Vandretur til Norge, etape 5

[vc_row][vc_column][ultimate_heading main_heading=”Vandretur til Norge, etape 5″ heading_tag=”h3″ margin_design_tab_text=””][/ultimate_heading][vc_separator color=”white”][vc_column_text]

16 juli: Kjeragbolten, dræberøjne til M og et uvenskab med et får.

Vi var tidligt oppe for at pakke teltet sammen. Altså klokken 06. Hele campingpladsen var faktisk oppe, her nærmest midt nat, når man nu har ferie. De skulle alle sammen have pakket deres telt og tasker sammen. Jeg tænkte ved mig selv, at det var lige godt satans – det skulle nok lige passe med at de alle sammen skulle med den lille shuttlebus op til p-pladsen ved Kjeragbolten, og eftersom vi ikke havde forud købt billet, så kunne vi sikkert ikke komme med.
Meeeeen, de skulle alle sammen med færgen, så vi fik bussen for os selv. Helt random viser det sig at det er en dansker som kørte os op. Vi faldt selvfølgelig i snak, som altid. Han var frømand og i hans lange sommerferie tog han her til Lysebotn og basejumpende. Hvor sejt er det ikke lige? Tilmed havde han 20 års jubilæum som frømand her i år – så tror jeg ikke man bliver mere badass.
Vejen op til p-pladsen var som andre havde fortalt, stejl, smal og fyldt med hårnålesving. Jeg synes personligt ikke, at den er værd at gå op af. Jeg synes de 150 NOK for shuttelbussen er rigtig godt givet ud!

Vi blev sat af på p-pladsen klokken cirka 07.50 og så var det ellers bare op af. Shuttlebussen havde kørt os de første 700m højdemeter op, og nu ventede der så 300m til bens. De var fordelt på en strækning der stod til at tage 2 timer, hvor man først gik meget stejlt op, så lidt ned, så op igen, så lidt ned og så det sidste stykke op.
Turen var lidt ekstrem, hvis i spørger mig. Jeg var ofte nød til at kravle/klatre lidt, hvilket er svært og ubehageligt med rygsæk på. Men det gik fint. Stenene var glatte efter de mange tusind turister der efterhånden havde bevæget sig over dette stykke, men mange steder var der sat kæder op, som man kunne holde i dem. Det var både hårdt og varmt, men hele turen op var smuk. Vi stoppede op et par gange, satte os ned og nød udsigten – det skal man ikke glemme på denne tur.

Da vi nåede tæt på Kjeragbolten smed vi taskerne mellem nogle sten. Ud til Kjeragbolten løber der noget vand, og man skal klatre lidt på nogle store sten for at komme det sidste stykke ud. Derfor tænkte vi, at vi nok hellere måtte sætte taskerne og gå derud uden. Vi blev enige om, at der nok alligevel ikke var nogen der gad at stjæle dem, eftersom at de så skulle slæbe dem hele vejen ned, og det gider man ikke når man først er kommet op.

M var den første som hoppede ud på stenen. Og ja, han hoppede. Og viftede med armene som om han fik overbalance. Folk de gispede højt. Og mit humør gik fra rolig til rasende på 0,01 sekund! Hvad fanden bilder knægten sig ind?!!!!
Han smed hænderne i vejret og gav en tommelop. Så knipsede jeg et par billeder. Han hoppede tilbage og kom ned til mig, der så rasende ud – jeg siger jer, hvis øjne kunne dræbe……
Men nu var det jo min tur. Og jeg havde hele morgen sagt til mig selv, at uanset hvad, så skulle jeg altså ud på stenen og stå! Uanset hvor pisse bange og højdeskræk jeg er, så skulle jeg der ud og stå! Så jeg videregav telefonen (alle vores billeder er taget på en slidt iPhone 7), og så gik jeg ellers op ved siden af stenen. Mine tanker tog tilløb til, tusinde gange, og det gik langsomt. Mine ben begyndte og ryste og jeg fortrød virkelig jeg havde forsøgt at bilde mig selv ind, at det her var en god idé.
Der var en lille kø for at komme derud, som jeg stillede mig i. Foran mig stod en anden kvinde, og jeg tænkte, at hvis hun kan, så kan jeg også. Pludselig kom en guide og hans gruppe, og på engelsk fortalte han, hvordan man lettest kunne komme ud på stenen. Jeg spidsede ører, og da han fortalte dem at han gerne ville forevise, hvordan man lettets kom derud, så skyndte jeg mig at afbryde og sagde han jo bare lige kunne hoppe frem i køen og vise det nu. (mest for min egen skyld) Og det tog han imod. Så han foreviste hvordan man lettest kom ud på stenen og jeg kørte lige en mental peptalk med ordene”nu har du set hvordan du skal gøre, hvordan du kommer der ud og hvordan du kommer tilbage igen, og hvis hende foran kan gøre det, så kan du fandme også, go go go caroline”… Og så kiggede jeg på damen, der stod foran mig og sagde, at nu var det vist hendes tur. Hun vendte sig om, hun var helt ligbleg i ansigtet. Hun lignede en der lige havde set et spøgelse. Og så kiggede hun på mig og sagde ”no, I’m not going!”, så drejede hun om på hælen og væk var hun….
Bag ved mig stod der jo efterhånden en lidt længere kø, fordi jeg lige stoppede flowet og gav guiden en ”forlomme”.. Så jeg kunne sagtens mærke presset og øjnene der stærkt signalerede blikket ”kom så i gang så vi kan komme videre”…
Så jeg tog mig sammen, med rystende ben og et hjerte der hamrede afsted helt oppe i halsen forsøgte jeg meget elegant og sikket at gå ud på stenen.

Jeg tænkte, at det her skal bare gå stærkt, så jeg kan komme tilbage igen.
Da jeg kommer ud på stenen og får vendt mig mod M, så står han fandeme ikke klar!?!?!
Nejnej, han var da lige i gang med at rulle en snus, og havde slet ikke set jeg stod ude og blomstrede på den sten, med mit liv i overhængende farer (eller sådan føltes det i hvert fald).
Og så råbte jeg af mine lungers fulde kraft, med en stemme der overhovedet ikke lagde skjul på, hvor kampresset jeg var ”KOM NUUUUU!!!!!!”
M kiggede forskrækket op, og i stedet for bare at smide alt hvad han har i hænderne, hive kammerat frem og tage det (fucking) billede, så ruller han lige snusen færdig, propper den i kæften, ligger snusdåsen tilbage i lommen og får fedtet mobilen op. Jesus Kristus det gik langsomt!!! Jeg nåede at råbe 3 gange mere ”KOOOOM NUUUUUUUU!!!!!”… M misforstod måske lidt hvad det egentligt var jeg mente, men i hvert fald så tog han hurtigt nogle billeder og så gav han telefonen til en sidemand og sprang op over de sten der lå foran ham, rundt bag ved, foran alle der stod i kø og pludseligt stod han ved siden af stenen.
Jeg havde sat mig ned. Jeg turde fandeme ikke stå op længere. Så der sad jeg så, i skovskiderstilling, på en sten mellem to klipper i 1.100m højde. Omringet af turister og deres selfi-stænger, og med en kø bag ved, der bare ventede på, at jeg fik læsset min røv tilbage på fast grund. Og så kom M’s søde stemme ”Skal jeg komme ud til dig?”
”JA SKU! Vi skal fandme have et fællesbillede!” Kom det overraskende ud af min mund. Som om jeg overhovedet havde lyst til at dele den smalle plads med nogen…
”Hvordan gør vi det lige?”– ”Det ved jeg ikke, jeg bliver siddende lige her, indtil du er herude”,kom det meget fast fra min mund og sammenknebende øjne. Og så kravlede han ellers ud til mig og fik mig rejst op. Og vi fik taget et billede der i den grad udstråler sejhed og sammenhold. Kæft han er sød. Og så stod vi begge der og blomsterbede i 1.100m højde og fik det sejeste kæreste billede.

M hoppede først tilbage, og derefter mig, lige ind i armene på ham. Og så var den skid slået, geden barberet og alt raseri glemt.

Vi gik tilbage til taskerne. Mine ben rystede stadig, men humøret var højt. Jeg følte mig fandeme sej. Shit altså.Det var så anden gang på den her tur jeg fik set min frygt i øjnene, altså højder.

Vi gik en anden vej ned fra Kjeragbolten. Denne vej er noget kortere end den vi gik op, men her skal man også gå de 300 højdemeter på en gang, op af en stejl klippe. Klippen var dog bred, så man kunne zigzagge, og vi gik jo ned af, så det var en smal sag. Herefter gik vi ind i smuk dal. Vi havde spottet en sø et stykke fremme, som vi blev enige om at holde frokost ved, og derefter ligge en plan for resten af dagen.
Det var lidt svært at ligge en plan fra morgenstunden af, da vi jo ikke vidste hvor lang tid vi ville bruge på Kjeragbolten, som jo er en afstikker fra ruten på +4 timer.
Vi holdte en god pause ved søen og blev overrasket af to små fjeld lemminger der pludselig kom op og slås ved siden af os. De var seriøst så nuttede! Den ene var virkelig nysgerrig, så den kiggede frem mange gange. De ligner et forvokset hamster!

Vi kiggede på kortet og forsøgte at udpege mulige sovepladser. På kortet så det ikke ud som om vi skulle gå så mange højdemeter, men vi havde samtalen fra i går, med det danske par, der havde fortalt at terrænet var ”skræmmende”, i baghovedet. Fra hvor vi var nu, havde de brugt to dage til at komme til fra Flørli, så vi tænkte, at vi nok havde en lang gå-dag foran os.
Vi pakkede sammen og begyndte at gå. I dalen var terrænet ”roligt”. Der var hverken mange højdemeter eller forhindringer gennem stien. Det var faktisk bare en jordsti der løb langs højdekurverne. Vi havde udpeget et spot på kortet som vi ville gå til i første omgang, og så enden slå lejer her eller gå lidt mere. Vi var begge enige om, at det kunne være fedt hvis vi kunne gå lidt længere, så vi ikke havde så meget stress på over de næste to dage.

Men allerede efter få timer ramte vi den plet vi havde snakket om at slå lejer ved. Klokken var kun 15! Vi blev overrasket over, hvor nemt terrænet var og hvor hurtigt man egentligt kunne gå kilometeren. Så vi blev hurtigt enige om at forsætte længere og tage to eller tre timer mere.

Vi kom langt. Overraskende langt. Vi snakkede lidt om, hvad pokker det danske par havde lavet, siden de havde bevæget sig så langsomt. Og hvad pokker de havde ment med, at terrænet var ”skræmmende”, fordi det var ”a walk in the park” sammenlignet med det terræn vi havde gået i fra Preikestolen og ned til Bratille (læs mere om det her), og bestemt også nemmere fremkommenligt end dalen vi havde gået i fra Sognesand og op til asfaltvejen der førte til Lysebotn (læse mere om det her)

På ruten mødte vi en del andre vandrere. En del er måske så meget sagt, men en 10 stykker, hvilket er meget når vi var vant til at gå helt alene. Alle gik modsatte vej af os, og vi stoppede og fik en lille sludder hver gang vi mødte et nyt par eller hold. Mange var interesseret i, hvor vi var gået fra, og gav os måbende øjne når vi fortalte dem, at vi faktisk var startet ved Preikestolen. Ruten fra Flørli til Lysebotn, over Kjeragbolten, var tydeligvis meget mere populær. Men det forstår jeg ikke, fordi jeg vil mene, at den vej vi gik var både smukkere, samt gav mere mening i forhold til terræn og højdekurver. I hvert fald, så vil jeg gerne lige pointere min egen mening, og det er, at den vej vi gik var den bedste, og den jeg vil anbefale! Jeg skal nok vise hele ruten præcist på et kort snarest.

Kl. 17.30 gik vi ned i en lille ”gryde”, hvor der var en stor smuk sø, bæk der rislede og et fladt stykke med græs. Jeg var slet ikke i tvivl, hér skulle vi slå lejer! Og M var nem at overtale. Det havde været en lang dag, og vores ben var trætte. Så vi smed taskerne, slog teltet op, og hoppede i søen! Som altid var det dejligt forfriskende.

Bagefter lavede vi aftensmad, og så lå vi ellers bare i græsset, læste i bog, og snakkede om stort og småt.
Pludseligt kunne vi hører et får ”mæhe”, og jeg ”mæhede” igen. DUMT! Jeg ved ikke hvad pokker jeg har fået sagt på ”fårsk”, men fåret, og dets tvillingelam, kom pludselig løbende ned i dalen i fuld galop. Og den ville bare ikke gå igen. Den tøffede bare rundt om os i cirkler med sin (irriterende) kobjælde hængende larmende om halsen. M var flere gange oppe på benene, og med vilde armfagter og trampende skridt forsøgte at få den skræmt væk, men den kom bare tilbage.

M var en smule sur over, at jeg sikkert havde budt den på kaffe eller hvad fanden jeg nu havde fået sagt. Men så virkede det pludseligt til at den havde fattede hentydningen om, at den altså ikke rigtig var velkommen.
Klokken lort om natten kom den dog buldrende igen, og med næsen helt inde i teltdugen fik den lagt en lort ved siden af os. Fandens til får.

Smil fra C.

[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]