Vores kamp tilbage til jagtoplevelser sammen

[vc_row][vc_column][ultimate_heading main_heading=”VORES KAMP TILBAGE TIL JAGTOPLEVELSER SAMMEN” heading_tag=”h3″ margin_design_tab_text=””][/ultimate_heading][vc_separator color=”white”][vc_column_text]I august 2014 var min far udsat for en arbejdsulykke, hvor han i 17 dage lå i koma. Kender du ikke til denne historie, så læs den under indlægget her: min verden er væltet
Jeg brugte utallige timer, på at sidde dér, ved siden af hans seng, og holde hans varme men livløse hånd i min. Det var de værste dage i mit liv, uden tvivl. Men jeg havde et stærkt håb om, at han ville vågne igen. Der var jo så meget at vågne op til, så mange ting vi skulle se og opleve sammen. Særligt jagten betød meget for mig, da det var en far & datter ting vi havde sammen. Jeg husker, at jeg havde printet et billede ud af os fra vores største jagtoplevelse sammen, nemlig vores tur i Afrika sommeren forinden. I rammen på dette billede havde jeg sat en lille tegning fast af en Oryx, som jeg selv havde tegnet, med skriften om, at han skulle vågne, så vi kunne komme på jagt i Afrika sammen igen og skyde en fin Oryx.

Jeg husker, at en sygeplejerske sagde til mig, at hun ikke viste om det var nogen god idé, at det stod der på hans bord.. Fordi hvis han vågnede, så ville han helt sikkert ikke være i en tilstand, hvor han kunne gå på jagt, og det ville jo gøre ham rigtig ked af det.
Hvis han vågner? Hvis? Han vågner, og når han gør, så skal vi på jagt sammen. Uanset hvad, så skal vi nok komme på jagt sammen igen, og det skal han være klar over, lige så snart han vågner. 

17 dage senere vågnede han endelig. 17 dage. Og så startede kampen. Med alt. Sproget, mimik, tale, syn, bevægelse. At leve med en højre hjernehalvdel der var død og en krop der var lam i den ene side.
Men vi er kommet så langt. Han er kommet SÅ langt.
Med uvurderlig hjælp fra jagtkammerater og gode venner har min far nu lært at skyde igen og vi har sammen haft vores første jagtoplevelse igen. En iskold december morgen i en skov, hvor min far sad i en have stol og jeg stod med haglgeværet. Vi så ikke et eneste dyr, men det var fuldstændig lige meget, fordi at være dér sammen. At få denne oplevelse af, at være på jagt sammen igen, var en stor milepæl for os begge at nå til.

 

I påsken sidste år så det endelig ud som om, at solen skinnede på vores vej og at vi havde medvind i ryggen. Min far vandt en jagtrejse til Afrika! Lykken var uendeligt! Den største af alle milepæle vi havde sat os lå nu inden for rækkevidde. Turen der om noget har dannet grundlag for at kæmpe videre og holde motivationen igang var nu endelig vores.
Men lykken var kort. 3 uger før afrejse blev min far alvorligt syg igen. Han blev indlagt og opereret i hovedet, og drømmerejse til Afrika blev aflyst. Magtesløse og frustreret over, hvorfor livet skulle blive ved mat være så pisse urimeligt. Men vi var også meget enige om, at Afrika vi nok skulle komme til Afrika en dag. At vi ville rejse os igen og kæmpe videre. Og vi kæmper stadig mod dét mål. Afrika.

Der er intet menneske jeg har mere respekt for, end min far. Hans kamp er den største jeg nogensinde har været vidne til. Og det er jeg stadig, hver eneste dag. Han er mit største idol og min evige motivation. Og han får mig stadig til at tabe kæben, når han slår i bordet og hæver stemmen overfor livets urimeligheder.
I forrige uge blev min far og jeg interviewet af Michael Sand fra Netnatur.dk, hvor han endnu en gang satte ord på sin kamp og gav både Michael og jeg gåsehud. Han fortæller om en historie fra sygehuset, hvor en sygeplejerske fortæller ham, at han aldrig kommer på jagt igen, og hans svar hertil gav mig tårer i øjnene.
Du kan se videoen og læse interviewet med Michael Sand her: NetNatur, Familien Schack valgte mod alle odds den lange rejse tilbage til jagten.

Vores kamp tilbage til jagtoplevelser sammen har været langt, men også meget livsbekræftende. Særligt for mig. At se, hvordan min far altid rejser sig trods de hårde nederlag er fantastisk. At se, hvordan han sætter sine egne drømme og mål så langt over, hvad andre mener er muligt, imponerer mig til det inderste.
Min far er bygget af superkræfter.

Jeg ved ikke, hvornår vi kommer til Afrika.
Men jeg, at en eller anden dag, så gør vi.

Jeg håber, at min far også kan motivere dig til at kæmpe for det du drømmer om.
Søndagssmil fra C.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]