SÅDAN FANDT VI SAKO

Hvordan finder man frem til en lille hvalp helt oppe i Sverige et sted? Da M og jeg i sommeren 2019 besluttede os for, at det skulle være en jämthund viste vi godt, at vi ikke ville finde den i Danmark, men skulle lede efter den i Sverige eller Norge.
Du kan læse om, hvordan vi fandt frem til, at det lige netop skulle være denne type hund her: Den egentlige årsag til, at vi tog til Sverige og holdte sommerferie
Herefter gik vi i gang med at sætte os ind i, hvad hhv. den svenske og norske udgave af fx ”Den Blå Avis” / ”Gul og Gratis” hed og om der blev solgt hvalpe på disse sider. Og det gjorde der heldigvis. Den svenske udgave hedder:www.blocket.se
Og den norske hedder: www.finn.no
Og så foregik det simpelthen således….. at jeg en 3-7 gange dagligt opdaterede disse sider på min søgning om jämthunde.
Endvidere meldte jeg mig ind i alle grupper om jämthunde jeg kunne finde på facebook og søgte løs på kenneler også. Og det er skam ikke fordi der ikke kommer nogle hvalpe til salg, det gør der sådan set jævnligt, men de er dælme svære at få fat i!
Der er åbenbart en lov, i hvert fald i Sverige har jeg ladet mig fortælle, som handler om, at man kun må avle på jämthunde, hvis de har scoret x-antal point til konkurrence/udstilling. Endvidere skulle der være meget kontrol omkring avl for at undgå indavl. Og med alt den kontrol af avl, så er der også høje krav til dem der køber hvalpene. ALLE hvalpe jeg har skrevet på (og det er en hel del), hvor det har været ren-racet jämthunde, har jeg fået afslag på af en simple årsag: at jeg ikke er bosat i Sverige og derfor ikke kan gå til udstillinger og konkurrencer med hunden og score høje points. Og dét er noget de går helt vildt meget op i! Så af flere omgange har jeg været dybt frustreret over, om jeg overhovedet på et tidspunkt vil få fat i en jätmhund. Det er ikke fordi ens tro på det vokser, når man får så mange afvisninger af en årsag man vitterligt ikke kan gøre noget ved. Og det er selvom jeg med garanti kan give hunden det bedste hundeliv med masser af motion, fede oplevelse, jagt og så sandelig også elgjagt, fordi jeg har rigtig meget familie i Sverige, som går meget på elgjagt, hvor jeg meget gerne må komme med.

Men så kom lille Sako til salg. Idet han er en blanding med 25% husky i sig, var kravende om udstilling jo heldigvis væk. Så på dagen, hvor annoncen kom frem på www.blocket.se skyndte jeg mig at skrive til sælgeren. Jeg skrev en laaang besked om, hvem jeg var, hvilket liv jeg levede og det liv jeg ville tilbyde min nye hund: masser af friluftsliv, jagt og motion.
I første omgang svarede han ikke, så jeg skrev en gang til.. Og så kom der svar! Herefter havde vi en telefonsamtale, hvor M og jeg på vores bedste svensk vi fortalt ham lidt om os, og det endte med, at vi fik lov til at købe en hvalp af ham! Så allerede samme aften overførte vi et depositum og så blev drømmen om en lille jämthund endelig til virkelighed!

Alt dette skete før jul, og det har næsten været umuligt for mig at sove om natten siden, fordi jeg har glædet mig SÅ VANVITTIGT meget til at vi skulle hente ham!
Vi vidste allerede fra start, at turen opefter ham ville blive rigtig lang, både for os og for hunden. Så derfor blev vi nød til at gøre en tur ud af det med et par overnatninger.
Du kan læse mere om, hvordan det gik her: En hundemor med dårlig samvittighed lige fra start
Imorgen er det allerde 14 dage siden vi fik vores Sako og tiden er fløjet afsted. Han er næsten renlig, kan både sit og dæk, og så er han bare den skønneste lille bandit der virker til at være svært tilfreds med hundelivet hos os.
Stort smil fra C.
