M og jeg,Personligt og upoleret
NU må han bare godt komme hjem.
nov
M. Min M.
Jeg er ikke særlig god til at savne, selvom det fra start har været vilkårene for vores forhold. Savnet. Fordi vi bor langt fra hinanden og har begge nogle jobs der til tider besværliggør det for os at ses.
Læs evt. blogpostet: Lidt om alt det gode ved et langdistanceforhold
Der er sikkert mange som læser med, der kender alt til langdistanceforholdet. Men jeg synes det værste er, når vi ikke kan snakke sammen. Jeg talte sidst med M den 28 okt., og det var kun i nogle få minutter. I går hørte jeg endelig fra ham igen, og han skrev i dag at han ville prøve at ringe hjem senere. Men det er aldrig sikket, at det kan lade sig gøre og dét er også en af vilkårene.
M har snart været væk i måned, og når han om 4 dage er tilbage i Danmark, er jeg selv på døgnvagt på ambulancen i Odense, og når jeg får fri mandag morgen skal jeg kører direkte til Frederikshavn. Her skal jeg undervise på søværnets sergentskole i 3 dage. Og når jeg er færdig med undervisningen torsdag eftermiddag skal jeg direkte tilbage til Odense og på 12timers vagt fredag morgen. Så der går yderligere en uge, før vi kan ses. Og på den dag, hvor vi så endelig kan ses, skal jeg stadig på arbejde da jeg har en kampagne-film som skal optages, og dagen efter skal jeg igen på døgnvagt på ambulancen. Alt det sammenlagt ender op med, at vi efter knap 5 uger kun har 24 timer sammen, og så er det det.
Det er (fandme) ikke meget, men det er lykken for mig. Jeg elsker mit arbejde, både som ambulanceredder, underviser og blogger. Jeg tror på, at denne kombination kan give mig oplevelser og muligheder der vil indfri de drømme jeg har her i livet. Jeg elsker også M, mere end noget andet. Men det som definere mig, og giver mig glæden her i livet, er kombinationen af alt det her sammen. Mit arbejde, jagten på mine drømme og M.
Jeg skal ikke være bleg for at indrømme, at jeg ville ønske at M og jeg snart skulle flytte sammen. Det har vi talt om mange gange. Men fakta er, at M skal udsendes i starten af det nye år, og derfor giver det bare ikke mening. Desværre. I hvert fald ikke som det ser ud lige nu.
Når M kommer hjem i august 2019 kan det være tingene ser anderledes ud, og at det dermed er muligt for os at flytte sammen og tage hul på et nyt spændene kapitel. Men indtil da, så nyder jeg nu også det her. Selvom jeg hader at savne ham. Hvilket jeg jo egentligt snart skal vende mig til, nu hvor der snart går et halvt år mellem vi ses. Men jeg synes faktisk, at det er fantastisk, hvordan kærlighed kan vokse sig større i savnet. Og mest af alt, så synes jeg det er fuldstændig fantastisk at jeg har M. Han er uden tvivl det bedste som nogensinde er sket for mig. Aldrig har jeg mødt et menneske som vil mig så meget, både på mine gode og dårlige dage. Han støtter mig i alt hvad jeg laver og står ved min side gennem samtlige storme jeg rammer. Han er min klippe, største supporter og bedste ven.
Jeg kommer fra en fortid, hvor kærlighed var forbundet med frustrationer, smerte og jalousi. En fortid, hvor skænderier nærmest var en del af hverdagen. Og jeg troede dengang, at det var sådan kærlighed var. At det var sådan alle forhold var. At kærlighed skulle gøre ondt.
Jeg er glad for, at det vidste sig, at jeg havde forstået kærlighed fuldstændig forkert. At jeg havde oplevet kærlighed fuldstændig forkert. Og jeg er ovenud lykkelig for, at jeg nu har fundet den rigtige kærlighed. At jeg har fundet M.
Du kan læse om, hvordan vi mødte hinanden her: Ens i tøjet, ucharmerende mængder af sushi og mayo, kostbarhed, højdeskræk og starten på det helt rigtige.
Smil fra C, som håber hendes telefon ringer i aften….
PS, er der nogle som læser med, som kan nikke genkende til noget af det, som jeg snakker om her i indlægget?
Åh sødeste C… Jeg sidder her med tårer i øjnene for det er netop det jeg lige nu oplever og sidder og føler mig frygtelig alene…
Og så alligevel ikke… For var vi bare kærester ville det hele være nemmere ( bilder jeg mig lige ind) Vores historie går tilbage til april måned hvor jeg møder den her super fantastiske M som rummer mig, forstår mig, vil de samme ting i livet og ikke lægger skjul på ret hurtigt at jeg er dejlig og han få mavepine af mig når jeg skriver.. ( vel og mærke den gode mavepine)
Jeg er ikke et sekund i tvivl om at ham her er en keeper og jeg vil have ham… Vi vender udsendelserne og han er normalt udsendt 1-2 mrd siger han… Herre gud det kan jeg da godt leve med… Og distancen Odense – Århus var ikke noget syntes jeg.
Jeg har ikke været den mest heldige på kærlighedsfronten og kommer fra et forhold med vold og et barn. Så jeg havde besluttet jeg bare ville være alene efter at have mødt flere uheldige mænd efter jeg brød ud.
Min M var ikke engang skræmt af at jeg er fuldtidsmor og til en pige der har brug for ekstra støtte… Vi talte endda om vores fremtidsdrømme, indretning af hjem og ikke mindst hvor meget vi ville hinanden…
Der sker det at hans far ryger akut på sygehuset ( er uhelbredelige syg) og fokus er selvfølgelig på ham. Vi genoptager vores skriveri efter et par dage og det er 24/7 vi skriver.. Jeg har aldrig i mit liv været så træt… Der bliver pludselig stille igen. Og så kom bomben… Han var blevet spurgt om han kunne rejse akut til X fordi en læge var blevet syg dernede i 5 måneder… Han havde tænkt, vendt det med hans familie ( pga faderen der er syg og måske ikke overlever indtil han kommer hjem) han havde tænkt på mig også ( varmede sindsygt) og han var nød til at tage afsted… Okay fair nok og fuld opbakning fra mig…Jeg tænkte vi nok lige kunne nå at ses inden og måske blive kærester… Sådan noget gør en militærmand ikke har jeg så fundet ud af ( det at blive kæreste efter så kort tid og så lang tid væk)Men vi fik vendt at vi betyder meget for hinanden og at han ikke ville jeg ventede på ham… Det fik vi så vendt og selvfølgelig venter jeg da på mit livs kærlighed…. ( Hvilket han så blev ret glad for) Men 2 dage senere sad han på flyet… WOW aldrig har jeg tudet så meget…. og hvor faen kom det fra….Pga de ting jeg har med i bagagen er jeg flippet helt ud et par gange… første gang var over jeg pludselig ikke hørte noget.. hmm det var så min mail der var stoppet til… 4000 beskeder slettede jeg… Skrevet på 7 dage… vildt vi havde skrevet så mange….men viste mig også at det her skal vi bare klare og vi bliver stærkere af det…
Anden gang var at jeg troede han havde en anden… ( det har jeg oplevet mange gange og tavsheden i 3 dage gjorde det.) Der indrømmede han at det var lige før han ikke gad svare mig… Der blev sat lidt ord på og jeg begyndte at forstå militærverdenen… Især første gang der gik 3 uger inden jeg hørte noget.. Jeg troede jeg skulle dø… Jeg forstod pludselig at det vi tager som en selvfølge herhjemme med internet og telefon langtfra er en selvfølge som udsendt… Det viste sig at han havde haft travlt, nettet var nede når han kunne skrive, Vi fik 5 min i telefon sammen og så blev der sendt en masse mails om at han savnede mig… Han glædede sig så meget til at komme hjem til mig…
På stående fod har vi ikke haft kontakt i 6 uger, han står til at komme hjem sidst i oktober med mindre det forlænges pga corona, Ærligt syntes jeg ikke det er sjovt mere nu… Jeg ville ønske jeg kunne få bare et hej… vide han er okay og at han stadig glæder sig til at komme hjem til mig…
Det der er allerhårdest er omgivelsernes reaktioner…
De velmenende “han vil dig ikke mere derfor hører du ikke noget” ” Han har da en anden” eller ” Nu må du videre og finde en anden mand” hallo jeg vil ikke have andre… Jeg er ikke i tvivl om vi hører sammen men føler mig enorm alene i den her verden derfor blev jeg vildt glad for at læse dit indlæg… Du har siddet der hvor jeg er nu… Du har også været fortvivlet… Yeay jeg er ikke alene…
Jeg ved godt det er et par år siden du skrev det men gør mig glad jeg ikke er alene… Jeg glæder mig vildt til han er hjemme igen… Glæder mig til at røre ham og glæder mig til at fortælle ham intet er ændret og jeg gerne vil det her liv med ham…
Årh, dejligt indlæg.
– A
Tusind tak søde A. <3 <3
Jeg kan sagtens genkende en del af det du skriver. Min bedre halvdel (Også en M) befinder sig lige nu i Norge på en militærøvelse, og snart er han hjemme efter en måned.
Jeg har også lært, at savn er en stor del af, at være i forhold med en militærmand. Om han skal udsendes? Ikke hvis det stod til mig.. haha 😉
Jeg bliver altid så trist når han skal være væk i længere tid, og selv om jeg ved han kommer hjem igen så føles det bare som flere lysår. Alligevel er det rart at savne hinanden lidt, det bekræfter bare ens kærlighed. Jeg kan godt se mig selv i nogle af dine indlæg.
Det lyder dejligt, kan godt forstå du glæder dig til at få ham hjem! <3
Haha, nej det er også længe! Hvis man bare ser tilbage på det sidste halve år man selv lige har været igennem og alle de ting der er sket, måden man har udviklet sig på osv. Altså et halvt år er alligevel længe på den front også!
Det handler nemlig om at få det vendt til noget positivt. Jeg er helt enig i, at det kan føles som rigtig lang tid, men netop også som du skriver, at man i den periode virkelig bliver bekræftet i, hvor højt man elsker hinanden!
Hvor er du sød, tusind tak – det betyder meget, og dejligt man ikke står alene i det hele.
Tak for et fantastisk blogindlæg.
Ja det kan jeg 100% genkende. Men det er det fantastiske ved sand kærlighed at selvom man ikke kan være sammen med kæresten hver dag og man bor langt fra hinanden. Så nyder man helt vildt kærligheden og tiden sammen.
Selv tak søde Maja.
Ja NETOP! Det er det aller bedste, og den glæde der er, hver eneste gang man ses!