vi også slås mod Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen? Og hvordan kan de vurdere noget så uretfærdigt, som at min fars skade ikke er en arbejdsskade?

Den 3. august 2014 kørte min mor og min far mig til Aalborg. Jeg skulle starte i værnepligten og min far var ved at revne af stolthed! Han var glad. Og han insisterede på at ville kører mig til Skive Kaserne, hvor jeg skulle starte, men jeg ville gerne følges med nogle andre. Han gav mig det største bjørnekram. Han glædet sig ubeskriveligt til det nye kapitel jeg startede, og som han med stolthed ville følge på sidelinjen.
Han var helt sig selv. Rask. Glad. Velfungerende.
Den 4. august var første dag i uniformen. Alt var nyt.
Min far og jeg skulle snakke sammen om aftenen, fordi han skulle hører det hele!
Men han tog den ikke da jeg ringede. Jeg vidste godt han var på arbejde, så han ringede nok igen når han fik tid.
Min far elskede sit job som ambulanceredder. Det var hans passion her i livet at gøre en forskel for andre.
Han tog på arbejde den 4. august. Rask. Glad. Velfungerende.
Næsten et år efter kom han hjem. Hjerneskadet. Syg. Ødelagt.

Den nat, hvor ulykken skete i Strandby, der er der optagelser fra havnen. Min far går i sin uniform på havnen og hjælper til med redningsarbejdet. I forsøget på at redde de 3 mand, hvis liv var i farer grundet de giftige dampe, indånder han selv nogle. Han bliver syg. Hjerneskadet. Lam. Og Arbejdsskadestyrelsen mener, at det var sket uanset om han havde indåndet de dampe eller ej. Uanset om han var taget på arbejde den dag eller ej. Hvem kan mene sådan noget? HVEM? Hvem kan være så uretfærdig og mene dét?
2 døde den nat. 1 mand blev reddet, men er hjerneskadet i dag. Min far var men til at redde den mand, men blev også hjerneskadet.
Ordene flyder sammen i mit hovede nu. Det hele er et stort kaos.
Jeg forstår det ikke. Jeg er fyldt med vilde frustrationer over den afmagt.
Jeg føler mig lille og ligegyldig.
Hvorfor er det i et menneskes interesse ikke at behandle min far ordentlig?
Hvorfor vil de træde på ham? Han ligger ned. Hjælpeløs.
Hvorfor vil de ikke hjælpe ham? En erstatning vil kunne gøre en verden til forskel, fordi så ville vi få råd. Råd til at købe en bil min far kan komme ind og ud af, og hvor vi kan have hans scooter med, så vi tage ud og opleve nye ting. Råd til at købe flere genoptræningstimer, som der er blevet skåret drastisk ned på, så han kan udvikle sig og få mere livskvalitet. Råd til at købe udstyr så både min far og mors hverdag lettes. Råd til ting som vil gøre det mareridt vi lever i en lille smule lettere.
Hvorfor vil de ikke hjælpe os? Hvorfor vil de ikke hjælpe ham?
Hvorfor vil de ikke anderkende den arbejdsskade?
Hvorfor siger de, at den raske, glade og velfungerende far som gav mig et bjørnekram på stationen i Aalborg dagen før, uanset hvad, ville have lagt i koma dagen efter?

Ved de ikke hvad han betyder for mig?
Ved de ikke hvad hans kærlighed er værd?
Ved de ikke hvad for et fantastisk menneske han er?
Ved de ikke, at dén kamp han kæmper mod dem, er den hårdeste?
Ved de ikke, at han er tæt på at gå psykisk ned?
Ved de ikke, at jeg og hele min familie er inderligt bange for at miste ham?
Ved de slet ikke, hvor lidt vi har at kæmpe med, og hvor meget vi kæmper imod?
Det er dem.
Og de ved slet ikke, at vi er tæt på at give op.
Vi kan snart ikke mere.
Min far kan ikke mere.

 

[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]