Vandretur til Norge, etape 6

[vc_row][vc_column][ultimate_heading main_heading=”Vandretur til Norge, etape 6″ heading_tag=”h3″ margin_design_tab_text=””][/ultimate_heading][vc_separator color=”white”][vc_column_text]Jeg beklager ventetiden for blogpostet hér om etape 6! Jeg har holdt ferie i Paris og i Gøteborg, og jeg har haft så travlt med at se verdenen og få en på opleveren, at jeg slet ikke har haft tid til at skrive videre om Norge. Og det ærgrer mig lidt, fordi jeg er helt vild med at dele den her tur med jer, særligt fordi i er helt vilde med at læse om den! Og det glæder mig virkelig.
Så her kommer etape 6!

17 juli: Flørlitrappen, et par rystende ben, parforholdsprøve, et gennemblødt telt og et perfekt punktum for vandreturen.

Vi stod op da vi vågnede. Ja det siger jo måske nok lidt sig selv, men vi havde faktisk aftalt at gå lidt tidligere i dag. Vi ville nemlig gå etapen færdig og nå det sidste stykke til Flørli!
Men før etapen for alvor kunne begynde, skulle M selvfølgelig have sin morgenkaffe og jeg skulle have min chokolademysli. Og så blev teltet slået sammen og taskerne pakket.

Vi havde studeret kortet nøje for at se, om vi i dag ville møde det ”skræmmende” terræn som det danske par jo havde talt om. (læs mere her) Umiddelbart så det igen ikke ud som om, at vi skulle passere mange højdekurver. Tværtimod, så det ud som om vi skulle gå i en dal et langt stykke.
Og rigtig nok. Terrænet var ikke barskt. Eller skræmmende. Men iguderdet var smukt. Vi gik en del op af fra start, men herefter fladet terrænet ud, og vi gik på ”toppen” af Lysefjorden ”ovenpå” højdekurverne de sidste mange kilometer. Terrænet formede sig på ny gennem hele dagen og vi passerede mange smukke områder med søer.
Pludseligt mødte vi også et par danske fyrer. Det viser sig at M kendte den ene fra forsvaret. Verdenen virker pludselig så lille, når man sådan møder en bekendt in the middel of fucking nowhere.
Det var by the way nogle hårde gutter, som på deres første dag havde vandret 38km i terræn! Det er altså langt! Vi fik en god sludder og de fortalte os, at ikke ret langt fremme ville vi møde et lille åløb, hvor vandet deri var iskoldt. Det var nemlig smeltevand fra et stort stykke is længere oppe på klippen. Og iskoldt vand er altså tiltrængt når man vandrer i den norske sommer med et sneglehus på ryggen.

Vi bevægede os hurtigt frem i terrænet kunne vi se på kortet, og før vi fik set os om var Flørli kun nogle få kilometer væk.
Vi var lidt småsultne, men vi blev enige om, at vi ville holde frokost på toppen af Flørli-trappen inden vi gik de 4.444 skridt ned og satte punktum for den smukke vandretur.

Det sidste stykke af ruten blev gået på en ”løs” grusvej, og til lige præcis frokost, kl. 13.01, stod vi på toppen af Flørli trappen.

Vi smed taskerne og fik sat noget frokost over. Men vi havde kun lige nået at skifte den svedige t-shirt ud med en tør, før skyerne åbnede sig og gav alle omgivelserne, inklusiv os, et skyl. Heldigvis havde vi pakket regnjakkerne i ”quick draw”, så det var en smal sag. Hvordan man, i min verden, pakker sin rygsæk bedst, vil jeg meget gerne komme ind på i et andet indlæg!
Jeg har endda overvejet at oprette en youtube kanal, hvor jeg kan filme sådan nogle ting. I know.. Vlogger? Ja nu ser vi. Der er nogle ting man bare skal lade blive ved tanken…

Regnen forsatte i lidt tid, men det klarede egentligt hurtigt op igen. Jeg tog det ikke så tungt, fordi jeg skulle have kartoffelmos til frokost, hvilket er min absolut favorit, når det kommer til feltrationer. Den er intet mindre end fantastisk! Den sluger en del vand, men det var ikke noget problem, nu hvor vi holdte frokost lige ned til en stor sø, hvor vi bare kunne tanke vand igen.

Efter frokosten startede nedstigningen af verdens længste trætrappe! 4.444 trin!
Der er også en alternativ vej ned. Her går man på asfalt. Jeg har hørt, at denne vej også skulle være ret så stejl, men som sagt går man på en asfaltvej, som skulle være bred nok til at man kan zigzagge, hvis man har behov for det.
Men jeg havde insisteret på at mig og M skulle tage den berømte trappen, så der var slet ikke noget at rafle om – selvfølgelig skulle vi gå på asfaltvej. Niks.
Men ordet ”bred” kan man til gengæld slet ikke bruge om trappen. Den var super smal. Både i bredden og i dybden. Og shit hvor var den stejl. Altså den gik jo nærmest lodret! Som en stige op af en husmur. Og her kan vi vel kun blive enige om, at sådan en er nemmere at kravle op af end ned af. Og fuldstændig umulig at kravle ned af, når man går forlæns.
Det lyder mærkeligt at skrive, at man går forlæns ned af en stige, så lige at ordforklare mig selv, så mener jeg, at man går med ”ryggen mod muren”. Og så vil jeg lige tilføje, at man jo på ryggen har et sneglehus. Altså en 65L rygsæk med 24kg ragelse i.

Til at starte med er trinene helt falde. Det er som om man går på nogle aflagte togskinner. Der er nogle få steder, hvor trinene ikke er særligt velholdte, og hvor brædderne er faldet helt eller delvist af. Men man kunne sagtens komme frem af, enten ved at træde på det ved siden af, eller bare træde ned på jorden, som var lige under. Det var ikke noget problem.
Men sådan var det kun det første stykke. Faktisk kun det første meget lille stykke.

Allerede efter et par minutters gang på trappen nåede vi en afsats, og herfra startede den rigtige ”trappe”. Udsigten lige hér, udover Lysefjorden, var intet mindre end fuldstændig fantastisk!!
Til gengæld, så var udsigten ned af trappen intet mindre end fuldstændig sindssyg skræmmende! Jeg fortrød med hele mit hjerte, at jeg havde insisteret på, at vi skulle gå ned af den her trappe. Jeg var, helt seriøst, pisse bange! Og jeg blev svimmel af at se ned af den stejle trappe med så små trin. Fy for fanden altså.

Med panik i stemmen får jeg dirigeret M til at gå forrest. Så kunne jeg holde fokus på hans rygsæk i stedet for at stirre direkte i døden.
Ja det lyder måske voldsomt. Men nu kan vi jo se, hvordan du har det, når du en dag står på den trappe og skal ned af den. Der er dog et krav: du skal være lige så højdeskræk som mig, før din mening tæller.
De 4.444 trin var lidt af en parforholdsprøve. Vi skulle jo følges ned. Og vi skulle gå i fuldstændig samme tempo. MIT tempo, for at være helt præcis. M måtte ikke gå for hurtigt, fordi så kom han for langt væk, hvilket gjorde at jeg så kunne se for meget ned og blev mere bange. Omvendt måtte han hellere ikke gå for langsomt, fordi.. ja så gik det jo bare for langsomt, og jeg kom til at stå stille, og hver gang jeg stod stille blev jeg gjort opmærksom på, hvor meget mine ben rystede – og der var jo heller ikke nogen grund til at trække denne dødsskæbne ud?!
Her af kan jeg jo så nu konkludere, med understøttelse af min egen erfaring, at det er noget i nærheden af at være mission impossible at få to mennesker til at følges af, når den ene (M) elsker højder, og føler sig totalt hjemme, og helt uden problemer bare dribler ned af trappen, og den anden er et panisk højdeskræk pigebarn (mig), der med rystende ben og en krop fyldt af angst klamrer sig til den lille tynde løse wire, som var sat op som gelænder, og kun kunne gå et skridt af gangen. Altså bedstemorsmodellen, hvor begge fødder mødes på samme trappetin før næste skridt tages. IKEA-test go home, hvis i kan klare flørli-trappen sammen, så er den homesafe, så kan i sagtens stifte både familie og gæld sammen!

 

Vi skulle jo selvfølgelig have beviser for denne smukke tur ned af trappen, man er vel blogger. Men når det så er sagt, så var jeg jo meget bestemt med opstillingen af, at M gik to meter foran mig, hverken mere eller mindre. Og det gav jo selvfølgelig lidt udfordringer, når nu blogger-barnet ville have billedet oppe fra, så man netop kunne se den smukke udsigt og fornemme den stejle trappe. Så jeg satte mig ned. På det lille trin. Jeg kunne lige præcis lirke en halv balle ind under brættet. Og så dirigerede jeg ellers M til at kravle over wireren, forbi mig på ydersiden af trappen og nogle trin op, så han kunne tage det flotte billede. Da han stod klar rejste jeg mig langsomt, og med et fast jerngreb i wireren og et meget anstrengt smil fik vi taget nogle smukke billeder, der i den grad lever op til bloggerkriterierne og sammensætnigen: ”instagram worthy #nofilter ”nowordsneeded”..

Jeg ved ikke hvor lang tid vi var om at komme ned. Måske knap to timer, inklusive pauser, photoshoots og panikanfald.
Da vi ramte bunden var jeg stolt. Knald hamrende stolt. Både af at have klaret de 4.444 trappetrin, men mest af at have bevaret panikken på så roligt et niveau, at M og jeg stadig var gode kærester. Ej, jeg følte mig virkelig høj. Mine ben rystede stadig et kvarter efter jeg var kommet ned. Det var en fed følelse at overvinde sin frygt over så lang tid. Jeg følte mig fandme sej.

Flørli har en campingplads nede ved vandet. Jeg mener vi gav 100NOK pr mand for at slå telt op her, og så var der fri adgang til toilet og bad. Ved Campingpladsen var der også en lille kiosk/café. Her kunne man købe øl, chips, is og sodavand samt andre mindre fornødenheder. Endnu mere vigtigt at nævne er, at den lille café lavede lækker mad til rimelige priser. Retterne lå mellem 120-190NOK. Og her kunne man altså får en hjemmelavet burger med 200g bøf af reen kød! (rensdyr) Hertil små stegte kartofler, hjemmesyltede pickles, hjemmebagt bolle osv. Og er du gal den smagte godt!! Og det var helt sikkert ikke kun fordi at man havde levet af tørkost og feltration de sidste par dage, den var virkelig god! Selv har jeg aldrig smagt reen kød før, men det smagte virkelig godt. Og i Norge bruges rensdyr vist som slagtedyr på samme måde som vi bruger køer – tror jeg. Det må i ikke lige hænge mig op på, så spørg hellere lige google.

Vi sad ude ved vandet og spiste. Solen skinnede højt og der var lunt og lækkert. Vi havde udsigt til Lysefjordens smukke landskab, en stor burger på tallerkenen og en stor kold øl i hånden. Det var det absolut perfekte punktum vi fik sat for de mange dages vandretur gennem det smukke landskab.

Vi havde kun lige akkurat fået slugt det sidste stykke burger, da det pludseligt trak op til et voldsomt uvejr. Jeg fik hurtigt fordelt arbejdsopgaverne mellem os: jeg løb ned i teltet og fik samlet vores vasketøj og lagt taskerne ind, mens M løb ind med vores tallerkener og købte en stor pose chips, som vi kunne sidde og hygge med ende i teltet til lyden af det store uvejr. Og ja, der kom faktisk et lyn fra en næsten skyfri himmel. Og så regnede det. Det væltede ned i lårtykke stråler!
M nåede kun lige tilbage i teltet. Og så sad vi der, mens det silede ned.
Men så skete det værste. Det allerværste som kan ske når man er i telt og det regner som sindssyg udenfor og det blæser en halv orkan. Der trak vand ind i teltet. Fra bunden. Så alle steder der lå ting, som vejede bare en lille smule blev vådt. PANIK! Særligt fra min side, der under ingen omstændigheder vil have en våd sovepose.
Men som den gentleman M nu er, tilbød han at kravle ud i uvejret og prøve at få styr på teltet. Jeg gav ham lynhurtigt ret i, at det var en rigtig mandeopgave – lige noget for ham.
Så han kravlede ud igen. Iført regnjakke og underbukser. Smukt syn.
Men kun et øjeblik efter blev jeg også dirigeret ud. Vi havde nemlig placeret teltet i en meget lille fordybning, men nok til at alt vandet samlede sig omkring teltet og ikke kunne komme der fra. Så ja, vores telt det sejlede.

Heldigvis blev der lynhurtigt tørvejr igen. Ja faktisk passede det sjovt nok lige med, at jeg havde fået regnjakken på og lirket mig ud af teltet – jeg siger ikke, at jeg trak tiden, men det var da en passende tilfældighed. Vi fik tømt teltet for ting og tasker, lagt alt der var vådt til tørre og flyttet teltet op på en lille høj. Vi fik tømt teltet for vand ved hjælp af håndklæder og inden det nåede at blive mørkt var næsten alt der havde været vådt tørt igen.

Vi kom i tørre soveposer, fik læst lidt bog og nydt den sidste solnedgang over Lysefjorden.
I morgen skulle vi nemlig ret tidligt op, da færgen vi skulle med tilbage til Stavanger sejlede klokken 07.30.

Og der har jeg for resten lige en tilføjelse! Når man køber færgebillet gennem Kolumbus til den lille færge som sejler i Lysefjorden, så får 95% af beløbet retur igen, hvis man afbestiller max 6 timer før afgang. Og vi havde jo faktisk købt en billet til en senere afgang, hvor man kun sejler til Lauvik, men da den tidlige afgang sejler hele vejen til Stavanger, lavede vi den om til denne afgang i stedet. Dog kan man sagtens komme fra Lauvik til Stavnger, der går både busser og tog.

Smil fra C.

[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]