Personligt,Personligt og upoleret
Fra 18 til 28 år
sep
Min bil brød sammen ude på motorvejen klokken lidt i seks om morgen, og så holdte jeg ellers der i to timer, og ventede på Falck, mens jeg var lige ved at tisse i bukserne. Og nej, jeg kunne ikke bare sætte mig ud på marken, fordi af alle steder, hvor bilen kunne gå i stå, så var det selvfølgelig lige ved siden af en mark fyldt med salatplukkere.
Heldigvis var Falckmanden verdens sødeste, og kørte mig direkte hen til et toilet og en kaffemaskine, og så satte han mig af ved toget bagefter. Og så kom jeg på arbejde, godt 4 timer forsinket, men fuldstændig klar til at bruge min sidste dag som 27årig sammen med mine bedste kollegaer.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_single_image image=”44847″ img_size=”large” alignment=”center”][vc_separator color=”white”][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_column_text]Døgnvagt og fødselsdag
Vi havde en drøntravl vagt, men min fødselsdagsfejring startede allerede i nat, hvor min makker sang fødselsdagssang for mig ved midnat, vi bagte kokostoppe og hyggede med både chips og Mac Donalds. Så skønt!
Da vagten sluttede her til morgen (vi arbejder i 24 timer af gangen), havde jeg bagt boller til stationen og flere kokostoppe! Og så hyggede vi med virkelig lækker morgenmad og mit hold havde købt fødselsdagsgaver til mig – shit de er søde.
.. og ja, nu er jeg så på vej hjem med toget til Holstebro!
Så jeg tænkte, at jeg lige ville udnytte tiden med at skrive et lille blogindlæg med et tilbageblik på de drømme og mål, som jeg havde for mit liv for 10 år siden.
Og som 18årig, blev jeg spurgt om, hvor jeg så mig selv om 10 år…
Et spørgsmål jeg tror vi alle har fået et på et eller andet tidspunkt i vores liv, og hvor vi svarer ud fra de mål, planer og drømme vi har om livet.
Den gang svarede jeg meget solidt, at jeg om 10 år ville være motorcykelbetjent, bo i København og fange alverdens banditter i storbyen.
Jeg var slet ikke i tvivl om, hvad jeg ville. Hverken, hvor jeg ville bo, hvad jeg ville arbejde med, eller hvordan jeg skulle komme dertil. Alt var planlagt i mit lille hoved, ned til mindste detalje.[/vc_column_text][vc_column_text]Planen for at blive politibetjent
Derfor tog jeg som 18årig også kørekort til motorcykel før jeg tog til bil, fordi jeg netop ville være motorcykelbetjent.
Jeg tog en HHX fordi man på det tidspunkt havde som krav at man skulle have en gymnasial uddannelse for at blive politibetjent. Jeg var ikke boglig stærk og har altid haft svært ved at gå i skole, men det blev en HHX på international linje af den eneste årsag, at der var man på studietur hvert år, og jeg vidste at skolen ville komme til at hænge mig langt ud af halsen, men hvis der så i det mindste bare var en studietur, at se fem til, så skulle jeg nok komme afsted om morgenen.
Da jeg dimitterede fra min HHX i 2012 var jeg bare 20 år, og derfor endnu ikke gammel nok til at søge ind til politiet. Jeg rejste derfor ud i verden som backpacker, og på et tidspunkt, da jeg sad i Vietnam blev jeg enig med mig selv om, at jeg nok skulle have noget mere end en studenterhue og lange rejser på mit CV for at få en plads hos politiet.
Jeg skrev derfor en ansøgning til Forsvaret, for at høre om jeg kunne få en plads på kort varsel, hvis nogle sprang fra – og det lykkedes. Jeg tror bestemt ikke systemet fungerer sådan længere, men jeg kom altså ind et halvt år efter og begyndte at aftjene min værnepligt i Skive.
Her havde jeg igen som eneste mål at tage min værnepligt, for at skrive det på mit CV til politiet.
Jeg var urokkelig![/vc_column_text][vc_single_image image=”44851″ img_size=”large” alignment=”center”][vc_single_image image=”44848″ img_size=”large” alignment=”center”][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_column_text]Kampen for min far
Men så ville skæbnen det… at dagen efter jeg startede i min værnepligt, blev min far alvorligt syg. Mit liv ændrede sig brat, og livets skrøbelighed kom virkelig ind under huden på mig. Grundet min fars sygdom havde jeg mange fraværsdage fra min værnepligt, og følte derfor at jeg manglede en del af min værnepligt. Derfor søgte jeg HRU (Hæren reaktionsstyrke uddannelse), for at lære lidt mere om det, at være soldat, og trods mit fravær fik jeg lov til at komme ind! Endvidere blev jeg sendt til Aalborg, da jeg havde fået en guldmedalje i et førstehjælpskursus – og det passede mig ret godt, da min far nu stadig var indlagt.
Vil du læse mere om kampen for mig far, så klik ind og læs de mange blogindlæg i denne kategori: Kampen for min far.[/vc_column_text][vc_single_image image=”44849″ img_size=”large” alignment=”center”][vc_single_image image=”44850″ img_size=”large” alignment=”center”][vc_column_text]Vi springer lidt frem i tiden
.. frem til 23 årige Caroline, hvor jeg efter min HRU blev ansat i stående styrke, i Sanitetskompagniet, som er Forsvarets udgave af en præhospital enhed.
Her træende vi op til en udsendelse, som desværre ikke blev til noget. Men vi kom på en stor øvelse til Spanien sammen med Nato, hvor jeg her mødte nogle vildt seje soldater, som var reddere på Forsvarets helikopter. Efter mødet med dem, deres helikopter og deres mange spændende historier om både at være ambulanceredder i det civile og soldat + redder på helikopter i Forsvaret, kunne jeg pludselig mærke en ny flamme virkelig tændte inde i mig. Og den brændte meget mere end drømmen om politiet!
(det var også på denne øvelse jeg mødte M. Læs mere om den historie her: Ens i tøjet, ucharmerende mængder af sushi og mayo, kostbarhed, højdeskræk og starten på det helt rigtige.)[/vc_column_text][vc_single_image image=”44852″ img_size=”large” alignment=”center”][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][ultimate_heading main_heading=”KAOS” heading_tag=”h3″][/ultimate_heading][vc_separator color=”white”][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_column_text]I flere måneder forsøgte jeg, at få kontrol over det kaos der pludselig var startet inde i mig. Jeg gik ud af et længere parforhold, jeg ville pludselig til at skifte den karriere ud som jeg slet ikke var startet på, jeg ville sadle hele mit liv om og jeg havde absolut slet ikke set det komme.
Selv min mor og far var mere end almindeligt overrasket over, hvordan tingene i min verden pludselig bare ændrede sig.
Jeg forsøgte virkelig at tale mig selv tilbage til det, jeg gennem flere år havde brændt for og knoklet imod. Men fra den ene dag til den anden skulle det pludselig være ambulancen og ikke politiet – og sådan var det bare. Drømmen om at flyve helikopter, kombineret med at være soldat og ambulanceredder brændte sig fuldstændig fast i mig, og jeg smed alt jeg havde i hænderene og gik nu 210% efter den drøm.
Og det har jeg aldrig nogensinde fortrudt.[/vc_column_text][vc_single_image image=”44853″ img_size=”large” alignment=”center”][vc_column_text]Og ja, det har så ført mig hertil, hvor jeg er i dag..
28 år, ambulanceredder, sanitetsinstruktør i Forsvaret, bosat i Holstebro og snart gift med verdens dejligste vestjyde..
Havde nogen sat sig ned og kigget ind i min krystalkugle eller håndflader for 10 år siden og sagt overstående, så havde jeg flækket af grint og svaret: aldrig i livet!
Og det er så skørt at tænke på, fordi jeg kan helt ærligt ikke forestille mig et andet liv der vil kunne gøre mig bare halvt så lykkelig, som jeg er lige nu.
Jeg er så taknemmelig for de kollegaer jeg har i politiet, men jeg kunne slet ikke forestille mig at være blevet betjent nu. Faktisk kunne jeg slet ikke forestille mig et andet job, som vil kunne gøre mig lige så glad og stolt, som at være ambulanceredder.
Livet er virkelig uforudsigeligt, vanvittigt spændene, til tider skide skræmmende, men for det meste pisse fedt.[/vc_column_text][vc_single_image image=”44855″ img_size=”large” alignment=”center”][vc_column_text]Hvis jeg kunne sige noget til 18-årige Caroline..
.. så ville jeg bare sige ”You got this”.
På de vildeste dage, de mørkeste dage, de mest deprimerende dage, de glade, de skøre, de energidrænede, de kedelige, de almindelige, dem alle sammen – ”stol på dig selv, you got this.”
Hold kæft en proces det hele har været, og hold kæft, hvor er jeg bare skide stolt af, at turde stole så meget på mig selv og knokle så pisse meget for mine drømme – dem alle sammen.
Når mit barn en dag fylder 18 år vil jeg sige til ham/hende; at livet er det vildeste, at ingen drømme er for store eller små, og altid, som i altid, vælg præcis det som gør dig glad – uanset, hvad andre vælger, gør eller siger. Stol på dig selv, you got this.[/vc_column_text][vc_single_image image=”44854″ img_size=”large” alignment=”center”][vc_column_text]Når jeg nu sidder her i toget og ser på alt det jeg lige har skrevet, og tænker på alt det der er sket de seneste 10 år, så får jeg helt kuldegysninger over, hvad der mon vil ske de næste 10 år.
Jeg aner det helt ærligt ikke!
Og det er præcis dét der gør det hele så pisse fedt – fordi jeg ved, at jeg forsat vil gå hen af den sti, som gør mig glad – men jeg er saftsuseme spændt på at se, hvor den føre mig hen over de næste 10 år.
Jeg håber du får en rigtig dejlig tirsdag!
– stort smil fra fødselsdagsbarnet[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Må jeg spørger om hvor du har købt den blå kari traa jakke på de sidste billeder? den er såååå flot!!!
Hej søde Katrina, tusind tak!
Det er faktisk en inder-jakke, hvor der også høre en yderjakke til. De lynes sammen og så har man en mega lækker skijakke. Jeg har bare brugt inder-jakken, som er en dunjakke, til mange af mine ture, fordi jeg ikke har andre dunjakke.
Desværre laves den ikke i disse farver mere, den er 2-3 år gammel..
Lidt et andet spørgsmål Må jeg spørger dig hvor den blå jakke fra kari traa på de sidste billeder er fra? Den er så flot